Bloggene sender de kommercielle kræfter ud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. oktober 2006.


Webloggene dukker op alle vegne og forener folk om værdier, idealer og holdninger, og det smitter af overalt. Fremtidens leder skal kende til både filosofi og retorik.

Mange går rundt med en fornemmelse af, at de store it-mæssige gennembrud for virksomheder har heddet ERP-systemer, business intelligense-værktøjer og webportaler.
Og der har da også været ganske meget at tage sig til på netop disse fronter i virksomheder og ikke mindst i it-afdelingerne.
Til gengæld er det intet i mod, hvad der kommer til at ske. Ifølge professor i filosofi og ledelsesekspert Ole Fogh Kirkeby ved Copenhagen Business School (CBS), vil det være gennembruddet for et helt andet teknologisk fænomen, der for alvor vil flytte samfundet og stille nye og hidtil ukendte krav og udfordringer til virksomhederne.
Fænomenet er weblogs.

Det i virkeligheden teknologisk ret simple koncept, der giver alle mennesker en røst og samler en bevægelse alene omkring deres værdier, ideer og holdninger, vil være det, der for alvor vil optage virksomheder og få indflydelse på ledelse.
Netop simpelheden er måske den ingrediens, der gør gennembruddet så voldsomt.
- Bloggene skaber mange typer af offentligheder centreret omkring værdier, holdninger og idealer, siger Ole Fogh Kirkeby, der illustrerer blogmediets magt:
- En blog kan for eksempel bruges til at føre en record over Unilevers gøren og laden: Hvor henter de deres varer fra, hvordan opfører de sig, hvordan behandler de deres medarbejdere - en komplet ranking, rettet mod den politiske forbruger, som er den mest magtfulde, uspecificerede gruppe i samfundet. Den kan, hvis den er internationalt koordineret, ødelægge en multinational koncern på no time, ved at skabe en logbog over virksomhedens moralske temperatur, siger Ole Fogh Kirkeby.
Og fænomenet, der allerede har godt tag i verdens befolkning, vil brede sig yderligere, påpeger Ole Fogh Kirkeby, der giver sit bud på dets betydning.
- Om 10 år vil vi se præsidentvalget i USA blive afgjort på blogniveau, vurderer han.
Effekten af bloggene vil således blive et tema med flere underaspekter på ledernes dagsorden i de kommende år. På det eksterne plan skal en virksomhed forstå bloggenes betydning for markedet og selv være i stand til at øve indflydelse - uden vel at mærke at træde nogen over tæerne, hvilket kræver fingerspitzgefühl i en grad ud over det sædvanlige. På det interne plan skal virksomhederne lære af bloggene, for kommunikation ved hjælp af værdier, holdninger og idealer, som bloggene står for, får endnu større betydning for tiltrækning af de engagerede, passionerede og innovative medarbejdere.

I ekstern sammenhæng - i virksomhedens kommunika­tion med det omkringliggende samfund og kunderne - vil hele bloguniverset være en stor udfordring, fordi den politiske forbruger kan ruinere selv store internationale koncerner. Samtidig vil indflydelse blog-universet være et hidtil uset, magtfuldt marketinginstrument.
For at forhindre eventuelle problematikker skal virksomheder og ledere forstå at navigere i det i virkeligheden ukontrollable felt af værdier, holdninger og idealer og tale blogverdenens sprog.
- For at operere i dag skal man egentlig have filosofisk baggrund, fordi filosofien er i stand til at håndtere holdninger og idealer og se, hvilke konsekvenser de har på ideniveauet og i praksis på handlingsniveauet. En privat virksomhed kan komme til at træde virkelig meget i spinaten, hvis den blander sig i en blog for at tiltrække opmærksomhed, siger Ole Fogh Kirkeby.
Blog-mediet vil være tillokkende for virksomheder. Det vil blive det hurtigste medie til branding og markedsføring overhovedet. At få indflydelse vil være en magtfaktor.
En af metoderne, som virksomheder, organisationer og politikere kan benytte, er ifølge Ole Fogh Kirkeby at skabe it-værktøjer med stærk, interaktiv karakter og måske huse bloggene.
- Man er i hvert fald nødt til at få mavet sig ind og forholdt sig til udfordringen. Men det er svært. Her er noget, man ikke kan købe og underkaste sig privat ejendomsret, og det er noget, kapitalismen ikke kan forstå, siger Ole Fogh Kirkeby.
Blogfænomenet sætter altså de kommercielle kræfter ud af spil, fordi en blogs succes kun afhænger af værdier og folks lyst til deltagelse. En virksomhed kan således ikke købe sig adgang til sit publikum længere.
- Man kan kun forsøge at lave alternative og endnu mere interessante blogge, end dem der allerede eksisterer. Det bliver krigen om bloggene. Det tror jeg, siger Ole Fogh Kirkeby.
Internt i virksomheden er blogkulturen brændstof på en filosofisk tendens, der er herskende i vores samfund i disse år. Det handler om behovet frihed. Friheden til at være herre i eget hus og sige ja til egne tanker, friheden til at indgå i et forhold til et andet menneske og friheden i balancen mellem ret og pligt.
Vi stiller krav om, at vores ledere udtrykker værdier, som vi kan identificere os med og har lyst til at følge, og dermed er krav til ledelsen vokset markant. Det er ikke længere nok med en topleder, der gemmer sig bag en tung, lukket dør i direktionslokalet. Vi kræver, at lederen træder i karakter, mener Ole Fogh Kirkeby.
- Lederen skal være retoriker og materialisere vores fælles mening ved tale til offentligheden med argumenter, der indeholder fornuft, ordentlighed og lidenskab, i retorikken logos, ethos og pathos. Vedkommende skal kunne skabe visioner, der er så intelligente og anderledes, så folk både synes de kan være bekendt at tro på dem og samtidig grebet af dem. Det er en stor opgave, siger Ole Fogh Kirkeby.
Og det er denne værdibaserede ledelses-gløder som bloggene puster endnu mere ild i. En gruppe mennesker kan samles om en blog på nettet ene og alene på grund af de fælles værdier, holdninger og idealer. Ole Fogh Kirkeby sammenligner udviklingen med oplysningstiden og mener, at vi igen er ved at få en idebaseret offentlighedskultur som alternativ til de seneres års fokus på materielle og snævre politiske interesser.
Lykkes det til gengæld en virksomhedsleder at skabe sin egen, lille offentlighed omkring sig bestående af meget dedikerede ansatte, vil vedkommende formentlig også stå med en succesfuld og innovativ virksomhed.
- Hvis jeg skal være lidt fræk, så kan man godt sige, at bloggenes selvorganiserende kultur i virkeligheden er idealet på en evolutionær, dynamisk virksomhed. En blog binder folk ud af ren interesse. Det må være idealet for en virksomhed - det giver kreative, innovative og passionerede medarbejdere, siger Ole Fogh Kirkeby.
Og som medarbejdere er vi parate:
- Vi får lov til at opleve, at vi er begavede. Der har været et spild af kreativitet og energier uden lige i de forrige århundreder. Genier har gået rundt og lavet repetativt arbejde - konstrueret celloer i tændstikker eller andet - mens de i dag kan få lov til at forene logos, ethos og pathos, som er idealet for ethvert menneske, siger Ole Fogh Kirkeby.
En meget positiv tendens, mener han. Dog mener han også om tendensens negative side, som synes stadigt mere fremherskende. At være leder er en tungere og meget mere krævende post end tidligere.
- Man ved statistisk, at det historisk aldrig har været toplederen, der har haft den største risiko for hjerteslag. Nu er det pludselig ham. Toplederen kan ikke længere gemme sig bag magtens tykke vægge. Han må ud. Og her står han kun i intet andet end sin hud, siger Ole Fogh Kirkeby.

Faktaboks:

It spiller en stadig større rolle i danske virksomheder, og et tæt samspil mellem it-­ledelsen og virksomhedsledelsen bliver stadig mere nødvendigt. Men hvem skal gøre hvad? Og hvordan og hvorfor? Computerworld beder i løbet af efteråret ledelseseksperter forholde sig til teknologiens ledelsesmæssige udfordringer.
Denne gang professor, dr.phil og leder af Center for Kunst og lederskab på Copenhagen Business School Ole Fogh Kirkeby.
Tidligere deltagere: Per Nikolaj Bukh.

Ole Fogh Kirkeby
Ole Fogh Kirkeby, professor, dr. phil., leder af Center for Kunst og Lederskab på Copenhagen Business School. Han forsker hovedsageligt inden for felterne ledelselsesfilosofi og organisationsfilosofi. Tilbage i 80'erne beskæftigede han sig meget med forskning i kunstig intelligens. Ole Fogh Kirkeby blander sig fortsat i debatter om anvendelse af ny teknologi. Senest med et indlæg i en debatbog om KMD, der handler om Danmarks digitale udfordringer.

Billedtekst:
Ny oplysningstid Ole Fogh Kirkeby sammenligner udviklingen med ­oplysningstiden og mener, at vi igen er ved at få en idebaseret offentlighedskultur som alternativ til de seneres års fokus på materielle og snævre politiske interesser.
Foto: Jan Grarup, Polfoto

OriginalModTime: 05-10-2006 15:26:06




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere