8000 nordmænd har deltaget i undersøgelsen, og af de ansatte inden for data og IT, vil 59,4 procent gerne finde nyt job. De fleste af dem vil dog gerne have nyt job inden for samme branche, som de allerede er i.
Markedschefen for ZETT.no's jobannoncering, Helene Graver, siger at tallet er langt højere end forventet. En af grundene kan ifølge hende være, at flere inden for branchen bliver ansat på kortere kontrakter.
»Tallene viser, at folk er meget mindre loyale overfor deres arbejdsgiver end tidligere. Manglende teamfølelse, stort arbejdspres og få udviklingsmuligheder kan være grunde til, at man optræder mindre loyalt« siger Helene Graver.
Undersøgelsen viser også, at 16 procent af de adspurgte har været i mere end ét ansættelsesforhold indenfor det sidste år.
»Det havde været helt utænkeligt for bare ti år siden og det viser at mobiliteten på arbejdsmarkedet er stor. Respondenterne kommer fra alle aldersgrupper, så man kan ikke bare sige at det er de unge der skifter job hurtigt« slutter Graver.