Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 4. februar 2005.
Tre måneders rentefri kredit på køb af it-udstyr til forhandlerne. Det er distributøren Mira Datas seneste tiltag i forsøget på at presse flere pc'er, printere og andet hardware gennem it-kanalen.
Mira Data fra Holstebro går nye veje og yder fremover tre måneders rentefri kredit på de pc'er, skærme og andet hardware, som it-forhandlere køber gennem den jyske distributør. It-forhandlerne må normalt nøjes med 8-10 dages kredit i it-branchen, men ifølge Mira Datas administrerende direktør, Mike Rasmussen, kommer den markante kredit-forlængelse nu, fordi mange it-forhandlere lider af akut pengemangel. Det skyldes, at pc- og andre hardware-priser er hamret i bund det seneste par år, hvilket har ramt forhandlernes indtjening hårdt.
Han håber, at forhandlerne vil tage imod tilbuddet om tre måneders kredit, og at det igen vil gøre det attraktivt at sælge af it-produkter som sit levebrød. Mike Rasmussen mener, at kreditten giver forhandlerne bedre tid til at koncentrere sig om det, de er bedst til, nemlig at sælge og markedsføre it-produkter. Så slipper de for at bruge tiden på at løbe spidsrod mellem banker og kreditorer for at finansiere selskabets næste opgave.
- Vi kan spare forhandlerne for en masse administrativt og finansielt bøvl ved at give dem længere kredit. Vi håber selvfølgelig, at det får dem til at købe mere it-udstyr hos os, siger Mike Rasmussen.
Ifølge Mira Data er det ikke det store problem at opnå de tre måneders rentefri kredit. Det kræver dog en bankgaranti, og at forhandlerne melder sine betalinger til en leverandørservice. Den stillede bankgaranti bliver forhandlerens kreditmaksimum. Dermed er det forhandlerens bank, der påtager sig den økonomiske risiko, men Mira Data, der sluger renteudgiften.
- Vores forhandlerne skal ikke være hæmmet af økonomien, og kreditten giver dem bedre tid til deres kunder, planlægning af nye tiltag og forhåbentligt et større overskud, siger Mike Rasmussen.
Han frygter ikke, at Mira Data bliver overrendt af kriseramte it-forhandlere, som når at udnytte selskabets kredit-mulighed, inden de drejer nøglen om, og efterlader Mira Data med ubetalte regninger.
- Vi har nået en størrelse, hvor vi økonomisk er stærke nok til at kaste os ud i sådan et projekt. Vi fik ideen i sidste uge, og jeg er overbevist om, at det bliver en succes, siger han.