Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. september 2003.
Det danske udviklingsselskab OOVM, som er grundlagt af garvede Java-udviklere, er ved at færdiggøre en Java-variant, som ikke fylder ret meget i mobiltelefoner og er indlejret i små elektroniske enheder.
Små mobile enheder
Java bliver i stigende grad anvendt til applikationer til mobiltelefoner og andre små enheder, og på JAOO mødte vi det danske firma OOVM, der er ved at have færdigudviklet en Java-variant til denne type enheder, som fylder mindre end nogen hidtil sete udgaver.Selskabet, hvis navn er en forkortelse for Objekt Orienteret Virtuel Maskine, blev startet i maj 2002 og fik tilført venturekapital i maj i år.Selskabet udvikler, hvad de kalder, programmeringsomgivelser til indlejrede (embedded) systemer herunder billigere typer mobiltelefoner eller intelligente dele til biler. Pointen er, at OOVM's teknologi ikke behøver et styresystem, men kan køre direkte på hardwaren. På denne måde behøver systemet med applikation ikke fylde mere end 128 kbyte i RAM'en.
OOVM's teknologi skal gøre softwaren i indlejrede enheder opgraderbar, ligesom det skal være muligt at finde fejl udefra. Selskabet har kørt et pilotprojekt, der skulle afdække, om denne teknologi kunne benyttes til at forebygge fejl i B&O's stereoanlæg.- I dag er du ofte nødt til at kalde denne type enheder tilbage fra kunderne, når der konstateres fejl. Denne proces skal forenkles, siger administrerende direktør Lars Bak fra OOVM.
Lars Bak var med til at udvikle Java Hotspot virtual machine til pc'er og servere for Sun Microsystems. Senere udviklede han ligeledes for Sun, sammen med selskabets tekniske direktør Steffen Grarup, en højhastighedsudgave af Java til mobile enheder kaldet CLDC Hotspot (Connected Limited Device Configuration). Denne version ventes at blive introduceret i de mere avancerede mobiltelefoner i løbet af kort tid. I tiden hos Sun og i et lille amerikansk udviklingsselskab har Lars Bak opnået 17 patenter inden for virtual machine-teknologi.
Problemet var blot, at den nye mobile udgave af Java godt nok, ifølge udviklernes målinger, er ti gange hurtigere end tidligere versioner, men den fylder nogenlunde det samme. Dermed var ideen bag OOVM født, idet målet netop var at udvikle et betydeligt mindre system til mobile og andre små enheder.
OOVM's platform kan allerede downloades til ikke-kommerciel brug fra selskabets websted. Den endelige version 1.0 ventes senere på året.
Billedtekst:
Lars Bak og Steffen Grarup fra OOVM har været med til at udvikle centrale dele af Suns Java Hotspot virtual machine-teknologi.