I den sidste tid er det kommet frem, at kommunernes it-systemer fra leverandøren MediaLogic i flere af landets jobcentre har forvoldt massive problemer.
Men faktisk har jobcenter-løsninger givet hovedbrud igennem flere år ude hos brugerne i andre kommuner.
Tidligere har Computerworld nemlig beskrevet problemer hos Kolding Kommune, der har storspilleren KMD som leverandør.
Denne store spiller på markedet har meldt nogenlunde det samme ud som Medialogic. Det skete i forbindelse med releasen i Kolding i 2009.
"Som sagt var 2009 releasen på KMD Opera en undtagelse, som skyldes forskellige faktorer, såsom implementeringen af det enstrengede beskæftigelsessystem, mange lovændringer, tæt integration til Arbejdsmarkedsportalen og kort tid til at levere den krævede funktionalitet," sagde Kenneth Mikkelsen, som er områdedirektør og forretningsansvarlig i KMD for arbejdsmarkedsområdet.
KMD erkendte dengang, at systemet var en "udfordring" for kunderne.
Problemer i 2007 og 2008
KMD beskrev videre på sin egen hjemmeside, at selskabet havde en "en række opstartsproblemer i 2007" og at første halvår af 2008 blev "benyttet til fejlretning og kvalitetssikring."
I sidste uge erkendte KMD så, at man fortsat ikke er i mål.
Et hav af sager har da også vist, at foråret 2010 må siges at være kulminationen på it-problemerne i landet jobcentre.
Ni kommuner har foreløbig meldt om store problemer efter en release fra Medialogic den 26. april 2010.
KL (Kommunernes Landsforening) har ligeledes indkaldt både KMD og Medialogic til en kammeratlig samtale.