Softwarebranche racer af sted på trængt it-marked

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. september 2004.


De danske softwareselskaber viser stor fremgang og lyser sammen med telebranchen op på et it-marked, der ellers er plaget af stagnation.

Softwarevirksomhederne herhjemme solgte både markant flere varer og tjente flere penge end året før. Omsætningen røg en halv milliard kroner i vejret, og indtjeningen steg med 800 procent. Det viser Computerworlds Top 100-undersøgelse, som tager udgangspunkt i regnskabstal fra over 300 danske it-selskaber.
Undersøgelsen viser dog også, at den danske it-branche generelt er ramt af svag tilbagegang eller stagnation. It-selskabernes samlede omsætning faldt ifølge de seneste regnskabstal med to milliarder kroner og landede på i alt 136,6 milliarder kroner.
En del af forklaringen på nedgangen er, at hardware-selskabernes omsætning faldt fra 41,8 til 38,5 milliarder kroner. Flere af de store spillere på markedet sælger dog i realiteten lige så meget som tidligere, men får salget faktureret i eksempelvis Sverige. Her har de store distributører, som følge af en hård konsolidering på markedet, samlet deres nordiske lagre. Det betyder, at salg, som eksempelvis HP eller IBM har i Danmark, ofte bliver faktureret i koncernernes svenske selskaber.
Hårdt pressede distributører
Netop distributørerne har i det seneste regnskabsår haft travlt med at trimme virksomhederne, så de kommer helskindet igennem en tid præget af faldende hardwarepriser og øget konkurrence fra mindre konkurrenter. På papiret ser det ud til, at to af de traditionelt store distributører i Danmark, Ingram Micro og Scribona, har leveret ganske pæne resultater, men i virkeligheden er de hårdt pressede.
I Ingram Micros tilfælde er der tale om et næsten totalt tilbagetog på det danske marked. Verdens største it-distributør har reduceret sin repræsentation på det danske marked til et salgskontor for det svenske søsterselskab.
I 2003 udgaven af Top 100 solgte Ingram Micro og Scribona varer på det danske marked for 4,5 milliarder kroner, mens de ifølge det seneste regnskabsår kun omsætter for sammenlagt to milliarder kroner.
Den tidligere meget profitable mobildistributør Tel-Ka Head blev også ramt af voldsom tilbagegang i 2003. En omfattende moms-kampagne fra de engelske myndigheder har været tæt på at bringe mobildistributøren - som i 2002 omsatte for 4,7 milliarder kroner - i knæ. I 2003 landede omsætningen på 1,8 milliarder kroner.
Software- og telebranche på vej frem
På trods af hårde markedsvilkår kommer de danske it-selskaber samlet ud med plus på bundlinien på 1,5 milliarder kroner. Året før tabte de samme selskaber i alt 3,5 milliarder kroner. Det er en markant fremgang, men igen skal man tage sig i agt for tallene. En stor del af tabet i 2002 stammer fra Brøndby-selskabet Nettest, der dengang var en del GN Store Nord-koncernen og tabte hele 4,8 milliarder kroner.
Siden har selskabet, der blev solgt til investeringsselskabet Axcel for en krone nytårsaftensdag 2002, fået rettet op på virksomheden og tjener igen penge.
Renser man de samlede tal for den danske it-branche for de negative Nettest-tal, kommer branchen ud med et plus på over 1,4 milliarder kroner ifølge de seneste regnskaber, hvilket er en fremgang på 114,4 millioner kroner i forhold til året før.
Det største bidrag til fremgangen kommer fra tele- og internetudbydere, der har vendt et samlet underskud på over en kvart milliard kroner til et overskud på 860,2 millioner kroner. Dermed ser det ud til, at teleselskaberne så småt er ved at komme sig oven på den krise, som har spøgt i branchen siden 2000.
Godt nok brænder teleselskaber som Orange, Song Networks, TeliaSonera og mobilselskabet 3 stadig trecifrede millionbeløb af på det danske telemarked hvert år, men selskaber som Webpartner, TDC Totalløsninger, TDC Mobil, CBB Mobil, Telmore og Debitel tjener alle penge.
Af de 15 branchesegmenter, som Computerworld har inddelt de danske it-selskaber i, er det kun distributører, producenter af desktop-hardware, producenter af netværksudstyr og konsulenthuse som taber penge. De resterende segmenter formår på trods af det stagnerende marked at tjene penge.

Toptekst: Actebis skiller sig ud
Mens konkurrenterne på distributørmarkedet har haft det meget svært og set både omsætning og indtjening falde drastisk, har Actebis formået at sælge flere varer og tjene flere penge end året før.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere