Store udsving i kvalitet og pris

Med et program til bredbåndstelefoni forvandles com­puteren til en udmærket­ telefon, som kan spare dig for mange penge. Fra computer til computer koster det slet ikke noget at ringe. Fra computer til mobil­net eller fastnettelefon kan det være betydeligt billigere end den almindelige telefon. Men det gælder om at vælge det rigtige program, for samtalepriserne varierer en del.

Store udsving i kvalitet og pris

Skype-programmet er indtil nu blevet hentet på internettet 200 millioner gange. Skype, som blev grundlagt af danske Janus Friis og den svenske entreprenør Niklas Zennström, er et af pionerforetagenderne inden for bredbåndstelefoni, når det gælder om at ringe fra én computer til en anden og fra en computer til en fastnettelefon og mobiltelefon.

I efteråret 2005 blev Skype solgt til amerikanske Ebay for 17 milliarder kroner, et godt bevis på, at der er mange penge at tjene inden for bredbåndstelefoni, og at markedet vil vokse.

Skype er da også langt fra alene på markedet i dag. Ikke mindst i Sverige, USA og Norge har man indset potentialet, og de fleste programmer til bredbåndstelefoni kommer netop fra disse tre lande.

Internettelefoni, IP-telefoni eller bredbånds­telefoni – kært barn har mange navne. Vi har valgt at anvende ordet bredbåndstelefoni, fordi vi synes, at det virker mest logisk.

Det beskriver, hvad det handler om, nemlig at ringe via en bredbåndsforbindelse.

Fra pc til pc og telefon

Der findes flere varianter af bredbåndstelefoni. Vi har testet løsninger, hvor man kun anvender computeren sammen med et program. Det er også muligt at ringe til andre computere og desuden til fastnettelefoner og mobiltelefoner.

Hvis man ringer til en anden computer, er samtalen gratis, mens det koster penge at ringe til fastnettelefoner og mobiltelefoner. Den største gevinst får man, når man ringer til udlandet – her er der mange penge at tjene. Det gælder dog om at se sig godt for. I visse tilfælde kan bredbåndstelefoni faktisk være dyrere end at ringe fra en almindelig telefon.

Vi har testet Gizmo Project, Jajah, Net 2 Phone, Skype, Voipbuster, Vyke, Webphone og Woize. Tanken var også, at vi skulle teste programmerne Just IP og Phonzo. Just IP faldt dog fra, fordi producenten ikke kunne give os nogle relevante oplysninger om samtaleprisen, og Phonzo blev frasorteret, fordi det kun henvender sig til norske borgere.

Mange penge at spare

Det er tydeligt, at programmerne til bredbåndstelefoni stadig lider af en del børnesygdomme. En del af programmerne er meget enkle. Det er ikke altid en ulempe, men undertiden bliver det alt for enkelt.

Det gælder om at se sig for, når det gælder samtalepriser. Man forledes let til at tro, at bredbåndstelefoni altid er billigere end at ringe via fastnettelefon eller mobiltelefon, men det er langt fra altid tilfældet.

Med vore dages afregulerede telemarked for fastnetabonnementer kan det faktisk mange gange være billigere at anvende sin fastnettelefon. Mange har desuden meget fordelagtige abonnementer til deres mobiltelefoner.

Størst udbytte af disse programmer har den, som ringer meget til udlandet, eller som rejser meget og vil ringe hjem fra sin computer. Frem for alt er der mange penge at spare på samtaler til USA, som med bredbåndstelefoni i mange tilfælde ikke koster mere end en samtale i Danmark.

Noget andet nyttigt ved programmet er, at du ringer helt gratis fra én computer til en anden. Det fungerer godt, så længe den, du vil ringe til, anvender samme program, ellers opstår der problemer. Det er derfor en fordel, hvis det program, man anvender, har mange brugere.

Vores test viser også, at kvaliteten af lyden under samtalen varierer en del. Helt som det er også er tilfældet, når du foretager dig andre ting på nettet, kan belastningen variere fra gang til gang. Derfor skal man ikke bortdømme et program med det samme, blot fordi det giver en dårlig lydkvalitet i den første test.

Generelt set er Skype bedst i vores test. Programmet har næsten alt, hvad man kan tænke sig, når det gælder bredbåndstelefoni, og det er enkelt at anvende. Er man ikke så god til engelsk, er Skype også et rigtig godt valg, eftersom det kan fås i en dansk version.

Sådan testede vi

Programmet blev testet ved, at vi ringede fra én computer til en anden og fra en computer til fastnettet og mobilnettet. Vi anvendte hovedtelefoner og en ekstern mikrofon, så lyden kunne blive så god som mulig.

Vores bredbåndsabonnement var fra Telia med en download-hastighed på 24 Mb per sekund og upload på 1 Mb per sekund. Prissammenligningen mellem programmerne blev foretaget samme dag, for at den skulle være så fair som muligt, eftersom kursen på dollar og euro svinger hele tiden.

Priserne kan dog have ændret sig, efter at testen blev gennemført.

Gizmo Project 1.1

Samlet vurdering: 59/100

Der har været tale om, at Gizmo Project er programmet, som for alvor kan udgøre en trussel for Skype. Nogle mener, at Skype er indviklet at anvende, fordi der skal proppes en masse ekstrafunktioner i det, før det fungerer godt. Gizmo Project har allerede fra starten de fleste af funktionerne.

Gizmo Project er ganske enkelt at anvende og har en intuitiv brugergrænseflade. Der er dog en irriterende detalje, og det er placeringen af knappanelet. For at få det frem skal du gå ind i hovedmenuen, og når knappanelet vises, ryger det ind under programvinduet, hvilket mildest talt er upraktisk.

At man kan importere sine kontakter fra Outlook til adressekartoteket i Gizmo Project er ganske nyttigt. Det samme gælder konferencedelen, når der er behov for at tale med flere på én gang samt muligheden for at indlægge billeder på sine kontaktpersoner. Med sidstnævnte mulighed kan du altid se et billede af den, du taler med, altså noget i retning af for eksempel MSN Messenger.

Et lille kortsymbol dukker op ved siden af nummeret, når du ringer til nogen. Hvis du klikker på det, vises et verdenskort, som markerer, hvor telefonnummeret hører hjemme. Funktionen er ganske vist ikke så brugbar igen, de fleste gange ved du jo sikkert, hvor du ringer til, men det er alligevel en sjov detalje.

For at få sit eget nummer i Gizmo skal man betale ekstra. Det nummer, du får, er et amerikansk eller engelsk telefonnummer, hvilket indebærer, at de, der ringer til dig, skal betale den takst, som gælder for det område, dit nummer tilhører. For danske brugere er det er ikke den allerbedste løsning.

For at ringe til fastnettelefoner og mobiltelefoner skal du normalt købe samtaletid. Du kan vælge mellem at betale 10 eller 20 dollar ad gangen, og du kan kun købe samtaletid en gang om ugen. Prismæssigt er Gizmo Project det dyreste, når det gælder brugere i Danmark. Det eneste, der er ret billigt, er at ringe til USA. At ringe til en fastnettelefon i Danmark er megadyrt.

Lydkvaliteten er ikke alt for fantastisk. Nogle gange er den god, men ofte er den decideret dårlig. Der er en vis forsinkelse på, og der opstår også ekko. Der er desuden en del problemer med støj og skratten.

Gizmo Project er gratis, hent det her: www.gizmoproject.com

Jajah 2.2

Samlet vurdering: 56/100

Brugergrænsefladen i Jajah er ikke noget at råbe hurra for, men programmet er kun en betaversion. Forhåbentlig udvikles det til det bedre efterhånden. Det er også irriterende med alle fanerne i programmet, som gør det hele bøvlet. Det tager tid, inden man vænner sig til det og forstår alle de funktioner, programmet indeholder.
Producenten har satset på at gøre programmet så personligt som muligt. Man kan udskifte ringesignaler, og man kan også ændre programmets udseende. For en lille sum kan du hente små animationer, som du kan sende til dine kontaktpersoner.

Man kan desuden starte en videochat med den, man taler med, under forudsætning af at begge har et webkamera. Noget, som også er godt, er, at man fra Jajah kan ringe til Skype-brugere. Det er en rigtig brugbar detalje, eftersom Skype har så mange brugere.

Du skal mindst købe samtaletid for fem euro, når du fylder på din Jajah-konto. Det maksimale beløb er angivet til ti euro per dag. Det er lidt dårligt, at selv om du køber for fem euro, viser din konto kun 4,35 euro. Virksomheden fratrækker momsen, hvilket ikke er noget, de skilter med inden købet. Jajah skal for øvrigt genstartes, før pengene dukker op på din konto.

Inden du går i gang med at ringe via Jajah, kan du foretage et testopkald til et gratisnummer. Det gør det nemt at kontrollere, at lydindstillingerne er korrekte.
Lydkvaliteten under samtalen varierer en del. Nogle gange er den rigtig god, mens den andre gange er rigtig dårlig. Det største problem er, at lyden lyder bliver alt for lav for den, man ringer til. Alt i alt er vores vurdering, at lydsiden lige går an, men så heller ikke mere.

Jajah er gratis, hent det her: www.jajah.com

Net 2 Phone 2.1

Samlet vurdering: 45/100

Hvis Net 2 Phone var blevet lanceret i 1995, havde vi sikkert ment, at det var et velgennemtænkt program med en flot brugergrænseflade. Nu er vi imidlertid kommet om på den anden side af halvfemserne, og kravene er blevet større, hvilket indebærer, at Net 2 Phone ikke kan følge med konkurrenterne. Programmet er dårligt og klodset at anvende.

Funktionerne er der ikke noget særlig godt at sige om i Net 2 Phone. Det, man kan forvente sig af et program af denne type, er der, men så heller ikke meget mere. Dog er det godt, at producenten har medtaget en blokeringsfunktion, som betyder, at uønskede brugere ikke kan ringe til dig.

Den største fordel ved Net 2 Phone er den indbyggede faxfunktion. Udviklerne har integreret funktioner fra det separate program PC 2 Fax. Når du skal faxe, vedhæfter du en valgfri fil og angiver, hvor den skal sendes til. Det er en smart løsning, hvis du faxer meget.

Når du skal overføre penge til din samtalekonto, er der gode muligheder for at betale med kreditkort eller via bank. Den mindste sum, du kan købe for, er 25 dollar, hvilket er knapt så godt, hvis man bare har tænkt sig at prøve programmet.

At det derudover tager op til to dage, før pengene ruller ind på samtalekontoen, også selv om man betaler med kreditkort, øger ikke ligefrem begejstringen.
Net 2 Phone har de højeste samtalepriser, uanset hvor du ringer til. Hvis du for eksempel vil ringe til en mobiltelefon i Tyrkiet, er det en rigtig dårlig forretning. Det koster over tre kroner i minuttet.

Ud fra programmets udseende havde vi ikke særligt store forventninger. Da vi testede lyden, blev vi imidlertid positivt overraskede. Lyden er klar og fin. Det eneste, som er lidt forstyrrende, er forsinkelsen, men den er til at leve med.

Net 2 Phone er gratis, hent det her: www.net2phone.com

Skype 1.4

Samlet vurdering: 81/100

Når man hører ordet bredbåndstelefoni, er Skype det første, man tænker på. Det skyldes, at programmet var det første til bredbåndstelefoni, som for alvor slog igennem. Mange af programmets brugere er danskere, hvilket er en klar fordel.

Første gange, du starter Skype, vises en god startguide, som grundlæggende forklarer, hvordan du ringer. Som ekstra bonus er der en testtelefon, du kan ringe til, så du kan kontrollere, at lydindstillingerne fungerer, som de skal. Det gør du ved at indtale meddelelsen på testtelefonen, som derefter afspilles for dig.

Eftersom Skype er et nordisk program, findes det naturligt nok på dansk. Derudover er der en masse andre sprog. Hvis du ikke er tilfreds med oversættelsen, eller hvis du mangler et sprog, kan du faktisk oversætte programmet selv. Det er en smart funktion, som de fleste programudviklere burde tage ved lære af.

Skype er meget let at anvende, hvilket delvist skyldes, at det er på dansk. Selv om der er mange gode funktioner, er programmet alligevel til at få et overblik over, fordi brugergrænsefladen er godt gennemarbejdet.

Når det gælder lydkvaliteten, ligger Skype ganske godt til. De almindelige problemer med, at lyden skratter eller er forsinket, er der selvfølgelig, men ellers er lyden helt ok.
Skype har flere gode funktioner såsom viderestilling, telefonsvarer og import af kontaktpersoner fra Outlook. Det er også smart, at du kan eksportere en kontaktperson til en vcard-fil, som er et elektronisk visitkort. Det er også muligt at sammenkæde tastetryk med visse funktioner i programmet.
For 10 euro for tre måneder eller 30 euro for et år kan du få dit eget Skype-nummer, så andre kan ringe til dig fra en almindelig telefon. Du kan blandt andet vælge mellem et svensk, dansk, tysk eller finsk telefonnummer. Prisen for et telefonnummer finder vi helt rimelig, men det er selvfølgelig endnu bedre med Woize, som tilbyder nummeret, når du tilmelder dig.
Du skal indsætte mindst 10 euro, når du køber samtaletid. Til den pris lægges momsen, så slutprisen bliver i alt 12,50 euro. De penge, du indsætter, skal bruges inden 180 dage, ellers forsvinder de. Skypes samtalepriser ligger noget under gennemsnittet. Den aktuelle version af Skype er 2.0, hvor der er tilføjet muligheden for at bruge webcams til samtalerne mellem Skype-brugere.

Skype er gratis, hent det her: www.skype.dk

Vyke 3.0.5

Samlet vurdering: 54/100

Et af testens mest skrabede programmer er det norske Vyke. Her er der ingen ekstrafunktioner ud over dem, du ser, så snart du starter programmet. Det eneste, man kunne kalde en finesse, er det lille vindue, du kan hente frem, hvor du kan udregne, hvad en samtale koster per minut.

Når du starter Vyke, skal du angive en PIN-kode for at komme i gang. PIN-koden kan hentes på Vykes websted og er den samme for alle brugere, hvilket får en til at spekulere over, hvad formålet overhovedet er med den.

Den kendsgerning, at programmet er renset for finesser, betyder samtidig, at det føles nemmere at komme i gang, især for brugere, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med bredbåndstelefoni.

Vyke minder om en almindelig telefon med sit tydelige knappanel og et stort symbol til oprettelse af forbindelse og afslutning af samtale.

Vyke er det eneste program i testen, som kan overføres til mobiltelefonen. Det fungerer langt fra godt med alle modeller, men der findes versioner til mange af Nokias og Sony Ericssons telefoner. Hvordan programmet fungerer i mobilversionen, har vi ikke undersøgt i denne test.

Du skal købe samtaletid for mindst 50 norske kroner i hver enkelt købssituation. De norske kroner konverteres så til dollar, hvilket er lidt forvirrende. Vykes samtalepriser er ganske humane. 13 øre i minuttet for at ringe til en fastnettelefon er ikke noget tale om, også selv om der findes programmer, som er billigere.

Lydkvaliteten er gennemsnitlig for en bredbåndstelefon. I bund og grund er kvaliteten god, men der er ekko i baggrunden, som kan virke forstyrrende. Mere irriterende er det dog, at lyden en gang imellem afbrydes, hvilket sker nogenlunde på samme måde, som når man slipper knappen på en walkie-talkie.

Vyke er gratis, hent det her: www.vyke.no

Voipbuster 2.07

Samlet vurdering: 74/100

Voipbuster er et af de enkleste programmer at anvende, hvilket for en stor del skyldes, at der er funktioner, som er mere eller mindre nødvendige. Programvinduet består af fem faner med blandt andet knappanel og samtalehistorik. Oven over fanerne er der fire knapper, som kan bruges til at søge efter brugere, foretage indstillinger og ændre ens profil.

De største fordele ved Voipbuster er søgefunktionen og muligheden for at oversætte programmet. Søgefunktionen kan finde brugere ved hjælp af oplysninger om eksempelvis land, alder og by.

Oversættelse af programmet sker nemt via et vindue, hvor du gennemgår de engelske ord og indsætter dine egne oversættelser.

Når du overfører penge til din konto, varierer den sum, du skal indsætte, efter hvilken betalingsmetode du vælger. Den mindste sum er 10 kroner, hvis du vælger en betalingssamtale, men vælger du kreditkort, debiteres du mindst fem euro. Du kan også betale via transaktionstjenesterne Moneybookers og Paypal.

Gratis samtaler til blandt andet fastnettelefoner i USA, Norge og Sverige er noget, som Voipbuster lokker med i sin markedsføring. Det er i og for sig også rigtigt nok, men hvis du ikke indsætter penge på din samtalekonto, kan en gratis samtale kun vare i 60 sekunder, inden den afbrydes.

Hvis du indbetaler penge til brug i andre situationer, kan du tale gratis, lige så længe du vil.
Det er uden tvivl lykkedes for Voipbuster at opnå en god lydkvalitet på samtalen. Lyden er klar og god uden støj og skratten og minder om, hvad du får med en almindelig telefon. Vores eneste anmærkning er, at der en del forsinkelse på lyden, men det er noget, som er til at leve med.

Vopibuster er gratis, hent det her: www.voipbuster.com

Webphone 1.0.4

Samlet vurdering: 54/100

Det er ikke nødvendigvis skidt, at et program er helt renset for finesser, men så enkle som Webphone behøver de heller ikke være. Et knappanel, to kontroller til højttalere og mikrofon samt et vindue, hvor du angiver det telefonnummer, du vil ringe til, er i princippet alt, hvad der er i programvinduet.

I menuen er der heller ikke meget at komme efter ud over en konfigurationsguide til indstilling af lyden samt nogle enkle indstillingsmuligheder.

Det er unødigt kompliceret at købe samtaletid til Webphone. Først skal du angive alle oplysninger om dit kreditkort i din profil, og når du skal overføre penge til kontoen, skal du angive en del af disse oplysninger igen, selv om de allerede er der. At kreditkortnummeret altid findes i profilen, er heller ikke noget, der virker særligt betryggende.

Webphone er det program i testen, hvor det tager absolut længst tid at få pengene til betaling for samtaletid over på kontoen. Du skal regne med et par dage, før en transaktion med kreditkort bliver godkendt.

Det mærkelige er dog, at pengene trækkes fra din konto med det samme. Det gælder om at sørge for, at der hele tiden er tilstrækkeligt med penge til samtaletid – løber kontoen tør, går der nogle dage, før man kan ringe igen.

Testens laveste samtalepriser

Webphone hører til de programmer i testen, som samlet set har de laveste samtalepriser. Samtaler til mobiltelefoner i Danmark og USA er rimelige. Når det gælder opringninger til mobiltelefoner i Norge er Webphone endda en af testens billigste.

Webphone har en ganske god lydkvalitet, men lyden er langt fra perfekt. Der er både ekko og støj, og nogle gange er lydniveauet lidt lavt. Det vigtigste er dog, om man kan føre en normal samtale ved hjælp af Webphone, og det kan man uden problemer.

Webphone er gratis, hent det her: www.webphone.com

Woize 2.0.6

Samlet vurdering: 69/100

Woize er udformet på en smart og logisk måde. Bag de tre faner findes adressekartoteket, kontaktpersonerne samt et vindue med generelle oplysninger. Knappanelet er gemt i en menu, hvilket gør det unødigt besværligt at ringe, hvis man ikke vil indtaste nummeret via det numeriske tastatur.

Med Woize kan du få dit eget svenske, norske eller hollandske telefonnummer. Nummeret koster ikke ekstra, og du får det automatisk, når du tilmelder dig, hvilket er en god service. På sigt vil der være numre tilgængelige i andre lande.

Søgefunktionen, som finder nye brugere at ringe til, er ikke noget særligt. Alt, hvad du kan angive, når du søger, er brugernavn, køn og alder, hvilket gør det svært at finde den person, du vil ringe til. Det havde været bedre, hvis man havde kunnet søge efter personer i visse lande eller ud fra for- og efternavn.

En gang imellem var det vores oplevelse, at Woize var noget fejlbehæftet. For eksempel ved minimering af programvinduet, så det lægger sig i statuslinjen. Når vi efterfølgende ønsker at åbne vinduet igen, har det sat sig fast.

Den eneste måde at løse dette på er at genstarte Woize. Selv om vi prøvede at geninstallere programmet, lykkedes det os ikke at slippe for problemet.
Nogle gang er lydkvaliteten under samtalen rigtig god, men lidt længere henne i samtalen kan den være noget dårligere. Helhedsindtrykket af lydkvaliteten er dog, at den er meget god. Lyden er uden ekko og forstyrrende skrattelyde, selv om der undertiden høres en piben, som dog ikke er særligt forstyrrende.

Samtalepriserne er helt i orden. Det er særligt fordelagtigt at ringe til fastnettelefoner, hvilket kun koster 17 øre i minuttet. Værre er det med samtaler til mobiltelefoner generelt og til fastnettelefoner i USA, hvor Woize er testens dyreste.

Woize er gratis, hent det her: www.woize.com

Forskellige typer bredbåndstelefoni

Fra computer til computer

Hvis du kun har behov for at ringe fra én computer til en anden, slipper du billigst. Til det formål er der masser af løsninger, som er gratis. At ringe fra én computer til en anden fungerer aldeles udmærket med samtlige programmer i testen, og du kan også anvende programmer til online-meddelelser som for eksempel ICQ eller Messenger.

Fra computer til fastnettelefon

Hvis du skal ringe fra en computer til en fastnettelefon, kan du også anvende nogle af programmerne fra testen, men så kommer det til at koste penge. Du køber samtaletid på forhånd med et kreditkort eller en anden form for betalingsløsning, og derefter er det bare at gå i gang med at ringe.

Fra fastnettelefon til fastnettelefon

Med en IP-telefon eller en adapter til din gamle telefon kan du ringe via en bredbåndsforbindelse. Det fungerer i princippet på samme måde som med en almindelig telefon, men din samtale dirigeres ad en anden vej end normalt. Fra dit hjem går det via bredbåndsforbindelse i stedet for det almindelige telefonnet. Senere omdannes det i telestationen, hvorefter det sendes via det almindelige telefonnet.

Usammenlignelige priser

Det var ikke helt enkelt at sammenligne samtalepriserne for de forskellige programmer i denne test. De fleste prisoplysninger er angivet i euro eller dollar, hvilke betyder, at de hele tiden ændres en smule i takt med kursændringerne.

Et andet problem er, at mange virksomheder, som sælger bredbåndstelefoni, har nogle svært gennemskuelige prislister. En fastnetsamtale til Tyrkiet kan for eksempel variere, afhængigt af hvilken del af landet du ringer til. Det samme gælder USA, hvor det ofte koster ekstra at ringe til Hawaii og Alaska.

Når det gælder mobiltelefoni, kan der i visse tilfælde også være tale om forskellige takster til de forskellige operatører. I de tilfælde, hvor der var fem til ti forskellige prisoplysninger til en bestemt samtaletype, blev vi ganske enkelt nødt til at udregne en gennemsnitspris.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere