Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juni 2002.
En pixel elleret billedpunkt er en af IT-verdenens få logiske enheder, og det betyder, at alle taler om dpi (dots pr. inch), men i virkeligheden burde man tale om ppi (pixels pr. inch).
Det er en tommelfingerregel, at man skal scanne med 1,5 gange den punkttæthed, som slutmediet (print, skærm, avis eller lignende) har. Men i virkeligheden er den regle nærmest umulig at overholde, fordi alle blander dpi og ppi og tager pixlerne som gisler.
En pixel eller et billedpunkt er en truet enhed, fordi den ikke er målbar. En pixel har ingen størrelse, og der er ingen normer for pixels. En pixel er en enhed, der bare er sivet ind i IT-verdenen.
Det er faktisk ikke så heldigt i vores standardiserede verden.
For pixels kan tælles. Men heller ikke andet. Det har medført en almen forvirring om billeder og angivelser af størrelser af dem.
Alle er enige om, at mange pixels er godt, og de skal helst pakkes så tæt som muligt. Derfor bruger alle også enhederne dpi (dots pr. inch) og ppi (pixels pr. inch), men pixels og dots er ikke nødvendigvis det samme.
Alle scannere specificerer deres punkttæthed i dpi, men det ville være mere logisk at angive specifikationen i ppi, fordi scanneren kigger på lysværdier i et billedpunkt. Men ingen angiver ppi for scannere. Det skyldes måske, at printeres udskriftstæthed altid specificeres i dpi. Og at man derfor gerne vil give illusionen af at kunne sammenligne punkttæthed for de to typer enheder.
Dpi og ppi
Der er historiske årsager til, at man bruger dpi ved printere, men det er i dag primært marketingsnak. Ved en farveprinter er dpi og ppi nemlig ikke nødvendigvis det samme.
Egentlig stammer dpi-enheden fra dengang, de første matrix-printere dukkede op. Her kom en kvik person på at specificere printeres evne til at udskrive detaljer i en angivelse af hvor mange prikker pr. tomme, de kan udskrive. Det holder vand for monokrome printere og nogle typer af farveprintere. Men en prik er ikke nødvendigvis det samme som et billedpunkt ved en inkjet-printer. Skal printeren udskrive gråtoner, bliver sorte prikker sat i et mønster, som på afstand illuderer gråtoner.
En farveprinter bruger samme teknik, idet printmønsteret så består af farverne cyan, magenta, gul og sort (CMYK). Men det er den fysiske størrelse af dette prikmønster, som er interessant, for prikmønstret er nemlig en pixel. Bruger printeren for eksempel et prikmønster på 8 x 8 felter, så er dette i realiteten et billedpunkt.
Men printerfabrikanterne opgiver altid printerens formåen i dpi, fordi dette tal er højere. Men ppi ville være meget mere relevant for printere, mens den er ligegyldig ved scannere, hvor dot og pixel er synonyme.
Relevansen ligger i, at man naturligvis gerne vil kunne scanne lige præcis nok billeddata til at kunne udskrive med bedst mulig resultat, men ikke flere. Men det er svært, netop fordi dpi og ppi ikke er det samme for en printer.
Scannere ser i samme punkt
Normalt kigger en scanner ikke på punkterne enkeltvis, men gør det rækkevis. Typisk har en A4-scanner et system, så den scanner bredden af et A4-ark ad gangen. Det er 8,2 tomme eller 21,0 cm.
I scanneren sidder der et scannerhoved, som indeholder en stribe billedelementer. Det er små "digitalkameraer", som kun kigger på et billedpunkt ad gangen. Et billedelement aflæser tre værdier for et billedpunkt, nemlig hvor meget rødt, grønt og blåt lys, som kommer fra billedpunktet.
Scannere og ppi'er
Nu er der en grænse for hvor mange små "digitalkameraer" eller billedelementer, der kan være pr. tomme scannerhoved. På nuværende tidspunkt er den maksimale grænse 600 billedelementer pr. tomme.
Det betyder, at der sidder 8,5 gange 600 eller 5.100 billedelementer i et A4-scannerhoved. Denne opgivelse af antal billedelementer pr. tomme kaldes den horisontale punkttæthed.
Nogle scannere har flere scannerelementer sat forskudt efter hinanden for at kunne opnå en højere optisk opløsning.
Scannerhovedet bliver flyttet hen over siden og scanner derved hele siden. Det sker i små ryk via en lille motor. Jo finere ryk, som scannerhovedet kan flyttes i, jo flere billedstriber kan siden opdeles i, og jo bedre punkttæthed får du. Antallet af ryk måles også i ppi.
Denne opgivelse kaldes den vertikale punkttæthed. Nu er det langt nemmere at fabrikere en lille præcis motor, end det er at klemme flere billedelementer ned i et scannerhoved, hvorfor den vertikale punkttæthed tit er størst.
Typisk har en scanner med en 600 ppi horisontal punkttæthed en vertikal punkttæthed på 1.200 ppi. Det opgives normalt som 600 x 1.200 ppi.
Optisk punkttæthed
og simuleret punkttæthed
Den optiske punkttæthed laves mekanisk af printeren, og siger noget om hvor mange små billedelementer, der er i scannerhovedet, og i hvor mange hak scannerhovedet kan flyttes.
Simuleret punkttæthed er scannerens software, der interpolerer ekstra billedpunkter. Det kan softwaren være mindre eller mere god til. Men normalt er billedbehandlingsprogrammet bedre til det end scannerens driver.
En simuleret punkttæthed på 3.600 ppi betyder, at en scanner med en optisk opløsning 300 ppi skal danne 11 nye billedpunkter ud fra hvert ægte billedpunkt. Det er mest holdbart i marketingsammenhæng - ikke i praksis.
Det er i fotografisk sammenhæng ligegyldigt med simuleret punkttæthed, idet almindeligt fotopapir har en punktæthed på 200 ppi, hvilket betyder, at en scanning på 300 ppi er nok.
Men disse 300 ppi skal så måske udskrives på en printer, hvor punkttætheden opgives til 2.400 dpi, men uden den reelle ppi-opgivelse for printeren er der ingen, som aner, om det vitterlig er optimalt.
Billedtekst: Dette 20 x 36 pixel billede har en punkttæthed på 6 ppi, og er derfor mere kunstrisk end praktisk. For at bruge en scanner med bedst mulig resultat skal man kende punkttætheden både for det scannede medie og for uddata-mediet, ellers kan det ende således.
