Bærbare banker desktoppen

Med lanceringen af Core Duo har Intel præsenteret afløseren til den kraftige og kølige Pentium M-processor. Mange producenter har allerede modeller med den nye dobbelt­kerne-processor på markedet, og vi tager pulsen på et udvalg af de kraftige bærbare.

Bærbare banker desktoppen

Business-bærbare er ikke, hvad de har været. Først og fremmest har gud og hvermand i dag en bærbar. Ligesom med mobiltelefonen, er VIP-effekten væk. Så når direktøren klapper sin bærbare op, er der en reel chance for, at firmaets studentermedarbejder har hardware, der slår den.

Måske er det derfor, at producenter kan berette om efterspørgsel på ting, som ikke traditionelt forbindes med business-bærbare. For eksempel wide­screen-skærme, som er velegnede til dvd-film.

Eller 3D-grafikkort fra ATI eller Nvidia, som jo næppe skal øge effektiviteten i regnearket. Her er det nok snarere underholdningen på turen over Atlanten eller tidsfordriv i sommerhuset i regnvejr, der tænkes på.

Arbejde og fritid smelter sammen for stadigt flere danskere, og det afspejler sig også i deres valg af hardware.

Dyre glæder

Men hvilken hardware. Intels Pentium M har altid leveret en fornuftige ydelse i forhold til megahertz og varmeudvikling, men afløseren Core Duo løfter ydelsen op i et helt andet luftlag. Således viser vores test, at bærbare, der er udstyret med Core Duo dobbeltkerne-processoren, ser ud til at kunne overgå 90 procent af de stationære maskiner på markedet i dag.

Samtidig nås den ydelse med en meget lavere clockfrekvens og dermed med væsentligt mindre varme­udvikling. Endda i en sådan grad, at vi fristes til at spørge, hvorfor Intel ikke bare anvender den effektive Core Duo-processor i desktop-pc’erne og sender Pentium-familien på pension.

Bagsiden ved den høje ydelse er, at den afspejler sig i prisen. Testens billigste bærbare er fra Zepto og koster knap 11.000 kroner. Det er en del, når bærbare i dag fås fra knap 5.000 kroner, hvor den indre hardware dog selvfølgelig er noget helt andet, og 3D-ydelsen er nær nul.

Som altid kan du nok forvente, at priserne på Core Duo-maskiner falder, efterhånden som flere modeller og producenter kommer på markedet, og konkurrencen øges. Samtidig tillader de fleste producenter, at du sammensætter din bærbare efter behov og pengepung.

De maskiner, vi har haft til test på PC World, kan du derfor købe i større eller mindre udgaver end lige dem, vi har set på.

Ægte transportabel løsning

De fleste, som tager deres bærbare med på farten, ved, at batteriforbruget er akilleshælen i enhver bærbar. Tilføjelsen af mere ram, store skærme og en kraftig processor kan være katastrofal for den bærbares mobilitet. Det er generelt ikke tilfældet med Core Duo-platformen.

Fujitsu-Siemens E8110 har testens kraftigste processor på 2,16 GHz, men er samtidig testens eneste bærbare uden et dedikeret 3D-kort. Det kan ses.

I vores krævende batteritest kører den løs i 4 timer, mens konkurrenterne klarer 2,5 til 3 timer. Dells 17" monster-bærbare falder helt udenfor her i testen – med en levetid på 1 time og 12 minutter skal du ikke bevæge dig langt fra skrivebordet uden at medbringe en forlængerledning.

Husk dog, at vores batteritest er ret krævende, og alle er gennemført med det trådløse netværk tændt. Slukker du for det trådløse, skruer lidt ned for lysstyrken og parkerer harddisken, burde du kunne vride yderligere en time eller to ud af batteriet.

Dermed matcher en gennemsnitlig Core Duo-maskine meget godt en tilsvarende Pentium M-model, dog med den forskel, at ydelsen i flere programmer er øget med 50-70 procent.

Sådan testede vi

Hver notebook har gennemført en række test indenfor processor-kraft, 3D-ydelse og dobbeltprocessor-ydelse, ligesom de har fået målt batterilevetiden.

Batteriet blev testet sådan, at maskinerne automatisk gennemgik de samme opgaver inden for grafik og kontorbrug. For at udligne forskelle i opløsningen er alle 3D-test gennemført i en opløsning på 1.024 × 768.

Derudover har vi ladet hver maskine køre i 24 timer for at se, om der opstod problemer med opbygningen af varme. Endelig har vi lyttet til maskinerne, mens de blev belastet i 3D-testen, for at høre om de larmede uforholdsvist meget ved intensivt brug.

Hver notebook er blevet bedømt for kvalitet og design (vægt 30), der afspejler byggekvaliteten af maskinen. Det indebærer for eksempel, om tastaturet er behageligt og stille, og om den bærbare er rimelig fri for knirkelyde, når den vrides.

Næste bedømmelseskategori er ydelse (vægt 20), hvor den bærbares evner inden for processorkraft, grafik samt batterilevetid er bedømt. Den enkelte notebooks funktioner er også bedømt (vægt 20). Her tæller blandt andet indbygget webcam, høj opløsning på skærmen eller fysiske knapper til at tænde og slukke WiFi og Bluetooth.

Den sidste kategori, som notebooken er bedømt i, er prisen (vægt 30), som er set i forhold til de øvrige karakterer for at give vores indtryk af den enkelte bærbares samlede af værdi.

Acer Travelmate 8204WLMi

Samlet vurdering: 78/100

Prisen for Acer TravelMate 8204WLMi sniger sig over 20.000 kroner. Det er mange penge på et bærbar-marked, der er præget af noget lavere priser.

For de knapt 22.000 kroner får du imidlertid en virkelig kraftig bærbar i et inspirerende design. Acer har gjort god brug af runde hjørner og flot skinnende plastik, og resultatet skal nok skabe misundelse, når du sætter den på mødebordet.

En sjov detalje er, at tastaturet er svagt bøjet, uden at det
bliver decideret ergonomisk. Desværre betyder bredformatskærmen, at tastaturet kan se ud, som om det ligger og roder midt inde på pc'en med alt for meget uudnyttet plads på begge sider.

Vægten er på 3 kilo, og mens det kan mærkes, så får maskinens flotte design 8204WLMi til at tage sig meget slankere ud. For at understrege det mobile i løsningen, har Acer i toppen af lågets kant placeret et webcam.

Derudover leveres 8204WLMi også med en fiks og meget smal Bluetooth-telefon, der transporteres og oplades i PCMCIA-porten. Det er et fint alternativ til at tage et headset med, når der skal tales med dem derhjemme i Danmark, for eksempel via Skype.

Processoren er på 2 GHz, og den testede model havde hele 2 GB ram. Med en harddisk på 120 GB er den en reel desktop-replacement, uden at der skal slæbes rundt på eksterne diske.

Grafikken klares af et ATI X1600 grafikkort, og Acers maskine har, som flere andre aktuelle high end-modeller, en DVI-monitorudgang. Måske luksus, men bruger du din bærbare på et fladskærms-tv eller på en god ekstern monitor, så er der forskel på et normalt VGA-signal og et DVI-signal.

Ulemper fandt vi ikke mange af på Acers topmodel, men hæftede os dog ved, at lyden ikke rigtigt levede op til resten af maskinen. Den var ikke dårlig, blot ikke i en klasse, som matchede resten af den flotte pakke. Alt i alt er Acers 8204WLMi en lækker high end-maskine, hvis man er til kraftige bærbare, hvor der også er gjort noget ud af designet.

Dell Inspire 9400

Samlet vurdering: 67/100

Med en pris på næsten 23.000 kroner er Dells Inspiron 9400 testens dyreste bærbare. Det skyldes ikke designet, som er kedeligt og kasseagtigt, men derimod al den kraftige hardware, som Dell har formået at putte ind i kassen. For med en 3DMark06score på næsten 3.900 point er Dells Inspiron 9400 en ægte spillemaskine.

Kombiner så 3D-ydelsen med en 17" bredskærm, der kan præstere en opløsning på hele 1.920 × 1.200 pixels.

Mens specifikationerne tilhører fremtiden for de fleste brugere, så kan vægten nok skabe lidt nostalgi. For med en kampvægt på 3,6 kilo skal vi skrue tiden nogle år tilbage for at finde en tilsvarende bærbar.

Inspiron 9400 er nok ikke skabt til at blive båret rundt, men derimod til at tjene til dagen og vejen på ejerens skrivebord. Det gør den til gengæld også virkelig godt. De seks USB-porte samt DVI-udgangen er blot med til at understrege, at her har vi med en maskine at gøre, der bor godt på skrivebordet.

Er din ryg stærk nok til at trave rundt med Inspiron 9400, så er det imidlertid en god idé også at tage en forlængerledning med. Med det trådløse netværk aktiveret og med en moderat belastning af processorer, harddisk og grafikkort klarede Inspiron 9400 sig i 1 time og 12 minutter, før den måtte give op.

Det rækker lige til en flyvetur fra København til Aalborg og retur, men derefter skal du også finde den nærmeste stikkontakt i en fart.

Forklaringen på den ringe batterilevetid skal nok findes i kombinationen af en lysstærk 17" skærm, et kraftigt grafikkort og så det faktum, at harddisken i den testede model snurrede rundt med hele 7.200 rpm.

Minusser ved Inspiron 9400 er især designet, som Dell tilsyneladende ikke har investeret alverden i. Samtidig oplevede vi under testen, at touchpad’en var meget upræcis i brug.

Men er du på udkig efter en superkraftig bærbar med fokus på skærmen og 3D-ydelsen, og har du ingen særlig interesse i at have den med på slæb, så er Dell Inspiron 9400 (spille)maskinen for dig.

Fujitsu-Siemens LifeBook E8110

Samlet vurdering: 58/100

LifeBook E8110 fra Fujitsu-Siemens er indehaveren af testens kraftigste processor, den matcher de fleste desktop-processorer, vi kunne stille op med.

Det er dog primært for talknusere eller andre, som har behov for maksimal kraft, for den testede E8110 var kun udstyret med et integreret grafikkort fra Intel.

Det betyder en ret begrænset 3D-ydelse og dermed et farvel til de fleste spil fra dette århundrede. Opløsningen på skærmen er på 1.400 × 1.050 pixels, og dermed er E8110 testens eneste Core Duo-maskine uden widescreen.

Vil du have en sådan, så tilbyder Fujitsu-Siemens også den noget dyrere storebror E8210.

Er 3D-grafikken uvæsentlig, så tilbyder E8110 testens bedste batterilevetid, og det på trods af at processor-ydelsen er helt i top. Hele fire timer sneg E8110 sig op på, hvilket er ganske flot, når man tager i betragtning, at det trådløse netværk var aktiveret under hele testen.

Med et ekstra batteri i stedet for eksempelvis dvd-drevet burde du kunne komme helskindet over Atlanten.

Designet på maskinen er i vores øjne – prisklassen taget i betragtning – lidt for anonymt. Så er du på udkig efter en maskine, der klart signalerer de mange kræfter under overfladen, så er E8110 ikke noget for dig.

Her kunne du i stedet overveje LG's P1, der er en mere all-round maskine. Har du derimod brug for stor processor-kraft, meget ram og en stor harddisk og kan undvære widescreen-skærmen og 3D-kortet, så er E8110 et godt bud.

LG P1

Samlet vurdering: 74/100

LG er måske ikke det mest kendte mærke på det danske marked, men det søger LG for tiden at råde bod på med en række interessante modeller.

En af disse er model P1, der med sit lyse design og blåtonede låg bryder med den sædvanlige sorte linie inden for bærbare. Om man kan lide det, er jo en smagssag, men udførelsen er ganske pæn, og den blå farve på låget tilpas diskret.

Selve skærmen er en widescreen på 15,4" med en opløsning på 1.680 × 1.050 pixels og dermed egnet både til spil og større regneark. Den brede skærm smitter af på resten af pc'ens design, som derfor også er bredere end normalt.

LG har valgt at udnytte den ekstra bredde til at inkludere et fuldt tastatur, det vil sige, at det numeriske tastatur også er at finde på LG P1. Kommer du fra en anden bærbar kræver det lige lidt tilvænning, men når det er sket, vil mange Excel-jonglører sikkert sætte pris på en mere direkte adgang til tallene.

Under vores test var P1 generelt ganske stille, omend blæseren stadig kunne høres, når pc’en blev belastet. Ydelsesmæssigt følger P1 pænt med, uden at dens 1,83 GHz processor helt kan konkurrere med de lidt flere GHz hos de fleste andre producenter.

Det medfølgende Radeon X1400 grafikkort leverer en pæn ydelse, som nok skal tilfredsstille de fleste spillelystne ejere. Vi kunne dog godt have ønsket os en lidt bedre batterilevetid end de målte to timer og 36 minutters drift med WiFi tilkoblet.

Netop hvad angår WiFi, så savnede vi en egentlig fysisk knap til fra- og tilkobling af WiFi. Det er ikke en kritisk mangel, men den fysiske afbryder kan være rar, når man for eksempel flyver og skal overbevise kabinepersonalet om, at der er slukket for de forbudte stråler.

Derudover kunne vi godt have ønsket, at P1 havde mere end de blot 3 USB-porte, der er standard, samt at der var blevet plads til et DVI-stik og ikke kun et VGA.
De små skønhedspletter kan dog ikke skjule, at LG P1 er et gedigent bud på en business-bærbar til en rimelig pris, omend den ikke gør sig særligt bemærket.

Zepto Znote 6214W

Samlet vurdering: 69/100

Zeptos maskine er testens mindste og billigste. Det betyder også, at skærmen er på 14,1", og vægten er nede på 2,2 kg. Den lidt billigere pris indebærer også, at processoren er på 1,6 GHz og dermed testens langsomste.

Det betyder dog ikke, at pc’en føles eller er specielt langsom, men i dette potente selskab kommer den ind på en sidsteplads. Modellen, vi har fået mulighed for at teste, er en prototype og udstyret med et 256 MB grafikkort, men Zepto regner med at doble det i den endelige version.

Under alle omstændigheder er 3D-ydelsen fin og slår den noget dyrere LG-maskine. Prisen for den lille skærm og den lave pris er desværre, at opløsningen på Znote-pc’en kun er på 1.280 × 800 pixels. Det er ikke alverden, hvis du skal jonglere med regneark og billeder.

På trods af testens laveste pris har Zepto alligevel puttet 1 GB ram samt en 5.400 rpm harddisk på 80 GB i maskinen. Forbindelsen til omverdenen klares af 4 USB-porte, hvilket er rimelig standard. Udgangen til en ekstern skærm eller projektor klares via et standard VGA-stik.

Til prisen er der, ud over den lave skærmopløsning, få ulemper ved denne Znote. Placeringen af højttalerne i låget under skærmen er dog ikke den pæneste løsning, vi nogensinde har set i en bærbar.

I tilfælde af pladsmangel

De bærbare, vi har testet her, vejer mellem 2,2 og 3,6 kilo. Det er en hel del, når man skal slæbe dem rundt mellem hjem og arbejde eller studie. Mens 3,6 kilo ikke lyder af alverden, så kan hvert eneste gram mærkes, hvis den skal bæres på skulderen en hel dag.

Heldigvis findes der alternativer, de såkaldte subnotes. Deres ydelse kommer ikke i nærheden af de maskiner, som er testet her i artiklen, men skal du blot bruge Word, Excel, e-mail og lignende, er kræfterne mere end rigelige. Næsten alle producenter har efterhånden modeller i den dyre subnotes-klasse, men Fujitsu-Siemens P1510 er mindre end de fleste.

Vægten er lige omkring et kilo, skærmen er på 8,9", og tasterne så små, at dine fingre ikke skal være alt for store. Med en pris på omkring 15.000 kroner er P1510 i den dyre ende, men til gengæld er den perfekt til rejsen. Ikke mindst, fordi den trykfølsomme skærm kan roteres og få P1510 til at fungere som en notesblok.

Næste generation

Mens de hurtigste bærbare i dag er baseret på en dobbeltkerne Intel Core Duo-processor, så pusler AMD også med to kerner til de bærbare. Navnet bliver angiveligt Turion X2, og vi kan forvente at se dem i aktion denne sommer. Intel hviler dog ikke på laurbærrene og lancerer i andet halvår af 2006 en opdatering af Centrino-platformen i form af en ny processor med kodenavnet Merom.

I 2007 får Merom så følgeskab af en helt ny Intel-platform med kodenavnet Santa Rosa, der blandt andet vil udvide den normale WiFi-understøttelse til også at inkludere den hurtige og langtrækkende trådløse WiMax-teknologi.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere