Microsofts spradebasse er i byen

Han er topchef i Microsoft, han er nummer 24 på listen over verdens rigeste mænd, og så er nettet fyldt med pinlige videoklip, hvor han virker fuldkommen vanvittig. Nu er manden i København – mød Steve Ballmer.

Microsofts spradebasse er i byen

Ledsaget af Gloria Estefans nummer "Get on Your Feet" kommer han på scenen. Løbende. Skrigende. Viftende med armene.

Publikum på den store Microsoft-konference ved ikke, om de skal grine eller græde. Hans skjorteknapper er ved at sprænge ved de voldsomme bevægelser. Men manden fortsætter med at hoppe ukontrolleret rundt i en stor cirkel, mens han brøler løs og peger mod loftet.

Det hele bliver optaget på video, som naturligvis hurtigt smides online og døbes "The Monkey Boy Dance".

En episode, som i dag topper en uofficiel liste over de mest pinlige øjeblikke i internettets historie.

Manden på scenen er Steve Ballmer. Ikke et hvilket som helst brølehoved, men derimod topchef i Microsoft og i dag nummer 24 på listen over verdens rigeste mænd ifølge Forbes.com.

Bills bulldozer

Det var Bill Gates, som hentede Steve Ballmer til Microsoft i 1980. De kendte hinanden fra universitetet Harvard, hvor de begge havde studeret.

Steve Ballmer fik rollen som Business Manager, og skulle bruges som bulldozer for at få softwarefirmaet frem i verden. Selv i de første reklamefilm for Windows, var det Steve Ballmer, som gik forrest.

I dag virker de ufrivilligt morsomme og får de danske Biva-reklamer til at virke finkulturelle.

Men man skal ikke tage fejl af Steve Ballmer. Trods de pinlige episoder har han et energiniveau og en entusiasme, som kan tage pusten fra enhver.

Han er kendt for at være en benhård forretningsmand, og han er bestemt ikke bleg for at komme med barske kommentarer rettet mod sine konkurrenter. Verbale øretæver uddeles tit og ofte til både Apple og Google.

Ballmer i København

I øjeblikket er Steve Ballmer i København for at fejre, at det er fem år siden, at det danske firma Navision blev en del af Microsoft.

Under navnet Microsoft Development Center Copenhagen er det softwaregigantens største udviklingscenter i Europa, og det er her Steve Ballmer skal holde tale for de 900 medarbejdere, samarbejdspartere og den indbudte presse.

Et kæmpe hvidt telt er stillet op foran Microsofts danske base, og indenfor er en scene sat op. Før man får adgang til teltet, bliver ens medbragte tasker på ægte amerikanske vis undersøgt af bredskuldrede og kronragede sikkerhedsvagter.

Medarbejderne vimser rundt inde i teltet med brunch-tallerkner og sniksnakker med hinanden, indtil den danske chef for Microsoft Development Center Copenhagen, Klaus Holse Andersen, går på scenen, der er badet i farverige spotlight.

Steve Ballmer er også kommet ind i teltet. Han står i døråbningen, tæt på scenen. Et sort jakkesæt indrammer den korpulente mand, og han kigger stille op mod Klaus Holse Andersen. Ballmer er helt rolig. Ingen store armbevægelser.

I sin højre hånd holder han et stykke hvidt papir, som er foldet på midten. Han kigger en enkelt gang på det, men talen er vidst ikke noget, han behøver at øve sig mere på. Det får igen lov at hvile i hans højre hånd, mens han kigger op mod scenen.

Det er svært at tro, at det er samme mand, der er kendt for sine vilde sceneoptrædener. Han hvisker et par ord med en af sine medarbejdere, der også er ulasteligt klædt i mørkt jakkesæt.

Klaus Holse Andersen er færdig med sin tale. Nu overlades
spotlightet til Ballmer, og så sker der noget. Klapsalverne brager løs, og han er som forvandlet.

Snakketøjet er på et splitsekund oppe i omdrejninger. Han taler som træneren til en bokser, der er midt i en pause ved ringside, i sit livs vigtigste kamp. En peptalk fra en anden verden. Microsoft får ros, den danske afdeling får ros. Ind i mellem har han overskud til at fyre en vittighed af. Publikum i det hvide telt fniser, griner og er tryllebundet.

Steve Ballmer går hjemmevant rundt oppe på scenen, mens talestrømmen rammer publikum som et maskingevær. Det er svært ikke at være tryllebundet af hans optræden i det hvide plastiktelt, og han ved, at han har publikum i sin hule hånd.

Til sidst sætter Steve Ballmer igen snakketøjet på standby, og han ledsages af et massivt bifald, da han forlader scenen og det hvide plastiktelt. En flok fotografer hægter sig på ham, og Ballmer får to minutter til at sole sig i blitzlyset, inden han gelejdes væk af en mindre hær af store mænd i jakkesæt.

Steve Ballmers visit er forbi, og han nåede ikke engang at vise sin "Monkey Boy Dance".




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere