Smarte tavler hjælper indlæring

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. juni 2005.


En kombination af projektor, computer og en smart tavle giver eleverne på en række skoler en bedre og mere engagerende undervisning.
™Af Dan Mygind
- Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 28 år som lærer.
Thorkild Clausen, souschef og pædagogisk leder på Vestergårdsskolen i Århus, er ikke i tvivl om, at skolens anvendelsen af projektorer, trykfølsomme tavler og computere i undervisningen er lidt af en revolution.
Siden efteråret 2003 har elever og lærere anvendt de såkaldte SMART boards. SMART boards - eller intelligente tavler - fungerer ved, at en projektor projicerer et billede op på den intelligente tavle. Den intelligente tavle fungerer som en trykfølsom skærm, der er tilsluttet computeren, så man kan anvende sin finger som mus og starte programmer ved at trykke på tavlen.
Men ikke nok med det. Den intelligente tavle genkender håndskrift, så man kan skrive på tavlen og få omsat sin håndskrift til elektronisk skrift. Der er også mulighed for at anvende forskellige farver til at understrege og fremhæve vigtige ting i det, som den intelligente tavle viser. Der er mulighed for at udskrive indholdet af en tavle eller sende det til elevernes pc'er. Tilsammen giver det en helt ny dimension i undervisningen.
- Det er en fantastisk måde at udveksle viden på, og det skaber bestemt større læring for eleverne, siger Thorkild Clausen.
- Det er helt eventyrligt, det der er sket. Eleverne vil ikke holde frikvarter og vil slet ikke hjem, siger han.
Vestergårdsskolen har indtil videre installeret 17 intelligente tavler på skolen, heraf er der en på lærerværelset og en på skolens kontor. De intelligente tavler i klasselokalerne er på 72-tommer, mens kontorets er på 60-tommer. Ifølge Thorkild Clausen koster en projektor med tilhørende intelligent tavle og højttalere 28.000 kr.
- Vi betaler ikke licens for softwaren, hvilket er en rigtig god ting. Det betyder, at de samlede omkostninger ved løsningen ikke er større end hvad det koster at købe en grøn tavle, en kvadrattavle til matematik, tavleskinner, kortskinner, verdens- og danmarkskort samt etablere tavlebelysning, siger Thorkild Clausen.
SMART boards bliver leveret med software og softwaren kan installeres på lærernes og elevernes egne pc'er uden omkostninger. Det gør det muligt for lærerne at forberede deres timer derhjemme og for eleverne at arbejde med opgaver på deres egne computere.

Et stykke syd-øst for Århus har begejstringen for de intelligente tavler også indfundet sig. På Samsø Efterskole sidder forstander Steen O. Böll og glæder sig over, at han besluttede sig for at afprøve teknologien.
- Da jeg første gang hørte om SMART boards, valgte jeg at reagere hurtigt. I august 2003 fik jeg installeret et SMART board på lærerværelset for at lærerne kunne finde ud af, om det var noget vi kunne bruge, fortæller Steen O. Böll.
Det viste sig, at lærerne så de samme muligheder i teknologien som Steen O. Böll og derfor startede installationen af ti intelligente tavler i løbet af december 2003. I februar 2004 var alle gamle tavler på Samsø Efterskole udskiftet. Som på Vestergårdsskolen i Århus har elever og lærere taget imod de smarte tavler med stor entusiasme.
- Lærere og elever er generelt superglade for det. Der er måske 20 procent af lærerne der ikke bruger det så meget, men de kan blot bruge SMART boardet som en normal tavle, siger Steen O. Böll
Selv hvis man anvender den intelligente tavle som en normal tavle, mener Steen O. Böll, at den har fordele fremfor en almindelige tavle.
- SMART boardet giver ekstra meget tavleplads, og man slipper for tavlesvampen. Ved hjælp af SMART boardet kan læreren gemme det, han har skrevet, og så starte på en ny frisk side, siger Steen O. Böll.
Tilbage på Vestergårdsskolen sidder Thorkild Clausen og håber på, at skolen også kan få udskiftet de sidste gammeldags tavler.
- Som det er nu, giver det lidt vanskeligheder, når lærerne kommer fra et lokale med SMART board til et lokale med en grøn tavle. De er nødt til at forberede sig på to forskellige undervisningssituationer, siger Thorkild Clausen.
Regeringen og Dansk Folkeparti har i finansloven for 2005 afsat penge til, at alle elever på tredje klassetrin skal udstyres med en pc, men det er ikke muligt at anvende de penge til at købe intelligente tavler.
- Jeg er ked af, at pengene til en computer til hver elev på tredje klassetrin ikke kan anvendes til flere SMART boards. Det ville være godt, hvis man kunne anvende halvdelen af pengene til det. Det, der skaber læring, er, når eleverne står sammen og samarbejder om at løse opgaver. 25 elever der sidder bag hver sin skærm kan være godt for noget, men der er en væsentlig dimension, man ikke får med og det er samarbejdet. Det kan man få med et SMART board, siger Thorkild Clausen.
d.mygind@cw.dk

Mal et lærred
Hvis man har investeret i en god projektor er det vigtigt at man også har et godt lærred, der kan reflektere billedet knivskarpt. Alternativt kan man vælge at male et lærred med en speciel maling der, ifølge producenten, giver et ligeså godt billede som et professionelt lærred.
Læs mere på
http://www.liquiscreen.com/

Fra hjemmebiograf til Imperial
Det er ikke kun hjemmebiograf-entusiaster der anvender digital teknologi til fremvisning af film. Nordisk Film Biografer har skiftet fra analog 35 mm film til digital cinema i nogle af deres biografer i Århus og København. I Imperial anvendes DLP-projektoren Barco DP-100 til at vise film. Pæren i bæstet er på 6.000 watt og har en lysstyrke på 17.000 lumen.

Gode råd om hjemmebiografen
www.danskhjemmebioforum.dk kan nybegyndere hente gode råd fra hjemmebio-entusiaster om projektor, lærred, lyd og andet som man skal tænke på ved etablering af en hjemmebiograf.

Vi har talt med:

• Forstander Steen O. Böll, Samsø Efterskole
• Souschef Thorkild Clausen, Vestergårdsskolen, Århus
• Administrerende direktør Brian Würtz, Dansk Data Display
• Product Manager Helle Neergaard, Sony
• Produktchef Karsten Winther, Epson
• Business Development Manager Henrik Koska, Toshiba




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere