I forbindelse med Cebit-messen har den største tyske mobiloperatør T-Mobile og pc-producenten Fujitsu-Siemens annonceret et nyt samarbejde, hvor kunderne nu kan få en splinterny bærbar computer for et symbolsk beløb på 1 euro eller 7,5 kroner. Til gengæld skal kunderne tegne et dataabonnement med en mindsteløbetid på 24 måneder til en pris på 500 kroner om måneden.
Tilbuddet gælder indtil videre kun i Tyskland, men der kan være tale om en generel tendens, som også vil brede sig til andre lande.
Mobilselskaberne har længe reklameret med tilbud om billige mobiltelefoner, hvis kunderne samtidig tegner et abonnement.
De nyeste smartphones med kamera og datamodem koster efterhånden mere end mange bærbare computere, så det er nok ikke usandsynligt, at pc'er snart bliver omfattet af lignende tilbud.
Tyske T-Mobile tilbyder sine kunder en Amilo Pro V2035 bærbar computer sammen med et abonnement der inkluderer op til 5 GB datatrafik om måneden og 200 timers adgang til firmaets trådløse hotspots. Tilbuddet henvender sig i første omgang til professionelle brugere og skal senere udvides med flere pc-modeller.