Betaversionen af den første Service Pack til Windows Vista er på trapperne, måske så meget at den allerede kommer i denne uge.
Men noget tyder på, at det desværre kun er en udvalgt skare af testere, der får lov at kigge nærmere på betaversionen. I hvert fald her og nu.
Hvad Service Pack 1 egentlig kommer til at indeholde, er Microsoft ikke meget for at fortælle om, men diverse sikkerhedsopdateringer er ikke til at slippe uden om. Og de er sjældent særligt spændende. Så indtil videre er det svært at se frem til noget som helst.
Kilder tæt på Microsoft siger, at den endelige Service Pack 1 kommer til november. Mange, særligt virksomheder, afventer da også den nye Service Pack, før de vælger at gå fra XP til Vista. Netop det kan spille ind på Microsofts lanceringsplan.