Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. november 2001.
INTERAKTIV. Prostitutionsannoncer og digital købesex er allerede en del af internet, og samtidig skubber nye interaktive tjenester magtbalancen mellem prostituerede og kunderne. Og cybersex kan i modsætning til en optræden på stripklubben være offentligt tilgængeligt i mange år.
Internet blev allerede tidligt udnyttet til formidling af sex, men mediet begynder nu også at påvirke seksuel adfærd og omgangsformer. De prostituerede vælger net-annoncering for prisens skyld, men presses samtidig til en større grad af synlighed via billeder på internet for at skaffe kunder.
Kunderne nyder til gengæld større anonymitet og kunde-magt i cyberspace i form af eksempelvis anmeldelser af kvinderne, viser en rapport fra prostitutions-oplysningscentret PRO-Centret.
- Det er en handelsvarens logik - lige som en restaurationsanmeldelse. Men jeg tror, at for nogle kvinder kan det give alvorlige personlige komplekser at blive anmeldt for sine bryster eller seksuel formåen, siger Flemming H. Pedersen fra PRO-Centret.
Langtidsholdbare sex-seancer
Men der kan også tjenes penge på blot at vise varerne frem. Scor.dk driver cybersex-web-stedet Dildocam.dk. De medvirkende kommer ikke fra prostitutionsmiljøet, påpeger direktør Lars Castenlund fra Scor.dk. Men de lever dog alligevel af deres kroppe.
- For nogle af pigerne er det her deres eneste indtægtskilde. De kan have op til 20 og 30 sessioner på en dag, siger han.
Hos PRO-centret mener Flemming H. Pedersen, at cybersex kan være med til at rykke ved den gængse opfattelse af prostitution. Trods den manglende fysiske kontakt udsætter disse piger sig lige som de traditionelle prostituerede, som averterer med billeder, for at kunne blive afsløret og måske afpresset - og de risikerer, at billederne cirkulerer i mange år. Flemming H. Pedersen har haft kontakt med en stripper, som i dag fortryder, at hun har lagt krop til cybersex, fordi hun nu har børn.
- For hende er det en personlig pine, at billederne nu ligger der - og hun ved ikke, hvad de bliver brugt til eller hvem der ser dem, siger Flemming H. Pedersen.
Mere om cybersex side 6-7