Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. april 2003.
I vores hjørne af verden er det blevet moderne at gå til numerolog for at få et bedre liv. Derfor skal man ikke blive forbavset, når der pludselig står noget andet på naboens navneskilt, end der plejer. For hvis Pia Hansen har fået lagt sit navn i nummerorden af en professionel og begynder at kalde sig Pippilotta Kildevorn, kan det lige pludselig sagtens tænkes, at hun møder både prinsen på den hvide hest og vinder i onsdagslotto. Egentlig en sag for distriktspsykiatrien, men folk skal selvfølgelig have lov at kalde sig, hvad de vil.
Nede i Irak er der mand, som efterhånden også har et helt håndgribeligt forhold til tal og numre. Hans dage er nemlig talte, hvis det står til præsident Bush og dele af den oplyste verden. Saddam er skydeskive nr. 1, simpelthen.
Tal er også, hvad vi som lille fredselskende, dog krigsførende, nation af aftenkaffedrikkere må forholde os til, når vi aften efter aften manipulerer fjernbetjeningen. Der er krig på alle kanaler, fra nr. 1 til nr. 9, eller 23, hvis man er den lykkelige modtager af kabel- eller satellit-tv.
Uanset om man følger slagets gang på den ene eller anden kanal, er billeddækningen nogenlunde den samme. Men akkurat som sidste år, da amerikanerne forsøgte at bombe Bin Laden ud af hulesystemet i Afghanistan, er vi reelt kun interesseret i en ting: Har de fået ram på ham?
Det er her, pc-spilindustrien kommer ind i billedet. Kunne de for pokker ikke udvikle et spil-interface til tv's nyhedsdækning? Man kan forestille sig en bjælke placeret til højre eller i bunden af skærmen, der angiver procent liv tilbage i Saddam Hussein, akkurat som vi kender det fra Doom og Quake. Så kunne vi lettere følge med i, hvor langt koalitionsstyrkerne var kommet med jobbet.
I spillene har man mulighed for at samle medic kits op hist og her. Så får man lidt flere procenter på liv-barometeret. Det princip må let kunne overføres til nyhedsdækningen: Når Saddam holder en tale til masserne, og eksilerede irakere skynder sig hjem for at kæmpe for Saddam, som de opfatter som et mindre onde end amerikanernes tilstedeværelse på fædrelandets jord, tæller det lidt op på Saddam-bjælken. Når en serie fuldtræffere fra de amerikanske B52-bombefly så har pulveriseret endnu et par kvadratkilometer af Bagdad, må det trække lidt ned.
Det ville være service til tv-danskerne, som alligevel ikke har en jordisk chance for at forholde sig til den rigtige krigs gru.
For når bomberne falder og tabstallene ruller ind, får vi ingen fornemmelse af, at det er rigtig levende mennesker, det går ud over.
Er vi kolde og ufølende? Ja, nogle er selvfølgelig, men vi andre er fanget mellem fascinationen af det stort anlagte mediecirkus og den nagende erkendelse af, at krig er rædselsfuld.
Medierne har kørt den mægtige informationsteknologiske maskine i stilling og er selv gået hen og blevet en del af krigen. Samtidig har vi set det hele før, enten som pc-spil eller under den første Golfkrig for 12 år siden. Så hvorfor ikke lade spilindustrien komme til fadet også? Eller lade eBay bortauktionere retten til, at vi selv kan sende et par krydsermissiler afsted fra computeren derhjemme. Det må sagtens kunne lade sig gøre i disse online-tider.
Irak-krigen præsenteres som et videospil i endnu højere grad end den første Golfkrig. Hjemme i USA har de virksomheder, der forventer at spinde guld på genopbygningen af Irak, allerede taget konsekvensen og er gået i gang med at spille Sim City med det udbombede land som baggrundstæppe. Det spil er såmænd også kommet i en dansk version.
