Læs også: Pinligt billede fjernet fra tinglysningens hjemmeside
Domstolsstyrelsen kommunikationschef Emil Melchior erkender, at et nu fjernet billede af en mand med en papirpose over hovedet og tegnet kæmpesmil på posen ledsaget af en tekst om projektledelsen af den digitale tinglysning, kunne give "forvirrede signaler".
Billedet kom i fokus, da Computerworld i en artikel linkede til billedet - hvorefter Tinglysningen få timer efter fjernede billedet.
"Den side, som Computerworld specifikt refererer til, var forældet og senest opdateret tilbage i 2007, hvor siden blev sat i drift. Efter Computerworld gjorde opmærksom på siden i en artikel, fandt vi, at der ikke burde være forældede oplysninger på hjemmesiden," siger Emil Melchior.
"Derfor blev det daværende indhold slettet," siger han.
Han forklarer, at styrelsen ikke kender den præcise årsag til, at billedet blev brugt i første omgang.
"Billedet på den daværende webside blev for flere år siden sandsynligvis brugt som en slags illustration til teksten, men vi ikke kender det præcise belæg, da den pågældende medarbejder ikke er ansat i styrelsen længere," siger Emil Melchior.
"I dag kan vi da godt se, at billedet kan give forvirrede signaler," siger kommunikationschefen.
Gammel hjemmeside
Kommunikationschefen understreger, at hjemmesiden, hvor billedet fremgik, lå på "en forældet, perifær underside til domstolenes hjemmeside."
"Der er primært tale om en teknisk hjemmeside med en URL-adresse, der er forskellig fra Tinglysningsrettens hjemmeside," siger han.
Siden - kaldet e-tl.dk - blev primært brugt under udviklingen af tinglysningssystemet i årene, før digital tinglysning trådte i kraft, oplyser Emil Melchior.
"Tekniske brugere og andre interesserede kunne blandt andet benytte siden til at finde information om systemgrænseflader og udviklingen af it-systemet," siger han.
Kommunikationschefen forklarer, at i dag, hvor systemet er færdigudviklet, bliver siden "stort set ikke benyttet".
"Derfor er siden i færd med at blive lukket, da den længe ikke er blevet opdateret med andet end teknisk information. Dette er dog en ressourcekrævende proces, så det sker med et skridt ad gangen," siger han.
Emil Melchior påpeger, at Tinglysningsretten i dag har fået sin egen opdaterede hjemmeside, hvor brugere og interesserede kan læse om digital tinglysning.