I 2008 har omkring 40.000 forbrugere ringet til Forbrugerstyrelsens hotline - og det er bærbare computere og mobiltelefoner, som de er mest hyppige kilder til problemer. Forbrugerstyrelsen rådgiver om alt fra forsikringer til frisørbehandlinger. Men det er elektronikken, der volder de største kvaler hos danskerne.
»En banal forklaring kan være, at der bliver solgt mange af netop de produkter, hvilket umiddelbart øger antallet af problemer på området. Men man skal ikke undervurdere, at produkter som bærbare computere og mobiltelefoner er sårbar forbrugerelektronik. Og det er erhvervslivet heldigvis opmærksom på,« siger Mogens Hansen, vicedirektør i Forbrugerstyrelsen.
En indlægsseddel lavet i samarbejdet mellem Forbrugerstyrelsen og Dansk Erhverv giver gode råd om elektroniske produkter og skitserer, hvilke rettigheder forbrugerne har, hvis produktet går i stykker. Men de enkelte butikker kan selv vælge, om de vil udlevere indlægssedlen sammen med produktet.
En aktuel Gallup-undersøgelse for Forbrugerstyrelsen viser at de danske forbrugere generelt efterspørger bedre service i butikkerne. Blandt de største forbrugeproblemer i 2008 nævnes handel på internettet på en fjerdeplads.