Nordjyske Danamics fortalte tidligere i år, at firmaet er på vej med en ny måde at holde vores computere afkølet på.
Det nyskabende ved Danamics model er, at afkølingen sker ved hjælp af flydende metal og en elektromagnetisk pumpe uden bevægelige dele.
Danamics løfter stadig ikke alle detaljerne om teknologien, men har lagt et billede af LM10 ud på sin hjemmeside.
Desuden er der lagt flere oplysninger om den elektromagnetiske pumpe ud på hjemmesiden.
Ifølge Danamics er inspirationen til den elektromagnetiske pumpe hentet i lignende installationer i atomreaktorer og atomdrevne ubåde. Firmaet mener, at den lille køler adskiller sig fra sine inspirationskilder ved, at den kan skabe høj gennemstrømning - og dermed effektiv afkøling - selv ved et meget lavt strømforbrug.
I ComONs debatforum var der tidligere i år mange gætterier om navnet på det metal, som skal bruges til afkølingen. Flere mente, at der kunne være tale om en opløsning af kviksølv, brom eller cæsium. Danamics holder stadig den information tæt til kroppen.
Danamics søger nu forhandlere, der har lyst til at føre produktet, når det efter planen er færdig inden udgangen af september.
LM10 er tiltænkt desktop-maskiner, men kølere til andre maskiner skulle være i støbeskeen.