Vi er ikke utrygge - vi er spændte

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. januar 2005.


De kommunale og amtslige chefer har skosnuderne helt oppe på tærsklen til danmarkshistoriens største it-projekt. De kan ikke være chefer alle sammen, men det bekymrer dem ikke. En række it-chefer, en amtsdirektør og en økonomichef fortæller her om deres karrieremæssige overvejelser ved udsigten til, at deres dagligdag forandres for alvor. Man kunne tro, at stemningen var utryg, men sådan har de det slet ikke. Tværtimod glæder de sig til at komme i gang, også selvom cheftitlen aldrig har siddet så løst som nu.

Klar til at finde på noget andet
Per Stenaa, it-chef i Otterup Kommune, der bliver lagt sammen med Søndersø og Bogense.
- Vi må se, hvad der kommer. Jeg er da potentiel ansøger til min egen stilling, men jeg er åben for de muligheder, der er. Der bliver mange i overtal hist og pist. Men man skal tænke på, at mange kommunale chefer er tjenestemænd, og skal de afskediges, er det meget dyrt, når de skal have tre års løn. Jeg tror, mange må finde sig i at få anvist en passende stilling, og så må de agere derfra, siger Per Stenaa.
Han er ikke utryg, siger han, og har egentlig ikke skænket situationen så mange tanker.
- Der bliver nok plads til dem, der vil være med. Men hvem siger, at man skal være i den offentlige branche altid? Når man laver den største fusion i danmarkshistorien, så skal man være klar til at finde på noget andet. Vores udfordring lige nu er, at vi ikke ved noget som helst endnu. Men jeg fornemmer, at de fleste glæder sig til at komme i gang. Vi skal ud over stepperne, siger han.
Det kommer, når det kommer, er Stenaas holdning:
- Det bliver en stor hurdle, og uanset hvor meget jeg planlægger, så bliver der situationer, som jeg ikke kan gøre noget ved. Man kan vel sige, at i denne situation får jeg som privatperson muligvis ikke så meget ud af det, men som it-chef er det "once in a lifetime". Det bliver spændende at sammenkøre systemerne. 

Masser af opgaver
It-ansvarlig, Niels Ebbe Pedersen, Dragsholm, Trundholm og Nykøbing-Rørvig Kommuner, der lægges sammen.
- Ingen er garanteret deres plads, hverken chefer eller medarbejdere. Men der er store opgaver, der skal løftes, så der er nok rive i. Selvfølgelig vil antallet af it-ansvarlige reduceres. Alle kan jo ikke sidde på den samme stol. Men det betyder ikke, at der ikke er et job til dem, siger Niels Ebbe Pedersen.
De tre kommuners it-samarbejde startede for flere år siden, og Niels Ebbe Pedersen befinder sig i spidsen for dem. Han tror ikke, at hans situation ændrer sig.
- Alting forandrer sig selvfølgelig, og det må vi alle sammen være forberedte på. Jeg ser tydeligt for mig alt det arbejde, vi skal involveres i. Der er jo it i alle aktiviteter i den kommunale administration, så i en overgangsfase vil der være behov for flere arme, end der er. Vi vil mærke et betydeligt pres frem til 1. januar 2007.
Derfor oplever han heller ingen utryghed for jobbet, hverken for sit eget eller sine medarbejderes vedkommende. Han peger på, at samfundet i de kommende år går de små årgange i møde.
- Det offentlige skal ud og kæmpe for de nye, der kommer på arbejdsmarkedet. Samtidig passerer en masse ældre ud af den anden ende. Så spørgsmålet er snarere, om vi kan vi få den arbejdskraft, der er brug for og om kan vi følge med, siger han.
Den offentlige sektor er desuden kendetegnet ved en høj gennemsnitsalder. Derfor vil reformen puste til den naturlige afgang, mener han.
- På mit område er gennemsnitsalderen mellem 45 og 50 år. Jeg kan måske godt forstå det, hvis nogle frygter for deres arbejde lige nu, men jeg tror ikke, at mange afskedigelser bliver realiteter. Der vil formentlig ske en stor udskiftning. Mange vil tage sig en overvejelse og spørge sig selv, om de vil være en del af den nye struktur. Jeg har ganske vist ikke rundet de 50, og jeg synes, det er spændende at være med til - og jeg kan ikke ønske mig en bedre stol at prøve det fra. 

Praktisk og mental klargøring
Mogens Kahr Nielsen, it-strategichef i Nordjyllands Amt, der nedlægges og bliver til Region Nordjylland.
- Alle stopper og starter et nyt sted. Det er selvfølgelig en udfordring. Jeg har da gjort mig mine overvejelser. I forbindelse med de kommunale sammenlægninger bliver der mange chefer til overs, og derfor er det svært at spå om, hvor jeg ender. Det er vigtigt at være åben for, hvad der viser sig af muligheder, så jeg forsøger at være åben og uhildet og kigge ud over de kendte strukturer. Vi vil gerne kunne genfinde os selv, der hvor vi er nu, men for de fleste er det urealistisk. Der mange om buddet til den post, jeg bestrider lige nu. Men så er der poster andre steder i systemet. Efter rokeringerne kan man befinde sig i en helt anden organisation. Jeg kan sagtens se mig selv i andre roller. Og det er jo ret simpelt: Amterne eksisterer ikke mere i 2007, siger Mogens Kahr Nielsen.
Han ser frem til de kommende opgaver og er ikke utryg.
- Til den tid har jeg været i amtet i fem år. Jeg har tidligere arbejdet i en lille kommune i mange år, så jeg ser min egen fremtid tegne sig enten i den nye Region eller i en nordjysk kommune. Men det er klart, at reformen især rammer amtsgårdene, for her går mange af deres opgaver hen og bliver kommunale, siger han.
Mogens Kahr Nielsen oplever dog, amtsfolket tager det med knusende ro.
- Der er lang tid til, og der er mange ubesvarede spørgsmål, så vi kan ikke arbejde særlig konkret med det endnu. For it-drift er to år lang tid, så vi kan heller ikke bare sidde og vente. Vi passer bare vores arbejde. På det praktiske plan er vi i gang med at kortlægge vores it-brug. Det er med til at gøre os også mentalt klar, siger han.
Blandt de ansatte er der imidlertid kommet mere interesse om at få papir på sine kompetencer.
- Når reformen gennemføres, sørger vi for at være så kvalificerede som muligt til at møde opgaven. Vi arbejder bevidst med mål, værdier og kompetenceudvikling, så vi kan stå os godt i den fremtidige organisation. Og er en person god til serverdrift, men mangler de formelle papirer på sin kunnen, så sørger vi for, at vedkommende får det. Så behovet for uddannelse og dokumentation for ens viden er afgjort mere udtalt nu end tidligere.

Fantastisk mulighed
Gregers Pilgaard, økonomidirektør med ansvar for it i Them Kommune. Them Kommune lægges sammen med Kjellerup, Gjern og Silkeborg.
- Det er ikke sikkert, at it-setuppet vil være organiseret som hidtil. Ja, faktisk er det rimelig sikkert, at det ikke vil. Man kan godt forestille sig en ny driftsorganisation, hvor it spiller en større rolle organisatorisk. Jeg føler mig bestemt ikke utryg i situationen. Nu er it også kun en lille del af mine arbejdsfunktioner, men også mine it-medarbejdere glæder sig. Det er jo en fantastisk mulighed, siger Gregers Pilgaard.

Udvidet dialog
Roskilde Amt, amtsdirektør Erik Lohmann-Davidsen.
Roskilde Amt nedlægges og bliver til Region Sjælland.
- Mine personlige overvejelser har jeg ikke behov for at kommunikere ud offentligt, men jeg vil gerne tale om processen i forhold til de ansatte her på stedet, lyder meldingen Erik Lohmann-Davidsen
Der er cirka 300 ansatte på Amtsgården i Roskilde. Når strukturreformen er implementeret, fordeles de ansatte mellem seks-syv regioner, lige fra Køge til Sorø.
- Den situation skaber naturligvis utryghed, og derfor forsøger amtet at gøre processen positiv ved at øge informationsgraden og åbenheden i beslutningsprocesserne. Vi har udvidet dialogen ved at opbygge nye fora på intranettet. Vi har desuden oprustet med spørgeskemaundersøgelser, og vi holder månedlige møder på Amtsgården. Endelig har vi sat penge af til kompetenceudvikling og kurser til den enkelte medarbejder, og vi taler meget om, hvad den nye struktur vil betyde for den enkelte. Forandringer skaber utryghed. Når vi måler klimaet siger medarbejderne, at de er utrygge, og det klart, for man ved ikke, om man kommer til at arbejde i Køge, Roskilde eller Sorø, siger Erik Lohmann-Davidsen.
Til gengæld er der ikke optræk til, at personalet begynder at søge væk.
- Vi har haft en betydelig udskiftning af personalet gennem alle årene, og det har vi også nu. Men vi har ikke svært ved at rekruttere folk til de ledige stillinger, siger han. 

Interesse og stærk fokusering
Willy Feddersen, udviklings- og kulturchef med ansvar for it i Haderslev kommune, der lægges sammen med Vojens og Gram Kommuner.
- Det med mine karrieremuligheder tager jeg meget afslappet. Det er ikke sikkert, at mit kommende job vil indeholde alle de funktioner, der ligger under det i dag, men dele af min stilling skal såmænd nok være der, siger Willy Feddersen.
Han har ansvar for den overordnede planlægning inden for juridisk service, kulturområdet, it, markedsføring og projektledelse. Med alle de funktioner lyder det sandsynligt, når han siger, at der nok også skal blive plads til ham.
- Jeg er ikke voldsomt bekymret, tværtimod er det, der begynder at tage form, meget spændende. Vi er tre meget forskellige kommuner. På it-området er vi traditionelle KMD-kommuner, men vi har forskellige løsninger. Især er vores driftløsninger meget forskellige. Jeg kan fornemme, at vores leverandører er meget opmærksomme på situationen. Men internt oplever jeg ikke utryghed, mere en interesse for, hvad vi skal i gang med og en stærk fokusering. Der er ikke slået nogen formelle søm i endnu, men alle fokuserer allerede kraftigt på processen. Vi har netop holdt et personalemøde, hvor vi har arbejdet med vores målsætninger, og her oplever jeg stort set ingen bekymrede miner, siger han.
Utrygheden vil naturligt være større i de mange mindre kommuner. I Sønderjylland vil Haderslev, Kolding og Sønderborg være de kommende kraftcentre.
- Et område, hvor vilkårene kan være knap så betryggende, er skattefolkenes. For eksempel er det så godt som afgjort, at der skal ligge et regionalt skattecenter i Haderslev, så nogle skattefolk kan godt få langt på arbejde, siger Willy Feddersen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere