Den amerikanske sangerinde Mariah Carey er blevet indlagt under mystiske omstændigheder. Den officielle forklaring lyder, at frøken Carey lider af "ekstrem udmattelse", men på hendes personlige hjemmeside fortalte hun selv en anden historie. Inden den blev fjernet af hendes PR-folk.
På websitet meddelte Mariah Carey, at hun slet ikke kunne "gennemskue livet eller menneskene omkring hende". Derfor burde hun ifølge eget skøn "ikke beskæftige sig med musik lige nu". Og som "det menneske hun nu engang er", ville hun tage en "pause på ubestemt tid", skriver B.T.
De ærlige ord faldt ikke i god jord hos Mariahs PR-folk, der fjernede Mariahs besked fra hjemmesiden, og udsendte en mere moderat pressemeddelse om sangerindens ekstreme udmattelse.
Den egentlige sandhed- hvis der findes en sådan - gemmer sig nok sammen med Mariah Carey på den hemmelige klinik, hvor hun er indlagt.
I mellemtiden kan man via en nyligt oprettet sektion på hjemmesiden sende ønsker om god bedring til den syge sangstjerne.
(Kilde: B.T.)