Nintendos Wii så til at begynde med ikke ud som en frygtindgydende konkurrent til Microsofts Xbox 360 og Sonys PlayStation 3.
Ordet "underdog" var slet ikke tilstrækkeligt i den sammenhæng.
Men med smarte funktioner har Nintendo gang på gang været i stand til at overraske konkurrenterne, der måske har undervurderet den kommende konsol, selv om den på papiret ikke kan matche de andres grafik-råstyrke.
Senest har Nintendo afsløret over for Usatoday.com, at det ikke kommer til at koste noget at spille med konsollen online modsat Microsofts onlinetjeneste, Xbox Live, hvor der er kontant afregning. Med Nintendos konsol slipper man dermed for yderligere betaling, når man har købt sig et spil til sin maskine.
Tidligere har Nintendo også fremvist nogle af Wii's funktioner, der ser interessante ud. Især controlleren har imponeret, da den bruges yderst aktivt, når der spilles.
I et tennis-spil skal den eksempelvis svinges, som en rigtig ketcher, hvis man skal ramme den virtuelle bold.
Samtidig kan Wii gå trådløst på nettet, så man slipper for at rode med kabler, hvis man vil spille med vennerne online.
Nintendo Wii ventes at være på gaden til november, og prisen bliver væsentlig lavere end konkurrenterne Xbox 360 og PlayStation 3.
Wii forventes at koste 250 dollar, cirka 1.500 kroner. Men den nøjagtige danske pris bliver ganske givet højere.