iTunes - iPods bedste ven
Fordele ved iTunes
Enkel, overskuelig og ikke overlæsset med funktioner, du ikke har brug for.
Hvis du har en Ipod, er det superenkelt at synkronisere den med Itunes.
Lækre funktioner som for eksempel smarte spillelister.
Tæt sammenknyttet med Apple Musicstore, for øjeblikket den største musikbutik på internettet.
Håndterer mere end bare musikfiler, for eksempel webradio, video og podcasts.
Ulemper ved iTunes
Langsom, hvis du har mange musiknumre.
Har en tendens til at ville styre og ordne en del i din musiksamling, hvis du ikke passer på.
Understøtter for eksempel ikke WMA, Flac og Ogg Vorbis.
Smarte spillelister
Smarte spillelister (playlists) betyder, at du bestemmer en række kriterier, som musiknumrene på listen skal opfylde.
Du kan for eksempel have en liste med musiknumre, der er udgivet efter 1990, men før 2000, er højst fire minutter lange og skal have ordet “ready” i titlen. Eller hvorfor ikke de femten længste musiknumre, som er lagt ind den seneste måned med en bithastighed på mere end 160 Kbit per sekund? Næsten alt er muligt.
Alternativer til iTunes
Music Match Jukebox
Music Match Jukebox er en afspiller, der har været med længe og har arbejdet sig op til version 10. Afspilleren er helt fokuseret på musik; du kan altså ikke afspille film eller se billeder med programmet. I øvrigt er Music Match Jukebox et program, der kan det hele, når det gælder cd-brænding, web-radio, indspilning og afspilning. Visse funktioner kræver dog, at du investerer en vis sum penge i den fulde version af programmet.
Winamp
Det klassiske program fra MP3-filernes barndom i midten af 90’erne. Der har været utallige opdateringer af Winamp, og det er stadig en af de bedste måder at lytte til musik på en computer. En stor fordel er, at der findes et hav af skins, altså forskellige udseender af afspilleren, og plug-ins, som du kan arbejde med for at gøre afspilleren endnu bedre og flottere.
Windows Media Player
Er kommet i version 10 og er egentlig Microsofts modstykke til Itunes. Hvis du har en afspiller fra for eksempel Creative eller Iriver, kan du med fordel anvende Windows Media Player. Programmet ligner på nogle punkter Itunes, men betragtes af mange som lidt mere besværligt og rodet. Det understøtter dog afspilningen af filmfiler bedre end Apples Quicktime.
Media Monkey!
Media Monkey er en blanding af Winamp og Itunes, både hvad angår udseende og funktioner. Afspilleren er overskuelig, har mange smarte funktioner og er hurtigere og bedre end Itunes til at håndtere en større musiksamling. Du kan også anvende samme skins og plug-ins til Media Monkey, som du kan til Winamp. Basisprogrammet er gratis, men hvis du betaler en smule ekstra, får du flere funktioner, som dog ikke er livsvigtige for en enkel håndtering.
www.mediamonkey.com