Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. februar 2004.


"Rend mig i den vedhæftede!"
London: Rundspørgen er ganske vist foretaget i Storbritannien, men en talsmand for opdraggiveren Novell, salgschef Ben Bulpett, er ikke det mindste i tvivl om, at mønsteret er det samme i alle it-veludviklede lande i verden: Medarbejderne er bedøvende ... med faren for computervirus!
Ud af 1.000 adspurgte briter er to tredjedele aldeles uvidende om de mest basale forebyggelses-teknikker og ville ikke kunne genkende en inficeret e-mail, hvis de så én. Og der er ingen trøst at hente hos den resterende tredjedel, som kort og godt har for travlt til være på vagt over for indkomne e-mails. Deres computere er jo beskyttet af ativirus-programmer, og skulle det ikke være tilstrækkeligt, er det fuldstændigt ligegyldigt for de 95 procent, som ikke ville have den fjerneste dårlige samvittighed over at komme til at slippe en virus ind i firmaets systemer. Det er udelukkende it-afdelingens, Bill Gates' - eller sågar Tony Blairs - problem!

Tastepionér klar til genstart
Framingham: "Det er muligt, jeg har opfundet den, men det er Bill, der har gjort den berømt!" - sagt af David Bradley (billedet), medopfinder af IBM-pc'en, men nok så anerkendt for en anden opfindelse: CtrlAltDelete-tastekombinationen, som hans bemærkning her hentyder til.
Udtalelsen skulle være faldet under en paneldebat i anledning af pc'ens 20-års fødselsdag i 1995, hvor også selvsamme Bill - med efternavnet Gates - deltog, og det siges, at han bestemt ikke delte Bradleys form for humor.
Med godt 28 år i IBM bag sig har 55-årige David Bradley i dag trukket sig tilbage for udelukkende at hellige sig et job som underviser på North Carolina State University. Efter at have lagt navn til et finale-spørgsmål i den amerikanske udgave af "Jeopardy" har Bradley kun ét ydmygt mål tilbage i livet til pleje af sin forfængelighed, siger han til nyhedsbureauet AP: At få sit navn med i avisen New York Times' søndags-kryds-og-tværs.

Lange fingre med lommelyd
Amsterdam: To hollandske politifolk havde forladt deres patruljevogn for at lægge en dæmper på noget gadeuorden og kunne, da de returnerede til bilen, konstatere, at den var blevet rippet for et stykke indhold. Den ene betjents mobiltelefon var pist-væk, men det var hans snarrådighed ikke, for han greb resolut kollegaens telefon og ringede til sit eget nummer.
Desværre for tyven havde han ikke ligeså lange ben som fingre, for afsløringen faldt ubarmhjertigt, da telefonen begyndte at ringe i hans lomme få meter fra de to betjente.

Forfattere i stjernekrig
New York: Den tid, hvor lidt fedterøvs-pleje af avisens harske kritiker var tilstrækkeligt til at give den udøvende kunstner fremragende anmeldelser, er endegyldigt forbi. Og det er kritikernes monopol på manipulere læserne med deres meninger for såvidt også.
Utallige steder på nettet kan gudoghvermand give stjerner til restauranter, film, musik og bøger og på den måde tage ofrenes økonomiske skæbne i deres (ufaglærte) hænder.
I afmagt er visse amerikanske forfattere blevet tvunget ud i en indædt skyttegravskrig - blev det for nylig afsløret gennem et pinligt, teknisk svigt.
Anonyme bidragydere af boganmeldelser på Amazon.com (med kreative pseudonymer som for eksempel "En læser fra ... (bynavn) ...") fik ved en fejl deres anonymitet ophævet på Amazons canadiske hjemmeside, og en række af dem blev afsløret som anerkendte forfattere, der strømmede over af lovprisninger ... af deres egne værker!
Over for avisen New York Times har flere siden erkendt, at de hellere end gerne bruger tid og energi på selvros - for slet ikke at tale om mere eller mindre seriøst funderet, anonym, nedrakning af konkurrenterne.
Perspektivet kender ingen grænser: Et sandt kunstværk kan få det ultimative dødsstød af den forsmåede ekskone, af ærkefjenden fra børnehavens sandkasse eller af den pupertetsknægt, man engang stjal klassens kønneste pige fra.
Uanset motiv skulle litteraturkritik nu atter kunne luftes under fuld anonymitet, da Amazon har lappet det afslørende hul.

Mystik om løssluppen Windows-kode
Framingham: Den hemmelige Windows-kode, som i sidste uge fandt sine uransagelige veje ud på nettet, viser sig ved nærsyn at være langt mere løssluppen end først antaget:
Private kommentarer og svulstige bandeord som "fuck" - og endog "Mac"! - forurener fælt under overfladen i koden, hvis udspring, eksperter mener, kan spores tilbage til en mangeårig Microsoft-samarbejdspartner ved navn Mainsoft.
Hos Mainsoft har de ikke umiddelbart kunnet finde hverken kilden til koden eller til forbandelserne, men er i gang med at undersøge sagen, hvis alvor yderligere understreges af, at også FBI er sat på efterforskningen.

Chefen har altid ret 1.0
Framingham: Fra den virkelige verden har vi modtaget denne rapport:
En utålelig it-direktør har en kedelig hang til at diktere totalt urealistiske deadlines og samtidig undlade at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for medarbejderne. Efterhånden får han da også inficeret hele sin afdeling med højniveau-stress og dårlig stemning.
Folk melder sig syge på stribe, og chefen får hurtigt øje på årsagen: Isterningmaskinen, selvfølgelig!
Maskinen bliver skilt ad og desinficeret fra ende til anden, og for en sikkerheds skyld bliver samtlige medarbejdere udstyret med hver sin dåse med et stærkt antiseptisk middel og en lodret ordre om at gennemspraye deres kontorkabiner hver fyraften.
Kontorlandskabet er efterhånden tæt på at være USA's mest bakteriefri, men utøjet i ledelsen lever lystigt videre. De, der ikke er løbet skrigende bort, melder sig fortsat syge på stribe.

Chefen har altid ret 2.0
Framingham: Fra den virkelige verden har vi til gengæld også modtaget denne rapport:
En mindre utålelig it-direktør får på sin vej rundt på kontorgangene øje på en menig systemudvikler i færd med at makulere konfidentielle dokumenter fra et nyligt veloverstået projekt.
Den slags skal en it-mand ikke bruge sin tid på, mener chefen.
"Men det er netop min frokostpause, jeg bruger på det", indvender udvikleren.
Ingen forskel! Makulering har man kontorpersonale til, dermed basta!
"Så når jeg holder pause nu om stunder, spiller jeg i stedet computerspil, lader andre om at makulere dokumenter - og gør chefen rigtigt, rigtigt glad!", lyder det henrykt fra udvikleren.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere