Tæt på Hovedbanegården i København vil man fra i næste uge kunne finde Nordens største Apple-butik. Det lover Jerrik Bagger Sørensen, der er direktør for Apple-forhandleren Humac.
I alt får Humac med den nye butik 1200 kvadratmeter ny grund under fødderne. Ud over detailbutik bliver der også base for Humacs professionelle afdeling, serviceværksted samt administration. I alt flytter godt 30 mand fra Humacs hidtidige hovedsæde i Allerød til Vesterbrogade i hjertet af hovedstaden.
Selvom det ikke nødvendigvis er nogen naturlov, at omsætning og antal kvadratmetre i en detailbutik følges ad, er Jerrik Bagger Sørensen på forhånd overbevidst om, at den nye butik bliver Nordens største.
Med placeringen i nærheden af hovedbanegården kommer Humac lidt på afstand af konkurrenterne - hovedsageligt Fona. I forvejen har Humac to butikker i den anden ende af City, nemlig på Møntergade og i Magasin ved Kgs. Nytorv.
Øvrige butikker i det voksende Humac-imperium ligger på Frederiksberg og i Lyngby, Odense, Århus og Ålborg.
Humacs allerstørste konkurrenter som Apple-forhandler er dog Apple selv, siger direktøren. Han peger på Apple Store, der er Apples egen onlinebutik med samme eller lavere priser som selskabets egne forhandlere.