Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. januar 2004.
Det må kræve et renvasket barnesind at være politiker. Et sind, der ikke er belastet af erfaringer. Anden forklaring kan der næppe være på, at politikere lancerer visionen om, at Danmark skal være højteknologisk med i førerfeltet.
Måske har vi en chance med biotek, men på it-fronten spildte vi årtier på at forholde os udelukkende kritisk til teknologi, frem for konstruktivt. Det store spørgsmål er derfor, hvorvidt landet nogensinde kan indhente mindst 20 års forsinkelse.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er den seneste politiker, der har bebudet, at landet skal fyldes med højteknologiske arbejdspladser, og han sætter penge bag - forrentningen af 16 milliarder. kroner.
Før ham erklærede Poul Nyrup Rasmussen, at Danmark ville erobre førstepladsen som informationsteknologiens land. Desværre gik det vist aldrig op for den tidligere statsminister, at man ikke bliver førende, blot fordi mormor e-mailer med barnebarnet, og landets virksomheder er på nettet.
Noget tyder på, at den nuværende statsminister er klar over, hvor risikabel den nuværende situation er for Danmarks fremtid. Vi har slet ikke det antal højteknologiske arbejdspladser, som vi burde have, og som vi havde haft ved rettidig omhu.
Og det er ikke så underligt. Man skal blot skue tilbage til den gang, hvor Danmark burde være sprintet af starthullerne for at komme i front med it-udviklingen for at finde en forklaring. Men har du glemt 1970'erne og 80'erne, eller var du for ung til at det berørte dig den gang, så kan du blot tage med mig på en rejse tilbage i tiden.
Vi lander hos en it-fagforening. En i toppen fortæller medlemmerne, at ingen programmør bør skrive kode, der kan gøre et menneske arbejdsløs.
Ikke en hund bjæffer over idiotien i udsagnet, der ret beset er i stil med kravet fra en helt anden tid om, at foran ethvert automobil skulle gå et menneske med en lygte.
Så stiller vi ind på en anden, langt bredere fagforening. Her slås der på stortrommer med bebudelser om massearbejdsløshed, hvis man lader computerne trænge bredt igennem på arbejdspladserne.
Stil dig så ved siden af mig i 70'erne, hvor jeg var praktikant på en af landets største dagblade. Her havde man indført optisk læsning af visse manuskripter. Maskinen blev passet af tre-fire typografer - det antal, man havde beregnet, den ville erstatte.
Så springer vi over til det unge datalogistudium på universitetet i det jyske. En pæn gruppe af de studerende siger, at det kun er relevant at samarbejde med fagforeningerne for at få udviklet bedre programmer - ikke med erhvervslivet. Ingen ville have kapitalistbæ på fingrene. Og de studerende, der ikke vover sig ud af elfenbenstårnet, lider også af berøringsangst.
Vi stikker hovedet ind i klasselokalet. Her hører børnene om, hvor farlige registre er, fordi de alle vil blive sammenkørt. De lægger også øre til, hvor farlig skærmstrålingen er. Og vi går med børnene på biblioteket og blader i de små arkivskuffer, når vi skal finde en bog. Det farlige it skal ikke inden for dørene, for så bliver bibliotekarerne arbejdsløse. Tvivler du på mig? Så tag blot fat i fagforeningernes tidsskrifter fra halvfjerdserne og firserne. Nuvel, konservatisme er jo et kendetegn for fagforeninger, men dagblade og DR deltog helhjertet i hylekoret. Blot ved "et tryk på en knap" ville Orwells 1984-samfund blive realiseret. De læste vi, hørte og så gang på gang.
Tag blot Dankortet som eksempel. Producenten af pengeautomater, NCR, havde teknologien parat - tilpasset det danske sprog og lovgivningen - 10 år før den første "kontanten" blev opstillet på gaderne. Finanssektorens fagforeninger frygtede arbejdsløsheden. Politikerne på venstrefløjen fik med journalisternes medvirken kolporteret historier om, at Dankortet var farligt. Samkørsler med andre registre ville blotlægge enhver borger.
Det var årtier med en uskøn alliance blandt grupper af opinionsdannere om at mistænkeliggøre brugen af it. Årtier hvor de, der åbent ytrede sig anderledes, blev stemplet som kapitalistlakajer eller tilhængere af et Big Brother-samfund. Mantraet blandt de rettroende blev, at Danmark skulle være førende inden for teknologivurdering - en kritisk holdning til teknologi. Det skulle blive vores store eksportvare.
Well! Vi tjente nul og niks på den kategori af besserwissen. Desværre tjener vi ikke meget mere end nul og niks på ren it-eksport i dag.
Statistikmæssigt gøres der dog meget for at sløre situationen. Den gamle elektronik-industri påføres et it-stempel, fordi der har sneget sig en chip eller ti ind i produktet, og voila: Danmarks it-/teleeksport overgår landbrugseksporten. Sturt, sturt nummer.
Vi ser også tal, der dokumenterer, at 200.000 danskere arbejder inden for højteknologiske områder. Men tallet stemmer jo ikke, medmindre man udvander begrebet, som det er sket. For eksempel tæller TDC's tusindvis af teleteknikere med. Al respekt for deres arbejde, men de har hverken en højteknologisk uddannelse eller et højteknologisk arbejde.
Men lad mig høre fra dig, der var med gennem 70'erne og 80'erne. Var tidsånden, som jeg skildrer den, eller har jeg stirret mig blind på små dele af det store billede. Var det i virkeligheden erhvervslivet, som var for konservativt? Troede opinionsdannerne på, at de gamle styrkeområder, landbruget og skibsfarten, ville sikre Danmark i al fremtid?
Hjælp mig til at få greb om et kapitel i Danmarks it-historie og samfundshistorie. Skriv til d.toft@computerworld.dk. Hjælp mig til at finde en forklaring på, at der - bortset fra Navision grundlagt i 1984 - ikke ses en antydning af levedygtige store it-virksomheder herhjemme. Ingen pendant til Lego, Danfoss eller Grundfos. Ingen Nokia. Ingen SAP. Ingenting. På trods af at det eneste råmateriale, der skulle til, var hjernekraft.
