Værktøjer der skaber et ensartet datasyn

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. juni 2005.


Teknologier og værktøjer til semantisk integration er begyndt at dukke op. Den lover at opfylde et ofte fremført løfte om et samlet syn på virksomhedsdata på tværs af systemer og platforme.

Tim Berners-Lee, der skrev den første webserver og browser og dermed startede internettet, som vi kender det i dag, har i en række år talt og skrevet om det semantiske internet.
I september 1998 offentliggjorde han sine planer om et internet, der skulle gøre det muligt for computere at forstå meningen med informationen, som findes på internettet. Tim Berners-Lees pointe er blandt andet, at meget information på internettet er ustruktureret og i et dobbelttydigt naturligt sprog, som maskiner ikke kan uddrage nogen mening af. Hvis man eksempelvis laver en søgning på sten og stoffer i en søgemaskine, vil man få en række blandede resultater. Websider om tegneserien Steen & Stoffer vil dukke op sammen med websider om stentøjs- og patchwork-butikker. Det skyldes, at søgemaskinen ikke kender forskel på navnet Sten og sten, som ligger på stranden, og heller ikke ved om stoffer er et navn, tøjmateriale eller en hallucinationsfremkaldende substans.

Organisationen W3C har gennem årene udarbejdet en række standarder, der skal være med til at beskrive betydningen af data. Standarder som Resource Description Framework (RDF) og Web Ontology Language (OWL) kan ved hjælp af metadata beskrive betydningen af ord som sten og stoffer. Standarder som RDF og OWL udgør således fundamentet for det semantiske net. Indtil videre ser det dog ud til, at nettet, som kan forstås af maskiner, stadig ligger et stykke ude i fremtiden.
Men en række it-leverandører har taget ideerne om det semantiske net til sig og introducerer nu værktøjer, der bygger på tankegangen bag det semantiske net. Værktøjerne skal gøre it-anvendelsen hos virksomhederne mere effektiv.
- Teknologierne for det semantiske web er velegnet til intranet. De problemer, som findes på internettet, er jo de samme, som findes på intranettet. Hvorfor ikke bruge de samme teknologier og standarder for semantisk web til at opfylde virksomhedernes behov?
Det er produktchef Lars Moestrup hos Software AG, der stiller spørgsmålet. Han mener, at virksomhederne skal anvende såkaldt semantisk integration, så virksomhederne kan få et samlet syn og en ensartet opfattelse af forretningsdata på tværs af forskellige platforme og systemer. Eksempelvis vil de fleste større virksomheder have oplysninger om deres kunder spredt ud i forskellige databaser og systemer.
Ved hjælp af Software AG's Information Integrator opbygges et centralt metadata repository, der blandt andet beskriver hvor kundedata er placeret, hvilken slags kundedata det er, hvordan kundedata er lagret samt eventuelle relationer til andre data. Ved hjælp af RDF og OWL bliver betydningen af begrebet kunde beskrevet. Når modellen er opbygget, kan man lave forespørgsler med modellen. Modellen vil dele forespørgslen ud til de underliggende fysiske tabeller på forskellige systemer og sammensætte data til et samlet svar.
Modellen og forespørgslerne kan også gøres tilgængelige som web services.
Ifølge Lars Moestrup er det ikke it-implementeringen, der tager tid. Det er definitionsarbejdet med at præcisere, hvad en kunde er, og hvilken information der udgør en kunde, som tager tid.

Software AG er ikke alene på markedet. IBM er startet med noget tilsvarende med sin Websphere Information Integrator, ligesom Oracle med
Oracle Database 10g samt Bea med Liquid Data er aktive på markedet.
Claus Qvistgaard, som er it-strategichef på Københavns Universitet og medlem af Videnskabsministeriets XML-komite, ser positivt på teknologien som kommer fra leverandørerne.
- Det, som leverandørerne præsenterer, er en teknisk understøttelse af det semantiske arbejde, så det er meget interessant. Det giver nogle gode muligheder for at realisere nye it-løsninger effektivt og præcist. Selvbetjeningsløsninger, som offentlige virksomheder i stigende grad ønsker at tilbyde borgerne, kræver for eksempel, at man kan være helt sikker på, at data er ensartede og klart definerede, siger Claus Qvistgaard.
Han nævner også, at hele
OIOXML-arbejdet, der arbejder på at skabe et fælles sprog til dataudveksling, i høj grad er afhængigt af standardiseringer og definitioner.

Billedtekst:
samme teknologi Teknologierne for det semantiske web er velegnet til intranet. De problemer, som findes på internettet, er jo de samme, som findes på intranettet, siger produktchef Lars Moestrup fra Software AG.

Boks:
RDF og OWL
Resource Description Framework og Web Ontology Language er to W3C-anbefalinger, som skal være med til at beskrive betydningen af indhold på internettet.
Se mere på http://www.w3.org/RDF/
og http://www.w3.org/2004/OWL/




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere