Når standardløsninger ikke er nok

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 5. august 2005.


IP-telefoni Psykiatrien i Århus Amt ønskede at få forbedret sin IP-telefoni samt få udviklet et alarmsystem, der opfylder organisationens behov. Derfor gik den fra et standardsystem til et open source-baseret.

Et fejlbehæftet proprietært IP-telefoni-system og en kravspecifikation til et alarmsystem, som ingen alarmsystemer på markedet kan leve op til: Hvad gør man, hvis man står i den situation?
En mulighed er at lære at leve med fejlene i IP-telefoni-systemet og tilpasse sine krav, så de passer til produkterne på markedet.
En mulighed som informatikchef Jens Kjellerup i Psykiatrien i Århus Amt ikke kunne drømme om at vælge.
- Hvis forretningen har et behov, der ikke kan opfyldes af leverandørernes standardløsninger, så har vi et problem, og det må problem vi løse, siger Jens Kjellerup.

Og Jens Kjellerup havde problemer sidste år:
Det første problem var, at Århus Amt havde valgt en IP-telefoni-løsning, der var fejlbehæftet.
- Vi havde et IP-telefoni-system fra en stor anerkendt leverandør. Men det fungerede dårligt. Der var samtaler der faldt ud, opkald der aldrig kom igennem, og samtaler hvor den ene part i samtalen mistede forbindelsen, siger Jens Kjellerup.
Det andet problem var, at Psykiatriens funktionelle krav til et alarmsystem ikke kunne opfyldes af leverandørerne med de gængse IP-telefoni-løsninger og de tilhørende tilkøbsprodukter.
- Vi havde et behov, som ikke blev dækket af nogen af de gængse produkter på markedet, fortæller Jens Kjellerup.

Behovet var heller ikke helt enkelt.
Psykiatrien ønskede, at når en ansat trykkede på en alarmtast, så ville nogle foruddefinerede numre blive ringet op, og talekanalen blive åbnet. Hvis der allerede var en samtale i gang på et af numrene, skulle samtalen automatisk puttes ud på en hold-kø, som meddelte, at der var en alarm, og at telefonsamtalen var midlertidigt afbrudt.
- Det handler ikke bare om at få alarmerne ud, men også om at få information om, hvor alarmen kommer fra, hvad der sker på stedet, hvor alarmen er aktiveret, samt hvordan man laver feedback på alarmen, siger Jens Kjellerup og fortsætter:
- Det er ikke en simpel proces, som altså heller ikke kunne implementeres i standardløsningerne.

Løsningen på begge problemer blev at anvende open source-produktet Asterisk, der er et IP-telefoni-produkt. Som andre IP-telefoni-løsninger er det en eller flere servere, der kan styre lokale opkald og give adgang til eksterne linier.
Psykiatrien gik i gang med at oprette IP-telefoni ved hjælp af Asterisk i august 2004. Systemet var implementeret og i drift i november 2004. Systemet blev implementeret af en ingeniørpraktikant.

I februar 2005 havde Psykiatrien en færdigudviklet prototype for alarmsystemet, som ligesom IP-telefonien var baseret på Asterisk. I løbet af foråret 2005 fik Jens Kjellerup ledelsens godkendelse til at gå videre med alarmløsningen baseret på Asterisk.
Uden ingeniørpraktikanten, der arbejdede gratis, tvivler Jens Kjellerup på, at alarmsystemet ville være blevet udviklet.
- Vi ville nok ikke have nået frem til det punkt, hvor vi fik "go" for projektet uden den ingeniørstuderende, da vi ikke havde haft råd til at få lavet prototypen, siger Jens Kjellerup.
Alarmsystemet er nu under udvikling, og Jens Kjellerup forventer, at det er i drift i løbet af efteråret. Når det er klart, kommer det til at fungere over både trådløst og fast IP-netværk. Systemet skal kunne håndtere 300 alarmenheder, der kan afsende og modtage alarmer; dog vil der være nogle få løse enheder, der kun kan afsende alarmer.

Alarmenhederne kommer til at være almindelige trådløse og faste IP-telefoner. Alarmenhederne, der anvendes på sengeafsnittene, skal være nogle robuste og hårdføre telefoner, der kan tåle lidt af hvert. Psykiatrien har for tiden samarbejde med to leverandører af særligt robuste IP-telefoni-håndsæt. Der vil også være mere almindelige trådløse IP-telefoner, hvor der ikke er behov for de meget robuste håndsæt.
Når en alarm aktiveres, ryger en alarm ud til en foruddefineret gruppe, og en talekanal åbnes, så alle i gruppen kan høre, hvad der foregår. Samtidig sendes der en alarm op til den centrale funktion. Her kan man via det trådløse netværks positionsbestemmelse se placeringen af den aktiverede alarmenhed.
- Positionsbestemmelsen er ikke implementeret endnu. Først skal det trådløse net udbygges til at dække det nødvendige område, og så skal det sammenkobles med Asterisk-systemet, oplyser Jens Kjellerup.
Jens Kjellerup forventer, at alarmløsningen sættes i drift til efteråret.
- Erfaringerne med Asterisk har hidtil kun været gode. Ulempen er nok, at man ikke får en færdigpakket løsning, men vi vil da uploade vores løsning til Open Source Kompetencecentret (www.oskc.dk, som Psykiatrien selv har oprettet, red.), når den er klar. Så kan andre nyde godt af vores indsats og spare penge, siger Jens Kjellerup.

Billedtekst:
Udfordring Psykiatrien i Århus Amt har nogle ganske specielle ønsker til sit alarmsystem. Det var derfor lidt af en udfordring for informatikchef Jens Kjellerup at finde et IP-telefoni-system med indbygget alarmfunktion. Foto: Hans Juhl

Boks:
Regnestykket
Havde Psykiatrien i Århus Amt eksempelvis valgt at anvende Ciscos CallManager til IP-telefoni, ville det, ifølge Jens Kjellerup, have kostet 1.500 kroner per telefon alene i softwarelicenser:

Cisco serversoftware: 800 kroner per telefon.
Cisco klientlicens: 700 kroner per telefon.

Ciscos IP-telefoner koster omkring 2.000 kroner, mens en Elmeg SIP IP-telefon kan fås for omkring 850 kroner.

Boks:
Anden open source-software i Århus Amt
Psykiatrien i Århus Amt anvender en lang række open source-produkter:

• OpenOffice (kontorpakke).
• Tomcat/JBoss (applikationsservere).
• Linux-servere.
• Linux-terminaler.
• Open workbench (projektstyringsværktøj).
• Zentrack (opgavestyringssystem).
• Asterisk (IP-telefoni).
• SBSys (system til elektronisk sags- og dokumenthåndtering).




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere