Microsoft har præsenteret en ny teknologi, Windows Image Acquisition (WIA), som skal gøre det lettere at indlæse, betragte, bearbejde og overføre digitalt billedmateriale.
Det vil bl.a. blive lettere at arbejde med digitale fotografiapparater, scannere og digital video. Der findes allerede en åben standard for udveksling af data med sådanne apparater, TWAIN, og Microsoft siger, at WIA bygger videre på denne teknologi. Programmer, der understøtter WIA, kan automatisk indlæse billeder fra alle apparater, hvortil der findes en passende WIA-driver. Microsoft fortæller at WIA bliver indbygget i alle kommende Windows-versioner.
Flere informationer om den nye teknologi findes på firmaets hjemmeside.