Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. januar 2005.
Netværksveteranen Jens Christophersen smed i 2003 forsigtigheden over bord og kastede sig sammen med en tidligere kollega fra Olicoms storhedstid ud i livet som iværksætter. Resultatet er den teknologi-tunge it-virksomhed Napatech, som har vakt international opmærksomhed med dets avancerede netkort.
Jens Christophersen har en lang karriere i den internationale it-branche bag sig. Den har blandt andet budt på systemudviklingsarbejde hos NATO, Olicom og Cisco. Den erfaring har, i andet forsøg, givet ham succes som iværksætter med firmaet Napatech fra Nærum ved København. Han stiftede selskabet i januar 2003 sammen med en tidligere kollega, Thomas Jørgensen, som han lærte at kende, da de slog deres folder hos Olicom i det danske netværksselskabs storhedstid i halvfemserne.
Jens Christophersen arbejdede som systemudvikler hos Olicom, mens Thomas Jørgensen var ansvarlig for selskabets salg i Fjernøsten. Den arbejdsdeling har de to stiftere ført videre i den teknologitunge it-virksomhed, der allerede sidste år tiltrak sig international opmærksomhed, da det sendte verdens første programmerbare netværkskort på markedet.
Den produktlancering gav Napatech vind i sejlene efter en vanskelig begyndelse, hvor iværksætterne havde svært ved at finde investorer, som troede på deres ide om at udvikle avancerede netkort i Nærum.
Opmærksomheden førte i juni 2004 til, at selskabet fik 15 millioner venturekroner fra Northzone Ventures og DTU Innovation. Nu har Napatech brugt en del af pengene på at åbne et salgskontor i USA.
- Det amerikanske kontor skal bringe os tættere på det væld af potentielle kunder, som findes i Silicon Valley-området. Samtidig bliver vi mere synlige for amerikanske ventureselskaber, siger Jens Christophersen, administrerende direktør for Napatech.
Jens Christophersen har store ambitioner på egne og Napatechs vegne, og derfor fortsætter selskabets jagt på villige venturekapitalister uden for landets grænser, og her er USA det oplagte sted at jage.
Jens Christophersen mener, at danske selskaber skal rykke til USA og gøre opmærksom på sig selv, hvis de vil slå igennem på den internationale it-scene med højteknologiske produkter. Derfor er Thomas Jørgensen rykket til USA, hvor han ifølge Jens Christophersen allerede har skabt de første kontakter til amerikanske it-giganter. Hvem, det er, ønsker han dog ikke oplyse. Samtidig er Napatech ved at få foden indenfor på det amerikanske venturemarked.
- Vi er i dialog med flere store it-selskaber, som er interesseret i vores avancerede netværkskort. Derudover er vi blandt de virksomheder, som bliver præsenteret for potentielle investorer på Network Ventures-konferencen i San Francisco i marts, fortæller Jens Christophersen.
Jens Christopersen og Napatech har ikke brugt alle venture-millionerne på at indrette det amerikanske kontor, men har i stedet satset benhårdt på at videreudvikle selskabets avancerede netværksprodukter.
Seneste skud på stammen er et netværkskort med otte porte og 64 indbyggede filtre, som kan håndtere op til en milliard opslag i sekundet. Kortet er velegnet til avanceret analyse af trafikken i store fiberbaserede netværk med tung trafik.
- Med den nuværende pc-arkitektur er der grænser for, hvor meget båndbredde cpu'en og PCI-bussen kan håndtere. Vores vision er, at mange tunge arbejdsopgaver trækkes væk fra cpu'en og netværket og over på netkortet, siger han
Han forventer, at efterspørgslen efter intelligente og programmerbare netkort vil stige i de kommende år, da virksomheders netværkstrafik hvert år fordobles, mens regnekraften i computernes processorer kun stiger med 40 procent. Han er overbevist om, at selskabet i løbet af de næste tre år runder en omsætning på 100 millioner kroner.
- Vi når ikke det mål gennem organisk vækst. Alene det sidste år er vi vokset fra tre til 12 ansatte. Vi har hyret otte nye udviklere for at beholde vores teknologiske forspring, og vi har formentlig brug for endnu mere kapital, hvis vil fastholde eller øge det forspring, siger han.
Jens Christophersen fortæller, at hans lange erfaring fra den internationale netværksbranche kommer Napatech til gode i det daglige arbejde, da både han selv og Thomas Jørgensen kan trække på mange bekendtskaber rundt omkring i den internationale it-branche.
Netværket er skabt i løbet af Jens Christophersens lange karriere i netværksbranchen, som begyndte med udvikling af it-systemer for blandt andre NATO i 1980'erne. Fra slutningen af 1980'erne og 11 år frem arbejdede han for Olicom til netværksvirksomheden blev splittet op og solgt fra i småbidder. Derefter arbejdede han for Cocom, som også blev opkøbt - denne gang var det Cisco, som havde den store pengepung fremme - og Jens Christophersen kunne herefter skrive netværksarkitekt hos Cisco på visitkortet. Cisco lukkede Cocom i april 2001, 20 måneder efter at have betalt en lille halv milliard kroner for det danske selskab.
I Cocom havde Jens Christophersen Gregers Kronborg som direktør, og han er i dag partner i Northzone Ventures, som er et af de ventureselskaber, der har skudt penge i Napatech. De to har også prøvet at bygge en anden virksomhed sammen, som skulle sælge sendeudstyr til kabel-tv-anlæg, Acume. Det blev dog aldrig det helt store sus, men netværksveteranens andet forsøg som iværksætter ser foreløbig ud til at bære frugt.
Billedtekst:
iværksætteren Jens Christophersen trækker på international erfaring fra blandt andre NATO, Olicom og Cisco i bestræbelserne på at skabe en dansk teknologi-succes med it-virksomheden Napatech.
Billedtekst:
analyseapparat Napatech har netop sendt en boks på gaden, som ud over et netværkskort med otte porte og 64 filtre, indeholder alt hvad en virksomhed behøver for at foretage avancerede analyser af trafikken i fiberbaserede netværk med tung trafik.
Boks:
Blå bog: Jens Christophersen
1982-1987: Udviklede computersystemer for blandt andre NATO.
1988-1997: Udviklede ATM- Ethernet- og Token Ring-produkter hos Olicom.
1997- 1999: Udviklingsdirektør hos Cocom, som blev solgt til Cisco i 1999.
1999-2001: Netværksarkitekt hos Cisco.
2001-2003: Medstifter og teknologidirektør i selskabet Acume, der aldrig blev en stor succes.
2003: Medstifter og administrerende direktør for Napatech.