Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. august 2003.


Sikkerhed i absurd-sød sovs
London: Atter engang har den britiske organisation Privacy International indsamlet eksempler på totalt overdrevne håndhævelser af fænomenet sikkerhed til brug for sin årlige "Stupid Security Contest".
Kampen har her i 2003 stået mellem hele 5.000 hovedløse nomineringer, indsendt fra 35 lande. De er blevet opdelt i forskellige "nonsens"-kategorier, hvoraf vi her blot skal nævne vinderne af et par af slagsen:
I kategorien "Mest skamløst fornærmende" hædredes følgende bidrag med en topplacering: Delta Air Lines-terminalen i John. F. Kenndy-lufthavnen, hvis sikkerhedspersonale tvang en spædbarnsmoder til at drikke tre sutteflasker med hendes egen brystmælk for at sikre, at flaskerne ikke indeholdt eksplosiver.
Hædrende omtale fortjener også vinderen af prisen for "Mest ufatteligt hjernetomme" sikkerhedsprocedure: Philadelphia International Airport for at have slået "hazmat"-alarm, da en saudiarabisk universitetsstuderende ved en sikkerhedskontrol blev tvunget til at oversprøjte sig selv med herreparfume for at dokumentere flakonens indhold - og sundhedsmyndighederne derefter måtte karantæne-lukke både en doughnut-bager og en købmand i Philadelphia, som havde haft besøg af et par betjente, der havde været i nærkontakt med parfumen.

"WiFi-hvaffor-noget"?
London: Helt galt var det nok gået, hvis man havde spurgt til for eksempel "802.11b" eller "WLAN" - men nu drejede det sig bare om betydningen af det velkendte(!) "WiFi hot-spot"!
Selv om branchen sikkert gerne selv vil tro noget andet, er WiFi og hot-spots langt fra, hvad enhver snakker om - endda i så ringe grad, at hele 70 procent af 985 adspurgte (pc-, internet- og mobilbrugende) briter i en rundspørge ikke anede, hvad det betød. Heller ikke med hjælp fra en liste over mulige svar.
I undersøgelsen, der var iværksat af pc-leverandøren Packard Bell og udført af analyseinstituttet Mori, erkendte 43 procent omgående, at de ikke kendte begrebet, skriver The Register. Fem procent mente, at det var en form for diskotek, mens to procent gættede på en ny slags hi-fi. Blandt de mere fantasifulde forslag var "bøvl med konen" eller "noget, der havde ligget for længe ude i solen É".
Kun 29 procent svarede korrekt, at det var "et område dækket af trådløs forbindelse til - typisk - internet, hvorfra man kan koble sig på uden kabler".

En hån mod pro ... øh, primater!
Des Moines, Iowa: Abe-reservatet Iowa Primate Learning Sanctuary har fået et - ellers - spøgefuldt websted helt galt i halsen. PPI (Primate programming Inc.) er gået alt for vidt i deres "monkey business", mener reservatet, som overhovedet ikke kan se det morsomme i at sælge programmør-bistand til dumping-priser på under 50 cents i timen - og udført af chimpanser eller bavianer, alt efter opgavens karakter.
- Her har vi sammensat et hold top-professionelle, abe-kyndige videnskabsfolk. DÈt tager vi særdeles alvorligt og ønsker ingen støj på linien, siger en talsmand for reservatet, Al Setka.
Om de er blevet særligt stødt af sammenligningen med netop programmører, fremgår ikke at historien, som CNN.com bringer til torvs. Måske handler det snarere om, at PPI i sine salgsargumenter for de behårede og billige programmører anfører, at deres fantastiske evner - herunder sprogkundskaber - skulle være oparbejdet gennem "studier" på Primate Learning-reservatet.
Døm selv, om PPI er gået over abekattestregen på www.newtechusa.com/ppi

Visionær eller bare paranoid?
Raleigh, North Carolina: Som stifter og indehaver af webstedet HowStuffWorks må Marshall Brain (jo, det hedder han) formodes at være en mand med hjernen på rette sted. Måske er det derfor, at hans forudsigelser om tiden sådan cirka 30-50 år fremme kan skabe en debat af starwars'ke dimensioner blandt nørd-eliten på Slashdot.org.
Brain er så overbevist om, at mindst halvdelen af alle amerikanere i 2055 vil være arbejdsløse, fordi deres job er overtaget af robotter, at han ifølge Wired News ligefrem har søgt om patent på et automatisk system til styring af mennesker og maskiner i detail- og fastfood-branchen.
Brains visioner publiceres løbende af ham selv i såvel essay- som bogform, og her kan man blandt andet læse, at menneskelignende robotter "allerede" i 2030 vil findes overalt - og på det professionelle plan navnlig inden for fastfood, rengøring og i butiksverdenen.
På Slashdot.org lufter mange teknologi-tosser dog deres uenighed - for eksempel med den begrundelse, at robotter jo skal købes af nogen, men hvis alle er arbejdsløse, er der ingen, som har penge til at købe dem.
Nå, men skulle det gå så galt, kan man jo slå sig ned som reparatør af defekte robotter. Nej, siger Brain:
- Når en robot skal repareres, vil en anden robot transportere den til en robot-smed, hvor fuldautomatiske systemer vil reparere robotten uden indblanding af mennesker. Robotter vil blive repareret af robotter!

"Star Wars Kid" slår fra sig
London: Det begyndte måske bare som en harmløs spøg, men kan ende som É om ikke ligefrem blodig så É kostbar alvor for fire canadiske teenage-drenge.
Spøgen bestod i at digitalisere en lille stump video, som deres 15-årige klassekammerat Ghyslain - nu bedre kendt som "Star Wars Kid" (på billedet ses hvorfor) - havde filmet af sig selv, og som han tilsyneladende også havde foretrukket at beholde for sig selv. Det lykkedes ikke, for fluks var filmklippet ude på nettet, hvor det siden er blevet set af millioner af mennesker.
Angiveligt har denne massive offentliggørelse af den ikke videre flatterende filmstump, hvor Ghyslain forsøger sig (mindre vellykket) med et Star Wars-lyssværd ‡ la Darth Maul, gjort ham til regulært mobbe-offer og givet ham så store psykiske kvaler, at han har måttet gå til psykolog, skriver BBC News.
Desuden hævder han, at de fire klassekammerater har stjålet filmklippet fra hans personlige skab på skolen for med overlæg at gøre ham til grin, og det takserer hans advokat nu til et erstatningskrav på godt en million kroner.
Så det bliver måske småt med lommepengene fremover for de fire, hvis den stakkels Ghyslain får medhold i retten.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere