Overvurderet teleudbud

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. marts 2003.


Danske analytikere kalder det prispres, når SKI melder ud, at tirsdagens udbud af offentlige tele- og dataminutter vil rokere rundt på magtbalancen i hele den danske telebranche.

Fristelser
Med udbuddet af offentlige tele- og dataydelser har Statens og Kommunernes Indkøbs Service, SKI, stillet en stor og saftig kage til en værdi af 1,5 milliarder kroner foran en flok udhungrede danske teleselskaber.

Ifølge SKI's direktør, Søren Jakobsen, vil udbuddet rokere rundt på hele den danske telebranche.
Underskoven af teleselskaber skal byde, og det hele skal ændre konkurrencesituationen på det danske marked.
Flere analytikere advarer dog operatørerne mod at slå for store knuder på sig selv for at få en bid af den kage.

Benhårdt spørgsmål
- Det kommer ikke til at ændre noget i konkurrencesituationen. Rammeaftaler er et benhårdt spørgsmål om pris. De store har penge til at sænke prisen og opnå stordriftsfordele, den situation er de mindre ikke i. Groft sagt: Jo større aftalen er, jo mere styrker du dem, der i forvejen har store muskler, siger projektdirektør Niels Adler-Nissen fra Andersen Management International.

Det udsagn bakkes op af teleanalytiker hos Giga Bernt Østergaard.

- Det bliver teleselskaberne med de dybe lommer, der reelt får glæde af det her udbud, siger han.
Han peger blandt andet på problematikken i, at de fleste mindre teleselskaber i teleunderskoven skal ud og købe trafikken hos TDC og ind på TDC's centraler for at kunne levere varen. Netop det er en af årsagerne til, at blandt andet AT&T vælger ikke at byde ind på opgaven.

- Jeg forventer, at det bliver "the usual suspects", der løber med opgaven. Vi byder ikke. Vi kan ikke få en ordentlig forretning ud af det, blandt andet fordi vi skal ind på TDC's centraler og net for at løse opgaven. Samtidig har vi budt på offentlige opgaver før. Det koster flere hundredetusind kroner at lave tilbuddet, og vores succesrate har været beskeden, siger administrerende direktør, Peer Falkenberg.

Hos SKI erklærer Søren Jakobsen sig uenig i kritikken. Pris bliver ikke det eneste spørgsmål. Leverandørerne vil også blive målt på fleksibilitet, systemansvarlighed, stabilitet og på, om de kan tilbyde fleksible grænseflader, så kunderne kan sammensætte deres tele mere frit, siger han.

Små garantier
Under løftet om millionindtægter ligger også realiteten, at SKI's udbud er en rammeaftale. De 1,5 milliarder er et estimat for to års forbrug. Ifølge Søren Jakobsen er 200 millioner ud af de 750 millioner kroner dog garanteret i aftalen. SES ønsker nemlig at lægge deres tele hos Èn udbyder.
Den generelle rammeaftale er brudt op i fire kategorier:
¥ Tele
¥ Internet
¥ Intranet
¥ Anden datatransmission.
I hver kategori forventes det, at der bliver lavet aftaler med mindst to selskaber.
Samtidig kan kommuner og amter frit vælge, hvorvidt de vil købe ind via SKI-aftalen, og de bestemmer suverænt hvilken leverandør inden for de enkelte kategorier, de har lyst til at benytte.
Det betyder, at teleselskaberne skal komme med konkurrencedygtige tilbud, uden at have en reel garanti for, at omsætningen bliver lagt hos netop deres selskab.
- Det er da rigtigt, og ja alle de saftige minutter falder selvfølgelig hos de bedste leverandører, siger Søren Jakobsen.

De sultne
- De vil have billige priser fra leverandørerne, men der er ingen garanti for omsætning for den enkelte. Når SKI går ud med store armbevægelser og store tal, er det et forsøg på at presse prisen længere ned i et marked, hvor folk i forvejen dør af sult. Beløbet er stort, og det kan være fristende at hoppe med, men spørgsmålet er, hvor mange der egentlig kommer til at tjene penge på det her, siger analytiker John Strand fra StandConsult.
På et marked, hvor langt størstedelen af spillerne kører med underskud, er det spørgsmålet, om teleselskaberne tør lade være med at byde.

Mindre selskaber som Song Networks og Equant ser ifølge selskabernes direktører med stor interesse på udbuddet.
Samme besked lyder fra Orange, der er en af de virksomheder, SKI har peget på som mulig kombattant.
Andersen Management Internationals Niels Adler-Nissen råder dog alle til at holde øjnene åbne, for under SKI's rammeaftale er de bundet i to år.

- Det lyder lidt banalt, men selskaberne skal sørge for at fjerne bindet fra øjnene, inden de går ind i det her. En rammeaftale låser din virksomhed og kan lægge begrænsninger på dine muligheder for at manøvrere i en periode, siger han.

Citat:
- At melde ud med så store armbevægelser som SKI gør, giver dem en stærk legitimering og skaber et indtryk af en magtfuld organisation. Samtidig får de gjort kommunerne opmærksom på de penge, der reelt er at spare for telemarkedet.
Niels Adler-Nissen, Andersen Management International

Billedtekst:
Teleudbuddet er ikke udtryk for, at mange kommer til at tjene penge, mener analytiker John Strand. Han deler dermed holdning med mange andre analytikere.
FOTO: HENRIK FRYDKJÆR




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere