Fra Delhi til downtown CPH

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 18. marts 2005.


I Danmark har I 16 måneder på et år: juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november...
27-årige Kanav Arora fra Delhi griner, da han giver sin udlægning af det danske klima. Det er en dansk ven, som har fortalt ham om digteren Henrik Nordbrandts forstemmende version af de danske årstider, og Kanav synes egentlig, den passer meget godt. I Delhi, i det nordlige Indien, hvor han kommer fra, oplever de ganske vist også kulde, men skal han opleve sne og frost i Indien skal han til Kashmir, fortæller han.
Kanav Arora kom til Danmark for otte måneder siden for at arbejde som SAP-udvikler på det projekt, SAP-konsulentvirksomheden ASA-Mentor i København kører hos Post Danmark. Sommeren var dejlig, men regnfuld. Lysets skiften med årstiderne var han ikke vant til, og det fremmede land bød sig i det hele taget til fra sin bedste side. Men nu længes han mod varmere tider, mens vinteren bare bliver ved og ved. Til gengæld trives han her, siger han, selvom hans indiske høflighed helt sikkert forbyder ham at sige andet end godt om det land, han er gæst og skatteyder i.
- Livet i Delhi og København ligner hinanden meget, selvom hele Danmark ikke er større en Delhi. Det er store byer, alle folk har travlt og tager på arbejde hver dag. Det er der ingen forskel på. Her kommer busser og tog bare til tiden. Jeg er meget imponeret af jeres infrastruktur og nøjagtighed, siger Kanav.
Den indiske SAP-konsulent er en mand, som sætter pris på orden. Pertentlig og korrekt, men samtidig smilende, rar og imødekommende. Hans korrekte og høflige optræden er uden tvivl et produkt af, at hans personlighed er dybt forankret i hinduismen. I Danmark ville vi kalde ham religiøs. Vi ville kalde ham praktiserende hindu. I Kanavs egen opfattelse er hans religion ikke en hverken symbolsk eller løsrevet ting: Det er hele hans person.
- Jeg beder hver morgen og hver aften. Jeg beder til, at jeg må opføre mig ordentlig overfor andre mennesker. Så, ja, på den måde er jeg en religiøs person. Men religion handler ikke om at gå ind i en kirke eller et tempel. Det handler om at kunne se sig selv i spejlet og sove godt om natten. Det er en livsstil. Jeg kender til alle religioner. De handler alle sammen om at holde sin samvittighed ren og være god mod andre. Det forsøger jeg leve op til hver dag, og beder til, at det må lykkes, siger han.
En helt almindelig dag
Hverdagen for en indisk SAP-konsulent i Danmark ser i Kanav Aroras tilfælde således ud: Han står tidligt op, allerede klokken fem, siger sine bønner, spiser sin morgenmad, continental breakfast, og laver sin frokostmadpakke, hvor hovedbestanddelen er ris.
- Jeg går normalt ikke rundt og savner noget derhjemmefra, men skal jeg sige en ting, savner jeg den indiske mad. Vi har enormt mange forskellige fødevarer i Indien og mange, mange krydderier. I Danmark er der ikke særlig meget at vælge imellem, og der meget få krydderier, siger han.
Fødevareudvalget er selvfølgelig også begrænset af, at Kanav hverken spiser svine- eller oksekød. Grisen anses i hinduismen for uren, og koen er et helligt dyr. Sådan er det, og derfor er kylling og fisk øverst på den indiske menu.
Klokken 7.14 kommer bussen, der kører ham fra hjemmet i Holte til togstationen. ASA-Mentor har lejet et hus i Holte, som seks indiske it-folk deler.
7.42 går toget mod København. Det kommer altid til tiden, konstaterer Kanav tilfreds. Det bringer ham til Hovedbanegården og fem minutters gang bringer ham til jobbet hos Post Danmark.
Kanav er leder af det team, der arbejder med HR-modulet i Post Danmarks nye SAP-installation.
- Min dag går ofte med møder. Jeg overvåger den tekniske side af sagen og lytter til brugernes forventninger og ønsker om, hvilke elementer, der skal med i systemet. Det prøver jeg så at få til at passe sammen med mulighederne i ERP-systemet.
Arbejdsdagen slutter klokken 17. Inden Kanav tager toget tilbage, bruger han som regel en times tid på at vandre rundt i København. Han vil lære de små gader at kende. Han elsker at kigge på huse, for arkitektur interesserer ham meget.
- Jeg kan lide jeres huse med de skrå tage. Sådan nogle tage har vi kun oppe i bjergene i Indien, siger Kanav.
Weekenderne bruger han på sightseeing i regionen. For eksempel en tur til Helsingør for at se Kronborg. Det er så nemt med tog og bus, mener han.
- Jeg oplever danskerne som meget venlige. Engang var jeg kørt for langt med bussen, så jeg blev nødt til at spørge buschaufføren. Han tog sig tid til at forklare meget omhyggeligt, hvor jeg så skulle stå af, og hvordan jeg skulle finde tilbage igen. Det hele foregår meget afslappet i Danmark. Indien er meget mere hektisk. Jeg kunne virkelig godt lide det folketingsvalg, I lige har haft. I Indien er et valg en kæmpeting, med masser af panik. I Danmark foregår det helt stille. Men det ser ud til at virke fint alt sammen. Faktisk lidt som et ERP-system, hvor alting også er veldefineret. Det kan jeg godt lide, siger han.
Harvard og Stanford
Klokken 18.15 kommer hans tog, til Holte og til tiden, og klokken 19 er han hjemme igen. Ofte laver han mad sammen med sine bofæller. De er også SAP-folk hos ASA-Mentor, og et par af dem arbejder ligesom Kanav på Post Danmark-projektet.
De taler om, hvad de hver især har oplevet, udveksler erfaringer, og så går Kanav som regel på sit værelse for at læse. Han har endnu ikke hverken kone eller børn, men han har sin mor og søskende i Dehli, som han ringer til tre gange om ugen, men som han ellers er i hyppig kontakt med per e-mail.
Bøger optager ham meget, når han ikke lige arbejder. Han læser managementbøger, for han drømmer om tage en MBA og har sendt ansøgninger af sted til Harvard og Stanford. Imens han venter på svar fra de højt ansete universiteter, læser han europæiske klassikere, fra Shakespeare til Jane Austen, og selvfølgelig H.C. Andersen.
- Jeg tror, alle mennesker kender historien om Den Grimme Ælling. H.C. Andersen fylder jo 200 år den 2. april. Det er lidt sjovt at være i Danmark lige når det sker, siger han, og afslører, at så langt er der altså heller ikke til Indien.
Klokken 23.30 er læselampen som regel slukket, og Kanav sover efter at have sagt sine bønner.
Ro og regelmæssighed
Der er ikke tid til de store sociale bensving, og i virkeligheden foretrækker Kanav, at hverdagene er regelmæssige og ordnede. ASA-Mentor planlægger dog at skaffe sine indiske it-konsulenter lejligheder inde i byen, så de har bedre mulighed for at socialisere. Virksomheden arrangerer også komsammen'er for sine indere, så de ikke føler sig isoleret. Som udlænding er man meget afhængig af sin arbejdsgiver, og ASA-Mentor er opmærksom på, at København i januar ikke er det mest spændende sted på jorden.
Isoleret føler Kanav Arora sig ikke. Han har sat sig sine mål i tilværelsen, og jobbet i Danmark passer glimrende ind i hans egen plan for selvudvikling.
- Jeg har arbejdet for en amerikansk virksomhed i Indien. Mine kolleger var amerikanere, og virksomheden, Lennox Industries, fungerede ligesom et stykke USA, bare i Indien. Derfor greb jeg chancen for at arbejde i Vesteuropa, fordi jeg føler, at jeg allerede kender den amerikanske - og selvfølgelig den indiske - kultur. Professionelt er der ingen forskel på, om du arbejder i en indisk, amerikansk eller dansk virksomhed. Forretningsgangene er de samme, og folk er meget fokuseret. I ERP-verdenen føler jeg, at man er klar til at diskutere alle spørgsmål. Det er en åben kultur. Men USA er ikke charmerende på samme måde som Danmark, siger Kanav.
Ekkoet af Ghandi
Han og et par stykker af de øvrige indiske it-folk tager toget til Paris i påsken. Det gælder om at få mest muligt ud af det europæiske eventyr. Han er ikke i tvivl om, at han vil tilbage til Indien. Selvom et liv som kosmopolit tiltaler ham, ser han Indien som mulighedernes land.
- Der er så meget at gøre i Indien. Landet har et enormt potentiale. Jeg vil tage det bedste med mig fra Danmark og bruge det til at gøre livet bedre i Indien. Indien er mit hjem, siger han med overbevisning.
Det lyder næsten som noget, en politiker kunne finde på at gå til valg på, men Kanav afviser tanken om en politisk karriere.
- Indien har brug for lokal micro management. Der er 1,2 milliarder mennesker, og mange er rigtigt fattige. Alle taler om Kina, men vi har de naturlige ressourcer, vi taler engelsk og har en ung befolkning, halvdelen er under 25 år. Jeg vil starte på det lille plan. Hvis jeg kan komme tilbage og bidrage til at bare ti mennesker får en bedre hverdag, vil det brede sig, siger han. Således taler et samvittighedsfuldt menneske, og man hører næsten ekkoet af Ghandi i hans ord.

Boks:
kultur: Livet i København og Delhi er stort set ens, bortset fra vejret, siger den indiske SAP-konsulent, Kanav Arora. Men hvordan arter tilværelsen sig egentlig for en af de mange indere på jobkortordningen, som arbejder på it-projekter i Danmark?
Vi tager med Kanav på job.

Fotos: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere