Portræt af en alternativ nyhedskildeDet søgende menneske på nettet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. januar 2002.


Weblog. Robotwisdom er med snart fire år på bagen nettets ældste personlige online-dagbog samtidig med, at det er en af de mest citerede - først og fremmest fordi ophavsmanden Jon Barger, der navngav begrebet weblog, er stabil og har forbløffende brede interesser. Men han spinder ikke guld på sin indsats, hvilket i grunden harmonerer udmærket med, hvad han kalder sin psykologiske blokering over for mammon.

En ærkenørd - men på den fede måde. Sådan kunne man lidt poppet karakterisere ophavsmanden til webloggen robotwisdom, Jon Barger. Et kik på linkene de seneste dage spænder fra en kommentar (fra New York Times) til energiselskabet Enrons krak og en gennemgang af en iMac-lignende Linux-pc fra producenten OEone. Over en omtale af en bog om Mowgli-lignende børn, der har levet alene i vildmarken og et spørgsmål i det amerikanske senat om omkostningerne ved at rydde op efter de nylige tilfælde af miltbrandsmitte. Til billeder af polospil med en gedekrop i Afganistan og en rundtur i Ecstasy-miljøer i klubberne i San Francisco og Detroit i begyndelsen af 90'erne.
Herud over er robotwisdom det rigtige sted at kikke, hvis mange er interesseret i den aktuelle debat om brugerflader til websteder, i den irske forfatter James Joyce eller hans samtidige eller i kunstig intelligens (AI). Eller i nye teorier om menneskets forhistorie, i avantgarde-kunsteksperimenter med video på nettet eller i alternative nyheder fra Mellemøsten.
For omkring et år siden var weblog-begrebet opreklameret som den næste bølge af nyhedsformidling på nettet. Tanken var besnærende, fordi den - i teorien - er så enkel: En intensiv netbruger fører på sin webside en slags dagbog over, hvilke links han eller hun har fundet interessante og hvorfor. På den måde kan andre, der deler webloggerens interesser, få gavn af andres surf.
Vedholdenhed og bredde
Brugen af en række weblogs det seneste år har imidlertid vist, at her gælder det bibelske princip, at mange føler sig kaldede, men få er udvalgte. Dels viser det sig, de færreste har en tilstrækkelig bred allround-viden til at kunne vælge så stort et spænd af henvisninger, at det bliver interessant for en bredere kreds. Dels kniber det med vedholdenheden: Mange potentielt spændende weblog-projekter går død efter et par måneder, fordi ophavsmanden skal til Australien et halvt år eller flytter uddannelsessted - eller bare får et liv med kæreste og arbejde.
- Weblogs er som de bål, folk i gamle dage tændte på bakketoppe, når de ville sende meddelelser fra by til by. Da jeg i 1997 skiftede fra udelukkende at benytte nyhedsgrupper til at browse på internettet, oplevede jeg nettet som en hule fyldt med skatte, der henlå næsten fuldstændigt i mørke. Webloggen var et forsøg på at kaste lys over de websteder, jeg selv havde udforsket, har Jon Barger udtalt i interviews.
Evighedsstudent
Jon Bargers egen definition af en weblog er et personligt nyhedsmagasin på nettet, samlet af en mand, der for et par år siden angav at bruge op mod syv timer om dagen på nettet - godt nok da han sad på et 28.8-modem.
Personligt har jeg aldrig mødt ham - og er ikke sikker på, at jeg kunne tænke mig at gøre det - men flere års brug af robotwisdom har givet mig et billede af en klassisk evighedsstudent. Født for snart 49 år siden i det amerikanske midtvesten, selvlært programmør og siden tilknyttet et undervisningsprojekt inden for kunstig intelligens på Institute for the Learning Sciences ved Northwestern University i Chicago i slutningen af firserne. På mange måder et produkt af de alternative kulturer, der voksede ud af hippiebevægelsen i slutningen af tresserne. Tilsæt hertil intensive selvstudier i James Joyces notorisk tungetalende roman Finnegans Wake, der har en magnetisk tiltrækningskraft på hypertekst-entusiaster.
Produktet af denne - indrømmet - lidt skræmmende baggrund er en weblogger, der lige som en lærd fra renæssancen er noget af en polyhistor: Han interesserer sig for det meste og det gør, sammen med hans berøringsflade i USA's alternative kulturer, at han ofte finder nyheder uden for massemediernes gennemtyggede hovedstrøm. Faktisk opfylder robotwisdom temmelig ofte den elementære nyhedsfunktion, at det er her, man først falder over de mere skæve historier.
Over fallittens rand
Men hvordan kan denne gut leve af at surfe på nettet, spørger læserne nu. Svaret er naturligvis, at det kan han heller ikke. Kort før jul kunne man læse på webloggen, at aktiviteten vil blive nedsat de kommende måneder. Jon Bargers økonomi har nået bunden. Hans situation er på dette område ikke blevet hjulpet af, hvad han kalder sin psykologiske blokering over for mammon. Denne blokering har på den anden side gjort livet behageligere for brugerne: Robotwisdom har været kemisk renset for de pop op-reklamer og animationer, der skæmmer så mange websider.
Det kommende år vil vise, om dette eksperiment, der lige som en af hovedstrømningerne bag udviklingen af internettet har sine rødder i den alternative hippiekultur, kan overleve ind i det 21.ende århundrede. Går det ikke, bliver verden lidt mindre skæv og lidt mere kedelig.

FOTO: Scanpix

Boks: Anmeldelse
Det er i høj grad en personlig sag, om man kan bruge en weblog eller ej. Man skal have nogle af de samme interesser som ophavsmanden, og helst også dele nogle af vedkommendes synspunkter. Denne bruger må konstatere, at han deler alder med Jon Barger, og deler visse yndligsforfattere og -orkestre (Thomas Pynchon og Incredible String Band). Til gengæld bliver jeg ind i mellem træt af, hvad jeg opfatter som amerikansk rygmarvs-venstreorienterethed, når der i perioder er mange link til websteder, der er kritiske over for USA's støtte til den nuværende israelske regering eller over for verdensbanken. På den anden side er fordelen ved en weblog netop, at man forholdsvis hurtigt kan få adgang til det, man vil have - og lade resten ligge. I hvert fald bliver jeg ved med at klikke ind.
Jesper Troelstrup




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere