Conscia A/S, specialist i netværk, sikkerhed og IP-kommunikation, ansætter pr. 1. marts Cisco Systems danske chef, 44-årige Mogens Bransholm, som ny administrerende direktør.
Det overraskende skifte kommer kun tre år efter at Bransholm vendte tilbage til Danmark fra en post som servicedirektør for Cisco i Skandinavien og Benelux.
»Efter ti gode år i Cisco har jeg lyst til at prøve at være iværksætter og fortsætte i Conscia, som har gjort det fantastisk godt i de fem år de har eksisteret. Jeg indtræder i selskabet som partner, og en af de store opgaver bliver at sammensætte en professionel bestyrelse, som jeg skal samarbejde med om at udvikle virksomheden,« siger Mogens Bransholm.
Hos Conscia glæder man sig over Bransholms skifte, som skal løfte virksomheden videre.
»Gennem de sidste fem år har Conscia etableret sig som en væsentlig aktør på markedet for Cisco netværks- og IP-kommunikationsløsninger, og vi er ved at nå en størrelse, hvor det er rigtigt at styrke ledelsen. Med Mogens Bransholms store ledelseserfaring får vi det optimale team til at nå de meget ambitiøse mål, vi har sat os," siger partner i Conscia A/S Christian Hjortgaard.
I fjor øgede Conscia omsætningen med to tredjedele, hvilket vil fortsætte i år med forventet omsætningsvækst på 40 procent fra cirka 45 til 63 millioner kroner.
Hos Cisco er Niels Münster-Hansen pr. 1. marts konstitueret som ny administrerende direktør. Han har været i Cisco siden år 2000, senest i den europiske organisation med ansvar for strategi, men har tidligere været dansk kanalchef og salgsdirektør.