Gamergrej i lange baner
Lige siden de første pc’er så dagens lys, har spilindustrien været med til at drive de tekniske krav fremad i en evig spiral mod bedre lyd, flottere grafik og hurtigere computere.
Køber man i dag en af markedets billigste desktop-pc’er til under 2.000 kroner får man ikke blot indbyggede grafiske kredsløb til visning af – nå ja – relativt nye 3D-spil, men også indbygget surround. Er man mere ambitiøs og spenderer 8-10.000 kroner, vil man kunne afvikle alle de spil, der kan kravle og gå i Boomtowns netcafeer, på et rigtig fornuftigt niveau.
Vil man have den sublime grafik, skal der dog flere penge på bordet. Vinderen af denne måneds grafikkort-test, GeForce 7900GTX koster for eksempel fra 3.700 kroner, men så kan du også spille de fleste nye spil i 1.600 × 1.200 med alle detaljer sat til maksimum.
Flot udsyn
Dertil kommer udgiften til en god skærm, og vil man være ekstravagant, er det godt at vide, at de hurtigste grafikkort ikke har nogen som helst problemer med at trække en 24 tommer LCD-skærm i bredformat som eksempelvis Dell UltraSharp 2405FPW.
Man skal dog ofre lidt ekstra for også at kunne tackle storebroderen på 30 tommer, UltraSharp 3007WFP. Den viser nemlig en opløsning på ærefrygtindgydende 2.560 × 1.600 pixels, men koster også godt det dobbelte.
Men før man køber en rigtig grum fladskærm i bredformat, skal man lige huske at kontrollere, om ens yndlingsspil understøtter skærmformatet – det gør langt de fleste nye titler – eller om skærmens opløsning alternativt kan justeres.
I modsat fald risikerer man billeder med forvrængede proportioner, og det er ikke kønt. De to Dell-skærme har en opgivet responstid på henholdsvis 16 og 14 millisekunder, og det er helt acceptabelt.
Ud med spøgelserne
Feinschmeckere vil mene, at responstiden skal endnu længere ned, da man så med endnu større sikkerhed eliminerer LCD-skærmenes tilløb til skygger og haler efter bevægelige elementer – også kaldet ghosting.
Det har naturligvis stor betydning ved spilbrug, og her vil en skærm som den 19 tommer store ViewSonic Xtreme LCD VX924 være en mulighed. Her er den oplyste responstid helt nede på 2 millisekunder, og så begynder det virkelig at ligne noget.
Man kan naturligvis også slippe billigst og – vil de allermest indgroede gamere mene – bedst, ved at købe en billedrørsskærm på 19", hvor responstid og deslige i sagens natur slet ikke er noget problem.
De koster fra 1.200-1.500 kroner og op, men befinder sig som bekendt også i en vægtklasse, hvor det er klogt at alliere sig med et flyttefirma, hvis man skal til LAN-party.
Men hvor skærm og grafikkort ofte købes som del af en samlet computerløsning, finder man efterfølgende ud af, hvor mange andre ting, der kunne være rare at have, hvis man virkelig skal gøre sig gældende på den virtuelle slagmark. Dem kigger vi nærmere på over de følgende sider.
Gode reflekser
Inkarnerede computerspillere har et nærmest religiøst forhold til deres mus. Men trods forbedret batteriteknologi og stadig mere præcise radioforbindelser ser mange endnu skævt til de trådløse løsninger af den simple årsag, at et godt gammeldags kabel stadig giver den hurtigste og mest stabile signaltransmission.
Der er selvfølgelig også ledning i Razer Copperhead, en mus beregnet til computerspil og intet som helst andet. Lynhurtig responstid og ditto signaloverførsel samt et utal af justeringsmuligheder og designmæssige detaljer gør Razers produkt til den ondeste rotte i gamerhulen. Kan man måske leve uden guldbelagte USB-stik?
Lodder til justering af vægt og balance er originalt ekstraudstyr, men bruger man dem, ryger garantien en tur. Meget mystisk, men det betyder mindre, når modstanderen forsvinder i en sky af granatfragmenter.
En direkte konkurrent er Logitech G5 Laser Mouse, der ligeledes kan bryste sig af en optisk lasersensor med en opløsning på 2.000 dpi. Man kan dog let sætte følsomheden ned, hvis det bliver lidt for meget.
Det sindrige lodsystem gør det let at pille ved vægten, så den passer til ens spillestil. Firmaet er i øvrigt på trapperne med en nedskaleret og lidt billigere lillebror, G3.
Fra Creative ser vi den noget billigere Fatal1ty 1010 Mouse, ligeledes med lodder.
Creative-musen lider under svære ergonomiske kvaler, men til prisen overkommer man måske også at have en arbejdsmus ved siden af.
I den mere alsidige afdeling kan man eksempelvis kaste sig over Microsoft Laser Mouse 6000, der er ganske habil med en granatkaster, er relativt billig samt velegnet til strategispil eller mere gyserorienteret kontorkrig. For eksempel når selvangivelsen skal modificeres på skat.dk.
Til tasterne!
Der findes også adskillige spiltastaturer på markedet, og et af de mest markante er Zboard. Her kan man sætte hele nye tastatursæt direkte ovenpå tastaturets underliggende base, så tastaturet er skræddersyet til det aktuelle spil.
Tastaturets software registrerer automatisk, når man skifter tastesættene ud. Zboard leveres med dansk standard-tastatur samt et tastatursæt, der er målrettet skydespil med ekstra store bevægelsesknapper og et arsenal af specialfunktioner.
Man kan udvide lageret med tastatursæt tilpasset spil som Call of Duty 2, World of Warcraft og mange, mange flere. Zboard har også makrofunktion, som husker tastesekvenser og kan tilegne dem genvejstaster. Praktisk, hvis man vil skifte til natkikkert, justere kikkertsigtet og tømme feltflasken for slivovic i en og samme glidende bevægelse.
En anden mulighed er Raptor Gaming K1. Tastaturet ser umiddelbart traditionelt ud, men har otte selvlysende taster samt ekstraordinært kort vandring samt guldkontakter, så man kan bevæge sig hurtigere end sin egen skygge.
Heller ikke i denne kategori kommer vi uden om udstyrsgiganten Logitech, der med sit tjekkede G15 Gaming Keyboard byder på både baggrundsbelyste taster, makrofunktion og bunkevis af genveje.
Tastaturet har også et lille LCD-display, der skulle kunne vise spilinformationer. Det er imidlertid så som så med brugbarheden; dels understøtter de færreste spil funktionen, dels er man så godt som død, hvis man flytter blikket fra computerskærmen. Så måske er der en pointe i at vente på lillebroderen G11, der har en række af de samme funktioner, men uden det lille display.
Bulder og brag
I dag er det utænkeligt at forestille sig et computerspil uden så meget bulder og brag, at d’herrer i Metallica og Iron Maiden må bøje sig i støvet. Man kan naturligvis lade sig nøje med bundkortets indbyggede lydchip, men skal man have alle effekterne med i fuld 7.1 surround, er det svært af komme uden om Creative Labs, der sidste år lancerede en række meget roste lydkort i Soundblaster-serien, baseret på firmaets egen X-Fi-chip.
Kortene kan dels opskalere gemene MP3-filer overbevisende, dels udnytte samtlige lydeffekter i de nyeste computerspil.
Man kan dog være uheldig at opleve børnesygdomme, når spillene ikke anerkender kortet som andet et “almindeligt” lydkort uden alle X-Fi-finurlighederne, men den slags problemer har det heldigvis med at blive patchet over tid.
Så er man til god lyd – og masser af den – er Creative Sound Blaster X-Fi Fatal1ty et bud. Denne udgave har navn efter Creatives samarbejde med den professionelle computerspiller Johnathan “Fatal1ty” Wendel, og her er blandt andet ekstra 64 megabyte ekstra indbygget hukommelse for bedre spilafvikling.
Desuden kan man hygge sig med en ekstremt velfungerende virtuel surround-effekt over et par almindelige stereo-hovedtelefoner.
For selv om der efterhånden står rigtig mange 5.1- og 7.1 pc-højttalersæt rundt omkring i de danske hjem, så er det begrænset hvor megen glæde, man har af dem, når familien (og naboerne) først er gået i seng.
Altså typisk der, hvor man har tid til at være i fred med sine spil. Derfor er headsets med indbygget mikrofon ofte en bedre idé til det formål, og her kan næsten alle fabrikanter være med.
Et godt bud er Steel Sound 5H fra Soft Trading. Her kan man skubbe mikrofonen ind i sættet, så den ikke generer, risikerer skader eller ser kikset ud, når den ikke anvendes. Desuden kan man skille hele headset’et ad under transport, så man ikke knækker bøjlen.
Ægte surround får man imidlertid først, når der vitterlig er flere højttalere i høretelefonerne. SPEED-LINK Medusa 5.1 ProGamer Edition har hele otte højttalerenheder – fire i hver ørekop – og det gør headset'et i stand til at afspille alle seks lydkanaler uden kunstig opskalering.
Requesting fly by
Flysimulator-entusiaster fås i tre varianter: De nysgerrige, de let afvigende og de kuleskøre. Sidstnævnte er naturligvis uden for pædagogisk rækkevidde og stiller sig ikke tilfreds med mindre end en autentisk 747-kabine med tre 52-tommer skærme og hydraulisk styring af kabinens hældning.
Mere dødelige skrivebordspiloter er dog ualmindeligt godt stillet med Saitek X52 Flight Control System, der har separat håndtag til motorkontrol, indbygget display og et utal af knapper og justeringsfunktioner.
Alt i alt ser X52 så spændende ud, at det nok skal få den lille Luftwaffe-pilot i mavesækken til at finde de prøjsiske marchhymner frem. Saiteks super-joystick findes næppe i den lokale radio/tv-biks, men kan bestilles i specialbutikker som for eksempel på www.betafon.dk.
Mindre ambitiøst – men slet ikke tabt bag en Hercules – er det analoge Logitech Force 3D Pro med force-feedback og tilstrækkeligt med funktionalitet til at kunne betjene de mest nødvendige funktioner fra stick'et.
Mere action-orienterede gamere savner undertiden et supplement til tastaturet, når der skal styres fly og helikoptere i for eksempel Battlefield 2.
Her kan man ofte klare sig med en noget billigere gamepad, for eksempel en Thrustmaster FireStorm Dual Analog 3.
En ordentlig måtte
Som seriøs computerspiller byder man ikke sin mus hvad som helst, og det giver i hvert fald minus street-credit at slæbe sin Bilka-måtte med i byen.
Danske Soft Trading har de senere år haft stor succes med sin egen Steelpad-serie, og seneste skud på stammen – Steelpad 5L – er særligt tilpasset nyeste generation af lasermus. Måtten er opbygget i lag af forskellige materialetyper, så man får en nærmest stoflig fornemmelse, men uden friktion og fnuller.
En størrelse på op mod et A3-ark samt et flot baggrundstryk sørger for, at den ikke forsvinder i papirbunkerne på skrivebordet.