Hvis danske virksomheder og offentlige myndigheder bliver bedre til at udnytte moderne it, kan manglen på arbejdskraft i Danmark halveres. Det skriver Mandag Morgen. Dansk Industri vurderer, at danske virksomheder kan undvære 30.000 ansatte, hvis teknologiens potentiale udnyttes fuldt ud.
Det kræver, at der foretages investeringer i ny it, og samtidig skal arbejdsgangene tilpasses. I dag har selv de mest simple teknologiske muligheder som videokonferencer, sms-kommunikation og e-learning svært ved at trænge igennem, især i det offentlige.
»Hvis it skal frigøre arbejdskraft, så kræver det nytænkning hos de offentlige ledere. De skal blive bedre til at involvere borgerne som partnere, og de skal holde op med at tænke på sig selv som forvaltere med ret til at styre alt,« siger Lars Mathiesen, formand for Dansk It, til Mandag Morgen.