Canon-kongen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 31. januar 2003.


Man kommer ikke længere til tops i Canon - uden at være japaner - end Mogens Mølgaard Jensen. Topjobbet er konsekvensen af en skarp analytisk hjerne, menneskelig forståelse og den ro, der kommer med alderen.

PORTRÆT
Danmark har fået endnu en europæisk topchef i it-verdenen. Med ansvar for forretningsudvikling og strategi i Canon Europe, der omsætter for 50 milliarder kroner, har Mogens Mølgaard Jensen fundet en position, hvor han både kan nyde sit arbejde og udvikle sit intellekt.

- Det, der driver mig, er at være med i de store forandringer, Canon går igennem på europæisk plan. Det er en kæmpeforretning, og de mange kulturer i Canon er udfordrende. Personligt har jeg det godt med at være med til at ændre ting, der betyder noget for en masse mennesker. Og så arbejder jeg sammen med dygtige folk. Det er vigtigt for mig, siger Mogens Mølgaard Jensen.

Holistisk syn
Udfordringer og krav om dygtige kolleger kan den 45-årige Canon-chef måske også finde i andre virksomheder.
Selv peger han på sine mange år i HP, som han forlod som administrerende direktør i 1995, som et af de steder hvor resultatorienteringen hænger sammen med hensynet til individet.

- Jeg har altid været meget kritisk i forhold til den virksomhed, jeg arbejder for. Jeg vil have det dårligt, hvis jeg arbejder i en virksomhed, der ikke kan stå inde for den måde, den agerer på. Canon er en japansk virksomhed med gode menneskelige værdier. Sådan var HP også, og ikke mindst Bruhn A/S.

Bruhn blev købt af Canon i 1998. Tre år forinden havde Mogens Mølgaard Jensen skiftet store amerikanske HP ud med den familiedrevne distributørvirksomhed. Ejer og administrerende direktør Lars Bruhn blev Mølgaard Jensens mentor, sparringspartner og ven. Det er Mogens Mølgaard taknemlig for i dag.

- Lars Bruhn har lært mig meget om den bredere menneskelige forståelse. Resultaterne var selvfølgelig vigtige, men jeg fik et holistisk syn på det at drive virksomhed, siger han.

Selvfølgelig har han været fristet til at starte sin egen virksomhed, men han har ikke gjort det, fordi han altid har været privilegeret i sine job.

- Jeg har altid haft spændende og sjove muligheder der, hvor jeg var ansat. Der har simpelthen ikke været grund nok til at starte selv. Jeg har heller aldrig tænkt, at jeg hellere ville lave noget andet. Nu skal jeg heller ikke overdrive og sige, at der ikke har været hårde tider. Men jeg har altid været glad for det, jeg laver, selvom man godt kan misunde dem, der driver egen forretning. Man får en helt speciel følelse, når man arbejder for sig selv. Men er man langt inde i en virksomhed som Canon, får man noget af den samme følelse.

De danske kvaliteter
Når danskere klarer sig godt i udlandet, falder vi altid lidt på halen af benovelse. Men ifølge Mogens Mølgaard Jensen er den danske folkekarakter særdeles velegnet til at begå sig i internationale miljøer.

- Min erfaring med danskere i internationale stillinger siger, at de har en god baggrund for at klare sig i et multikulturelt miljø. Danske ledere er resultatorienterede, men har en fin balance og evne til at se tingene fra andre vinkler. Jeg tror, den menneskelige approach er et medfødt dansk værdigrundlag. Man kan kalde det en god midterkultur, uden at vi er ekstremt konsensusdrevet eller meget egenrådige som ledere. Japaneren driller mig med, at der efterhånden er så mange danskere på store poster i Canon Europe. De tror, jeg trækker danskerne ind i netværket. Men i min stilling kan jeg ikke tillade mig at tage hensyn til folks nationalitet, kun til deres kvalifikationer.

Mogens Mølgaard Jensen er københavnerdreng, opvokset på 60'ernes Østerbro. Hans far var selvstændig og drev en maskinproduktionsvirksomhed. Han har fra barnsben oplevet de problemer, en virksomhedsejer har.

- At være sammen med min far har præget mig mere end min uddannelse til ingeniør eller min skolegang i det hele taget. Og HP har præget mig fantastisk meget. Her fik jeg en større uddannelse end i skolen. Jeg studerede i udlandet og fik opbygget et internationalt netværk, fortæller han.

Mogens Mølgaard Jensen er gift for anden gang. For fem måneder siden blev han og hans hollandske kone forældre til en datter.

- Selvom jeg bliver vækket om natten, er jeg taknemmelig for at prøve det igen, siger han.

Konflikten er altid at finde balancen mellem familieliv og arbejde, når man samtidig bestrider en stor stilling.
- Jeg ved, det er en floskel, men jeg prøver at få det meste ud af tiden. Selvfølgelig bruger jeg ikke tid nok på min familie, men jeg prøver at være i godt humør, når jeg er hjemme. Man må leve med at der er lidt afsavn, når man har et topjob og en lille ny, siger Mogens Mølgaard Jensen.

Familien flyttede til London for et par år siden, da han fik sin første lederstilling i Canon som EMEA-chef for e-business.

- Når man flytter til udlandet er man tvunget til at rykke alle sine rødder op. Det er hårdt, men sundt, for man gror fast. I London møder du 14 forskellige nationaliteter, når du går ned på gaden. Du bliver nødt til at være åben. Derfor bliver man overrasket, når man kommer hjem og ser, hvor små problemer der er her.

Hjem til Danmark
Kometkarrieren er ikke et produkt af ubændig ambition, mener Mogens Mølgaard Jensen.

Gør man sit arbejde godt, kommer belønningen og avancementerne af sig selv, siger han.

- I dag nøjes jeg med at nyde det, jeg laver, og min højeste ambition er, at det skal være spændende. Det er et privilegium, at jeg som 45-årig kan prioritere det højest. Det er en erkendelse, man når, når man bliver ældre. Man stræber selvfølgelig i sin ungdom, men i dag er det næste skridt ikke så vigtigt.

Selvom han holder meget af at bo i London, vender han temmelig sikkert tilbage til Danmark. Han savner skov, strand og natur og ikke mindst nærmiljøet og den sikkerhed, der er i Danmark.

I øjeblikket har Mogens Mølgaard Jensen kun en fritidsinteresse, og det er den lille pige derhjemme.
Ellers er det den lille kugle på de hullede, men tætklippede græsplæner, der trækker, når den står på motion.

Boks:
Sagt om Mølgaard Jensen

Jørgen Bardenfleth, administrerende direktør i Intel (Giga), overtog jobbet som administrerende direktør for HP i 1995 efter Mogens Mølgaard Jensen:

- Det er mange år siden, jeg sidst har arbejdet sammen med Mogens, men jeg husker ham som en hårdtarbejdende, ambitiøs, nysgerrig, med en god portion selvtillid og appetit på karriere, også internationalt.

Lars Bruhn, ven og mentor, i dag bestyrelsesformand i Internet Ventures Scandinavia:

- De færreste matcher Mogens' evne til at analysere de komplekse problemstillinger, der er i en organisation. Han kom til Bruhn A/S, da vi var i færd med både at videreudvikle organisationen og sælge den til vores hovedleverandør, Canon. Mogens formåede at holde fast og styre igennem processen, fortæller Lars Bruhn om sin fremmelige protegÈ.
- Som privatperson er han er et varmt og dejligt menneske, der holder fast i sine venskaber. Han stimuleres ved intellektuelle udfordringer og er bevidst om sit eget værd som forretningsmand og øger hele tiden sin værdi. Han tænker over tingene og er åben.

FOTO:TORBEN KLINT

Billedtekst:
- Det er et privilegium ikke at skulle tænke på løn eller næste skridt i karrieren. Jeg kan koncentrere mig om det, jeg synes er spændende, siger Mogens Mølgaard Jensen, Canon Europe's øverste chef for forretningsudvikling og strategi.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere