Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. januar 2004.
Offentlige myndigheder, der helst vil være fri for at gå i udbud, benytter en række fiduser og forklaringer - der ikke altid holder i klagenævnet.
over stregen
Det er svært at få nogen til at sige det højt, men det foregår ikke desto mindre: Offentlige myndigheder omgår udbudsreglerne. Nogle gange med velberåd hu, andre gange kommer de bare til at gå over stregen i et forsøg på at komme helt hen til den, og i nogle tilfælde er der simpelthen tale om manglende indsigt i de komplicerede regler.
Eksempel 1: Eksisterende kontrakter uden udløbstid
Ifølge EU-Kommissionen kan kontrakter uden udløbstidspunkt eller med en meget lang kontraktperiode opfattes som en omgåelse af udbudsforpligtelsen. Ifølge kommissionen skal kontrakter normalt udbydes med maksimalt tre til fem års mellemrum. Men forekommer det?
- Det er edderhyleme tit tilfældet, at man har kontrakter, der bare ligger og summer. Løbende aftaler med en opsigelsesperiode på måske seks måneder. Men det må man naturligvis ikke, siger en ekspert, der rådgiver om udbud.
Eksempel 2: Opdeling af kontrakter
Offentlige myndigheders indkøb af it-ydelser vil som udgangspunkt være udbudspligtige, hvis kontraktværdien overstiger cirka 1,2 millioner korner for statslige kontrakter og 1,9 millioner kroner for amtslige og kommunale kontrakter. Løsninger skal ikke nødvendigvis udbydes samlet. Men det er den samlede værdi af alle delkontrakter, der afgør, om hver enkelt kontrakt skal udbydes.
- Det, man gør, er at opdele kontrakterne. Man køber måske for 1,4 millioner kroner, og så får man en option på de sidste 800.000 til levering om tre måneder. Det er også nemt at snyde, når der er tale om noget med en anskaffelsessum og brugerlicenser - for eksempel et ERP-system. Man ved måske, at man skal have 1.000 brugere på, men nøjes med 40 til at begynde med, for så holder man sig under udbudsgrænsen. Og så - ups - hele organisationen skal søreme på... Så køber man resten af licenserne senere, forklarer Computerworlds ekspert.
Man kan også fifle med vedligeholdelseskontrakter for at holde sig under udbudsgrænsen - eksempelvis nøjes med at tegne for et år i første ombæring og så udvide perioden senere.
- At indgå en partnerskabsaftale med en leverandør kan også være et alternativ til at gå i udbud, mener en anden rådgiver.
Han oplever i øvrigt, at det for mange kommuner er utroligt behageligt, at der ikke er konkurrence om systemerne.
En anden populær opdeling er mellem hardware og software. Først siger man, at man vil købe hardware andetsteds, men så skyder man alligevel købet ind, hvor man har fået sin gode handel.
Men at reglerne er komplicerede illustreres af en sag mod Greve Kommune i Klagenævnet for Udbud i september sidste år. Greve indhentede uden EU-udbud tilbud på computere til en værdi af 2,4 millioner kroner - og indkøbte et par måneder senere printere for 238.000 kroner.
Klageren, Unicomputer, mente, at Greve havde overtrådt indkøbsdirektivet på begge punkter. Unicomputer fik ikke medhold i klagen over computerindkøbet. Her blev der henvist til en SKI-rammeaftale.
Derimod fik Unicomputer medhold i klagen over printer-indkøbet. Det blev foretaget tæt på computer-indkøbet for midler fra samme pulje, og printerne skulle anvendes sammen med de indkøbte computere. Værdien af indkøbene skal derfor lægges sammen. Da printerne ikke er indkøbt gennem SKI-rammeaftalen, har det været en overtrædelse af indkøbsdirektivet. Det er uden betydning, at printernes værdi i sig selv ikke nåede op på direktivets tærskelværdi.
Konkurrencestyrelsen fandt det i juli sidste år påkrævet at indskærpe overholdelse af udbudsreglerne ved køb af it-ydelser. En præcisering af reglerne findes i KonkurrenceNyt nummer 7 for juli 2003 på www.ks.dk
