Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 18. marts 2005.
Den københavnske udbyder af netforbindelser til virksomheder Webpartner fortsætter
med at ekspandere med turboen på.
OPAD
Københavnske Webpartner fortsætter med at vokse i ekspresfart.
I 2004 rundede omsætningen de 50 millioner kroner, hvilket er knap 40 procent mere end året før. Bruttofortjenesten følger med og er vokset lidt over 45 procent.
Resultatet før skat er mere end fordoblet fra 6,9 millioner kroner til 15,0 millioner kroner.
- Vi er meget tilfredse, fastslår administrerende direktør Rasmus Helmich.
Han er på ingen måde uvant med vækst. Webpartner havde sidste år en vækst i omsætningen på 56 procent. Tidligere års regnskaber udviser samme mønster: Vækst, vækst og vækst.
Webpartners primære forretningsområde er opkobling af virksomheder på nettet. Og kun virksomheder.
En del af Webpartners strategi er at opfylde kundernes behov og ikke at sælge en bestemt teknologi ud fra en fem-årig strategi om at løfte den pågældende teknologi op i markedet.
- Vi har ikke vores eget produkt, som vi selv ønsker at promovere. Vi sælger det, som kunderne efterspørger, siger Rasmus Helmich.
Webpartner leverer blandt andet trådløse forbindelser med Danske Telecom og ButlerNetworks som netleverandør. Og kobberforbindelser med TDC som leverandør.
Rasmus Helmich forventer, at Webpartner kan fortsætte væksten i 2005. Målet er en vækst i omsætningen omkring de 40 procent igen og dermed at runde de 70 millioner kroner.
Der vil dog i 2005 være ekstra fokus på at udvikle de interne processer i virksomheden.
- Vi er ved at nå en størrelse, hvor det kan være sværere som leder at overskue virksomheden lige så godt som ens egen baglomme, siger Rasmus Helmich.
Billedtekst:
- Vi har ikke vores eget produkt, som vi selv ønsker at promovere. Vi sælger det, som kunderne efterspørger, siger administrerende direktør i Webpartner Rasmus Helmich.
Boks:
Årsregnskab
Webpartner A/S
Millioner kroner 2004 2003
Omsætning 52,4 37,6
Resultat af primær drift (EBIT) 14,0 6,6
Resultat før skat 15,0 6,9
Resultat 10,6 4,9
Egenkapital 17,0 7,1
Antal ansatte 25 20