Henning Dyremose opfordrer til fælles teleregler i Norden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. september 2006.


TDC's Henning Dyremose vil have mere konkurrence på det nordiske telemarked. Han mener, at fælles regulering af dette marked kan medvirke til at bevare den ­danske førerposition på it-området.

Fælles regler for telemarkedet i Norden. Så klart er målet, når TDC bearbejder beslutningstagerne i Danmark og EU de kommende år.
Henning Dyremose, TDC's administrerende direktør, vil have et fælles nordisk marked - med fælles regler, der sikrer lige vilkår. Det vil han gerne have med i EU's nye teledirektivpakke. Konkurrence er Henning Dyremoses foretrukne middel til at sikre Danmark en konkurrencedygtig it-infrastruktur.
- Vi er det bedste it-samfund i Europa, og vi er nødt til at placere os meget stærkt på dette område. Det er afgørende for det danske samfund, at vi bliver ved med at være i toppen, siger han.

Henning Dyremose forlader snart direktørstolen i TDC, men bliver som formand for selskabets bestyrelse. De seneste otte år har han stået i spidsen for Danmarks klart største virksomhed på it- og teleområdet, og Henning Dyremoses syn på både TDC's og Danmarks position er optimistisk.
Direktøren peger selv på TDC's rolle i udviklingen af Danmark som it-nation. Og det er ikke uden stolthed, at han hiver nogle store tal frem.
- Vi har investeret små 30 milliarder kroner i dansk infrastruktur i de syv år, jeg har haft ansvaret for regnskaberne. Det svarer til, at vi selv har investeret i halvanden Øresundsbro, fortæller Henning Dyremose.
Investeringer i blandt andet 25.000 kilometer fiber er en god forretning for TDC, og samtidig er det en gevinst for Danmark.
- Det betyder, at vores kunder bliver mere konkurrencedygtige sammenlignet med andre lande, siger Henning Dyremose. Hans visioner for dansk it-succes i fremtiden bygger på en af de beslutninger, som har formet det danske telemarked i de seneste tolv år.
- Jeg mener, at telereguleringen har været en forrygende succes, lyder det fra Henning Dyremose. Den administrerende direktør har ellers ikke for vane at rose den regulering, som i Danmark er rettet mod det tidligere monopol. Den overraskende melding bygger på selskabets succes i konkurrencen.
- Konkurrencen gør virksomhederne bedre. Det gavner samfundet. Vi har tre store spillere i Danmark og meget hård konkurrence, siger han med henvisning til de to store nordiske konkurrenter TeliaSonera og Telenor samt den underskov af omkring 70 mindre selskaber på markedet.
- Jeg tror, at det var et svineheld for Danmark, at politikerne tilbage i 1994 og 1997 besluttede at privatisere infrastrukturen, siger Henning Dyremose, som siden han tiltrådte har været med til at effektivisere det gamle monopol, som tidligere på året blev solgt til kapitalfonde for omkring 76 milliarder kroner. Et tal, som indikerer, at regulering ikke har hæmmet TDC.
- Jeg tør slet ikke tænke tanken, at denne infrastruktur skulle have været med i finanslovsforhandlingerne på linje med forhandlingerne om
Banedanmark, siger Henning Dyremose, der tidligere som konservativ finansminister selv har stået i midten af det politiske spil om de offentlige milliarder. I den forbindelse fremhæver han en af sine efterfølgere på posten, Mogens Lykketoft (S), for en fremsynet beslutning.
- Derfor er det en lille smule en skam, at han siden er blevet bekymret for sin beslutning, siger Henning Dyremose med et politikerglimt i øjet.

En ny runde reguleringer fra EU er altså under opsejling, og Henning Dyremose og TDC ser gerne et fælles nordisk marked.
- Reguleringen skal også til at tage højde for, at vi er i en ny situation med hensyn til konkurrencen, siger Henning Dyremose. Han så helst, at det nordiske område blev betragtet under et.
På trods af liberaliseringen på det europæiske telemarked har ingen selskaber for alvor formået at true de tidligere statsmonopoler i de forskellige lande. Heller ikke i Norden, hvor TDC, TeliaSonera og Telenor stadig sidder tungt på deres tidligere markeder. En fællesnordisk regulering vil ifølge Henning Dyremose styrke konkurrencen.
- Det hører sammen som en helhed. Også på andre områder, hvor vi ser store nordiske selskaber for eksempel banker og energiselskaber. Derfor vil det være relevant at diskutere Norden som et samlet marked, mener Henning Dyremose.
Det er de samme tre store selskaber, som konkurrerer på markederne i de nordiske lande. Henning Dyremose argumenterer blandt andet med, at prisen på kapacitet, når TDC køber i Sverige er dobbelt så høj som i Danmark. Samtidig er prisen lavere for forbrugerne, og det giver en marginal indtjening for TDC. I Norge er det 155 procent dyrere at købe kapacitet for TDC.
- Det giver dårlige konkurrenceforhold, og det er til skade for forbrugerne. Min appel er, at den regulering, som har fungeret i Danmark, skal bredes ud, sammenfatter Henning Dyremose.
Mens TDC-direktøren gerne vil have bedre konkurrence i Norden, har TDC's konkurrenter tit efterlyst bedre konkurrence i Danmark. Beskyldningerne om, at TDC misbruger sin position, florerer, og TDC's konkurrenter så gerne endnu strammere regulering af den store spiller. Mange så gerne at politikerne gik endnu længere. Hvorfor ikke bare adskille grossistleddet og detailleddet i TDC?
- Det kan ikke lade sig gøre, for det vil være i strid med Grundloven. Så skulle man have lavet en Banedanmark-model i sin tid, konstaterer TDC-direktøren. Samtidig mener Henning Dyremose, at den nuværende løsning har klare fordele.
- Min pointe er også, at det er en bedre løsning at have solgt infrastrukturen. Ved at have solgt den til os, så har vi lavet de investeringer, der gør, at vi nu er nummer et i verden, siger han og uddyber:
- Når du både har kundeforholdet og produktionsapparatet, satser du de nødvendige midler på at effektivisere produktionsapparatet.

Placeringen som nummer et i verden på bredbåndspenetration og e-parathed giver ifølge Henning Dyremose en række fordele. Det skal erhvervslivet og den offentlige sektor udnytte, hvis Danmark skal klare sig godt internationalt. TDC-bossen mener, at grundlaget for udviklingen er på plads.
- At være i front med it- og teleinfrastruktur er nødvendigt for, at digitaliseringen for alvor kan slå igennem, fastslår han.
- Den danske forbruger bliver mere vænnet til digital forvaltning. Det vil sige, at digital forvaltning kan indføres i Danmark hurtigere end andre steder. Det er til fordel for offentlige omkostninger og dermed samfundets konkurrencevne.
Henning Dyremose har en klar forventning om, at det offentlige udbytte af it snart vil bryde igennem.
- Danmark står over for et kolossalt gennembrud på digital forvaltning og anvendelse af it i den offentlige sektor, vurderer Henning Dyremose. Han er overbevist om, at kommunalreformen vil give et brag af et gennembrud i digital forvaltning, når kommuner og regioner er kommet på plads.
- Det kommer til at betyde, at de kan levere meget mere offentlig forvaltning til meget færre penge, siger han.
TDC har også en aktie i den digitale forvaltning. Firmaet leverer Den Digitale Signatur til det offentlige i Danmark. En signatur, der med omkring 716.000 udstedte signaturer endnu er et år efter de måltal, der er opstillet.
- Det er ikke gået helt så hurtigt som forventet, men vi er kommet til det punkt, hvor det er begyndt at gå hurtigt. Vi er kommet ind i den accelererende vækstfase, konstaterer Henning Dyremose, som her drager en parallel mellem den offentlige forvaltning og nye teknologier.
Henning Dyremose forklarer, at han efterhånden har lært, at nye teknologier typisk er længere tid om at slå igennem, end man først venter. Til gengæld går det stærkt, når først en teknologi bider sig fast. Han nævner blandt andet sms - som var syv år om at vinde frem, men pludselig trodsede enhver forudsigelse om, hvor udbredt de korte tekstbeskeder kunne blive.
Et andet eksempel er IP-telefoni. Da Henning Dyremose tiltrådte i TDC i 1998 blev han af en udviklingsdirektør advaret om, at IP-telefoni ville tage en stor del af markedet allerede i løbet af et par år. Sådan gik det som bekendt ikke. Men IP-telefoni har nu fået fat i virksomhederne og begynder at få fat i de private kunder, så TDC regner med, at ip-telefonien eksploderer i løbet af de næste år.
Beregningerne siger, at det er slut med traditionel fastnet-telefoni i år 2012 med en usikkerhed på to år. Det vigtige er ifølge Henning Dyremose ikke at være de første med produktet. Men at være klar til konkurrencen, når nye teknologier slår igennem.
Den konkurrence har han tillid til, at både Danmark og TDC er klar til.

Faktaboks:

Teknologineutral nordisk regulering
TDC arbejder for, at EU's teleregulering skal tage højde for, at det nordiske marked er at betragte som en helhed.

I dag er Danmark og andre EU lande delt op i 18 delmarkeder, fordelt eksempelvis på private fastnetkunder, udlandstrafik, erhvervskunder eller ubundtet adgang i engrosleddet. Den opdeling vil TDC gerne af med. TDC ser dog gerne en form for segmentering.

Det er vigtigt for TDC, at reguleringen bliver teknologineutral. Det vil sige, at samme regulering gælder for både fibernet-, kabeltv- og
kobbernet.

Billedtekst:
slutspurt - Danmark står over for et kolossalt gennembrud på digital forvaltning og anvendelse af it i den offentlige sektor, vurderer Henning Dyremose. Foto: Hans Juhl

OriginalModTime: 14-09-2006 14:05:20




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere