De seneste dage har nettet været fyldt med rygter om Apples nyeste elektroniske udstyr, og flere af dem viste sig at være sande.
I går aftes dansk tid lancerede Apple på konferencen Macworld 2008 nemlig en ventet supertynd bærbar computer, der allerede havde cirkuleret uofficielle billeder af online. MacBook Air hedder den flade følgesvend, og som navnet antyder, er det ikke nogen sværvægter.
På sit tyndeste punkt er den 0,4 centimeter ”tyk”, og i sammenklappet form er højden 1,94 centimeter. Vægten er 1,36 kilo.
Det er muligt at konfigurere computeren på forskellige måder. Et eksempel er en 1.6 GHz Core 2 Duo processor, to gigabyte ram og en 80 gigabyte harddisk. Prisskiltet er 1.700 dollar, cirka 8.500 kroner.
Du må dog smide flere gyldne mønter efter en version med en processor på 1.83 GHz og en harddisk af typen solid state på 64 gigabyte (læs mere om solid state her). Prisen er 3.098 dollar, cirka 15.500 kroner.
Skærmen er i begge konfigurationer 13,3 tommer, og Apple lover, at batterilevetiden er fem timer.
For at holde vægten og den slanke linje har Macbook Air intet indbygget dvd-drev. Det er muligt at købe et eksternt og tilslutte det til den bærbare, men Macbook Air kan også trådløst ”nasse” på andre computeres drev.
Oh my God
Under Macworld 2008 var mange Apple fanboys samlet for se Apples topchef, Steve Jobs, løfte sløret for den nye computer. Vi er selv begejstrede for ny elektronik, men vi kunne ikke lade være med at smågrine under dette videoklip, hvor Steve Jobs hiver MacBook Air op af en gul konvolut, og en af de tilhørende nærmest med åndedrætsbesvær udbryder: ”Oh, my God.”. Lyt godt efter.