Ny Kraft til CSC-salaten

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. marts 2003.


Markus Bjørn Kraft er manden, der skal sætte ansigt på en af landets store it-virksomheder, som mest er kendt for et cykelhold.

PORTRÆT
Den nye kommunikationsdirektør i en af landets store it-virksomheder CSC har udover sin familie to store lidenskaber: Magt og rødvin. Begge dele studerer han med interesse. Han ved, at begge fænomener kan misbruges, så det er han bevidst om at lade være med. Det er især Pomerol-vinen, der interesserer ham. Den er svært tilgængelig og skal behandles med omtanke, og sådan er det også med magt.

Interessen for vin er hans helt private, mens interessen for magt stammer tilbage fra studietiden, da han læste statskundskab og skrev speciale om magt. Flere af hans videnskabelige artikler bruges i dag i undervisningen.
Markus Bjørn Kraft er lige på nippet til at forlade sin arbejdsplads gennem seks år, Dansk Handel & Service, DHS. Organisationens bygning ligger midt i Købehavn, med udsigt til Rådhustårnet og den kulørte Palads-biograf.

Medietække
Stik imod hvad man kunne forvente af en mand, som netop har sagt ja til at blive en stor it-virksomheds ansigt udadtil, har Markus Bjørn Kraft med vilje valgt et kontor, der vender ind mod gården. Pladsen i solen er ikke lige ham.
- Her er ikke så varmt om sommeren, til gengæld er der ingen udsigt, forklarer han, da han tager imod i det prunkløse rum. På skrivebordet er billederne af hans to små børn, og på opslagstavlen hænger hans seneste meritter i pressen, et par fotokopier af dagbladenes artikler om, at it-virksomheder ser lysere på fremtiden.

- Det var et spørgsmål i en af de undersøgelser, vi laver hele tiden, og historien om flere ansættelser i it-branchen var noget, pressen kunne bruge, så den bragte de alle sammen, siger han.

Jobbet som udviklingschef i DHS har i høj grad drejet sig om at gøre organisationen synlig.

En tælling viser, at Markus Bjørn Kraft har været i medierne et par hundrede gange sidste år, og den statistik skulle han gerne bringe med sig til CSC.

De gode historier
- CSC er mest kendt for sponseringen af cykelholdet med Bjarne Riis i spidsen. Men CSC skal også være kendt for det forretningsmæssige, og det er det, jeg primært skal lave, siger Markus Bjørn Kraft, der skifter København City ud med CSC's mere beskedne adresse på Retortvej i Valby 1. april.
Han får tre funktioner i sit nye job som kommunikationsdirektør.
Først og fremmest skal han skabe CSC en god profil.
- Der er masser af gode historier om CSC, og dem skal jeg fortælle. For eksempel om de store aftaler med TDC, PFA og Tryg, der betyder, at CSC det næste halve år skal udvide med cirka 300 ansatte. Her er en it-virksomhed, der går mod strømmen og vinder terræn, hvor andre mister det, siger han.
Han skal også være cheflobbyist i de politiske kredse og deltage i den strategiske forretningsudvikling.
En virksomhed som CSC må nødvendigvis være i tæt dialog med alle dele af det politiske system.

- Det handler om at varetage vores interesser, men også om, at en virksomhed af CSC's størrelse har et ansvar for at være en del af samfundsdebatten, siger Markus Bjørn Kraft.

Den fascinerende magt
Derfor slog han også til, da han fik mulighed for at få jobbet som kommunikationsdirektør. Han tror på de åbne vinduer, siger han:
- Når man udfordrer sig selv, åbner der sig nye muligheder. Det er min karriereplan - hvis jeg ellers havde en - at søge udfordringer og muligheder.

Markus Bjørn Kraft har altid bevæget sig tæt på magtens centrum. Under den første Poul Nyrup-regering var han projektleder i Erhvervsministeriet, hvor han arbejdede sammen med den daværende erhvervsminister Mimi Jakobsen. Hun havde tæt kontakt til Poul Nyrup Rasmussen, så Markus Bjørn Kraft deltog ret konkret i fastlæggelsen af regeringens erhvervspolitik.

Han er selv af en slægt af politikere. En tip-tip-tipoldefar var med til at skrive Danmarks grundlov, og hans farfar, Ole Bjørn Kraft, var i en menneskealder formand for Det Konservative Folkeparti og en af hovedpersonerne i Frihedsrådet efter Anden Verdenskrig. Så selvfølgelig er tanken om en politisk karriere som folkevalgt ikke fremmed for Markus Bjørn Kraft.

- Den politiske magt er utrolig fascinerende, men mine ambitioner ligger i at påvirke beslutningsprocesserne, ikke nødvendigvis være den, som står frem i offentligheden med resultaterne.
Magten som historisk og psykologisk fænomen optager ham stadig meget, og han bruger sin store indsigt i magtrelationer dagligt som leder.
- Har du magt, giver det dig position. Samtidig accepterer andre din ret til at bruge den. Men det kan gå galt, hvis du begynder at bruger magten ud over dine reelle beføjelser. På den måde kan magt korrumpere. Fordi jeg er chef, betyder det jo ikke, at jeg har magt på alle mulige andre områder. Hvis man husker det og respekterer den enkelte, kan det aldrig gå helt galt, siger han.

Bedst sælgende bog
Den bedst sælgende bog om ledelse i Danmark sidste år var Den Engagerede Leder - Lidenskabens Magt. Den skrev Markus Bjørn Kraft sammen med Stig Kjerulf på tre måneder. Den har solgt 6.000 eksemplarer, og det er temmelig meget i et land, hvor et normalt oplag af den type bøger er 600-800.

- Vi fik tilbuddet om at blive Månedens Bog i oktober på Forlaget Børsen. Da var det juni. Så jeg aftalte med min kone, at i de tre måneder skulle jeg hellige mig skriveriet. Så nu har jeg også prøvet at være forfatter. Det var et af de der åbne vinduer.

Billedtekst:
Markus Bjørn Kraft er udset til at profilere det lidt profilløse CSC som kommunikationsdirektør. Han skal med sit eget ord være cheflobbyist for en virksomhed, der har store interesser i at servicere
blandt andet det offentliges behov for it.
Foto: Torben Klint

Boks:
Manden i midten
Markus Bjørn Kraft er 41 år, han bor sammen med sin kone og har to børn på fire og otte. Vokset op i Albertslund i en søskendeflok på fem som den mellemste, med en lillebror og en lillesøster, og en storebror og en storesøster, lærte ham tidligt en del om ledelse og magt, mener han.
Uddannet cand.scient.pol ved Københavns Universitet i 1993. Har taget en lang række ledelsesuddannelser efterfølgende. Fra 1993 til 1995 projektleder i Erhvervsministeriet, efterfulgt af to år som konsulent i Dansk Arbejdsgiverforening. Siden 1997 udviklingschef i Dansk Handel & Service. Derudover en række tillidsposter og leder af ITK, en organisation, han selv har stået i spidsen for at opbygge, med 250 it- og kommunikationsvirksomheder.
Der holdes afskedsreception for Markus Bjørn Kraft 27. marts kl. 15.00 til 17.00 i Dansk Handel & Services lokaler på Vester Farimagsgade 19 i København.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere