Under mobil-messen 3GSM i Barcelona har Microsoft som ventet løftet sløret for Windows Mobile 6, det nye styresystem til pda'ere og smartphones.
Blandt nyhederne er muligheden for at læse e-mail i HTML-format. Det betyder, at tekst og billeder i e-mail ser ud præcis, som man kender det fra Outlook på computeren.
Samtidig gør en længe ventet ny version af Office Mobile det muligt at læse og redigere filer fra Word, Excel og Powerpoint uden at fjerne formatering eller billeder fra dokumentet.
Med Windows Mobile 6 skulle det også være nemmere at koble mobiltelefonen op til en pc med Windows Vista og synkronisere musik, billeder, film og informationer fra Outlook.
Ifølge Microsoft kan vi herhjemme snart få flere telefoner at se, som udnytter Windows Mobile. HP, Samsung, LG og Motorola er på vej med nye modeller, der har det nye styresystem indenbords.
I næste uge bringer vi en grundig gennemgang af de nye funktioner i Windows Mobile 6.