SAP-brugere står foran nye udfordringer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. marts 2003.


En af de store udfordringer for virksomheder med SAP-implementeringer er at fastholde og vedligeholde den viden, som virksomhedens superbrugere opbygger i implementeringsfasen. Det fremgik af den uafhængige SAP-brugerforening FSD's årlige konference.

SAP i brugerhøjde
ERP-systemet SAP har talrige moduler og over 15.000 parametre, som virksomhederne kan tage stilling til og justere ved systemimplementeringen. Det var derfor passende, at den første taler på den årlige konference for Foreningen for SAP-brugere i Danmark (FSD) var Peter Lund Madsen, bedre kendt som Hjerne-Madsen.

Foran 185 begejstrede tilskuere gennemgik han hjernens modulære opbygning, aflivede myten om, at vi kun bruger ti procent af vores små grå og fortalte om de stakkels Neandertalere, der blev udkonkurreret af det moderne menneske, fordi deres hjerner dybest set ikke fik Èn lys ide i 50.000 år.

I år synes erhvervslivets kollektive lyse idÈ at hedde ROI, Return on Investment, eller det at være snedig nok til at få størst muligt udbytte af det it, du allerede har betalt for, og det var da også konferencens overordnede tema. Deltagerne kunne vælge imellem tre spor: Strategi og ledelse, Forretningsforbedring og Et teknisk perspektiv.

Indlæg som "Hvordan opnås størst værdi af investeringer i it?" ,"Udnyt det, du har, det er betalt", og "Forbedringer af ROI med procesmålinger" understregede den udvikling, som SAP- og it-projekter har gennemgået fra at være en sag, som it-afdelingen tog sig af, til at være forretningskritisk og kræve deltagelse fra alle dele af organisationen.

Fra teknik til forretning
Den samme udvikling har FSD, ifølge formand Jens Øe, været igennem. FSD blev etableret i 1989 i en tid, hvor problemstillingerne primært handlede om teknik.

- Standardsystemer som SAP repræsenterede en hel ny tankegang i en tid, hvor det var egenudviklede systemer, der var normen. Så det var meget naturligt at samle sig i en forening, men dengang var det mest de tekniske problemer, FSD-medlemmerne diskuterede. Nu handler det i langt højere grad om de forretningsperspektiver, der ligger i it, siger han.

Med nye perspektiver kommer også nye udfordringer, og en af de største, som virksomheder med SAP-implementeringer står over for i 2003, har udgangspunkt i brugerne.

- Et af de helt store emner lige nu er, hvordan man fastholder og vedligeholder den viden, som virksomhedens superbrugere opbygger i implementeringsfasen. Den bliver nemt forældet, når implementeringen er overstået, og de involverede vender tilbage til deres daglige arbejde, siger Jens Øe.

Den problemstilling har oberstløjtnant og souschef på Forsvarskommandoens DeMars-projekt Niels Erik Bøchman haft inde på livet. Med et budget på over 700 millioner kroner er DeMars-projektet, der er baseret på SAP R/3 og omfatter styring og forvaltning af økonomi, materiel og personel inden for hele Forsvarsministeriets område, det hidtil største offentlige it-projekt. Gennem projektforløbet har Forsvarskommandoen oplevet et gennemtræk af medarbejdere, der arbejdede på DeMars-projektet. Lige nu er det dog slutbrugeren, der er fokus på i implementeringen.

- Den største udfordring lige nu er udrulningen til de mange brugere. Folk har siddet og arbejdet med mange ældre systemer, og nu kommer der altså nye skærmbilleder med mere. For de unge, der er født med et tastatur mellem hænderne, går det fint, men de lidt ældre medarbejdere er måske ikke lige så hurtige til at ændre deres vaner, siger han.

Uafhængig
FSD er Danmarks største uafhængige SAP-brugergruppe, leverandører kan være medlemmer, men de har ingen stemmeret i foreningen, det har kun ægte brugere.

- Det er vigtigt for os at være uafhængige. Vi er ikke en pressionsgruppe, men det giver os mulighed for - med en vis vægt - at henvende os til SAP med en samlet problemstilling. Det gjorde vi for eksempel i forbindelse med det skift, der skete i SAP's fokus i overgangen fra R/2-rammesystemet til mainframe over til R/3, der er det server/client-baserede rammesystem. Her følte nogle af vores medlemmer sig ladt lidt i stikken, men da vi henvendte os som gruppe, gik SAP med til at holde uddannelsesseminarer, mod at vi så ordnede de praktiske ting. Det er en situation til gavn for begge parter, siger Jens Øe.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere