Elektroniske tavler er et effektivt redskab i undervisngen, når der gælder om at lære børn at skrive og læse. Eleverne i 1. og 2. klasse lader sig inspirere af lyd og billeder.
Siden november 2004 har Grantofteskolen i Ballerup sammen med to andre skoler deltaget i et projekt gennemført af statsvirksomheden UNI-C.
»Før var der seks-otte elever, der sakkede bagud. Nu lærer stort set alle elever i 1. og 2. klasse at læse og skrive. Den fælles gennemgang på whiteboardet er hurtigere og mere effektiv. Det giver mere tid til den enkelte elev - både den dygtige, der får ekstra opgaver, og den elev, der måske skal have stoffet forklaret én gang mere,« siger Gitte Grabov, lærer på Grantofteskolen til Børsen.
Børnene tænker visuelt - ikke mindst de sprogsvage børn, mener klasselæreren.
»Hvis jeg skriver det bløde d med lilla i for eksempel "gade" og det stumme d med gult i for eksempel "ind", så kan eleverne se forskellen alene ud fra farven. På samme måde kan stavelser, ord og sætninger flyttes rundt og kombineres i det uendelige,« forklarer Gitte Grabov.