Det er en svagt negativ tendens, der råder på Fondsbørsen inden for næsten alle brancher af IT. Som udgangspunkt var der intet skub at hente fra USA, hvor Nasdaq sank fjerde dag i træk - dog kun med 0,42 procent.
Baggrunden var blandt andet en rapport fra investeringshuset Credit Suisse First Boston, der halverede sin forventning til pc-salget fra en vækst på 10 procent i år til kun fem procent. Det ramte producenter som HP, Compaq og Dell, der alle faldt med omkring tre procent.
Sent torsdag kom Oracle også med en nedslående melding. Salget af produkter og ydelser til brancher som telekommunikation, finans og højteknologisk fremstilling er stadig ramt af lavkonjunkturen, lød det fra giganten.
Meldingerne kom i forbindelse med tredie kvartal, der viste en mindre nedgang i overskud per Oracle-aktie - fra ti til ni cent. Det skyldes især en nedgang på salg af nye licenser på 30 procent i forhold til tredie kvartal året før.
Den besked sender bølger ud i branchen - og det har som ventet påvirket Navision og Columbus IT Partner. Navision er sunket med to kroner til 268 efter at have været nede på 265 tidligere i dag, mens Columbus IT Partner er faldet 1,7 kroner til kurs 24,20.
SimCorp sælger systemer til finanshuse, og Oracles udpegning af finansielle tjenester som et sløjt område, har formentlig fået investorer til at sælge ud. Aktien er faldet syv kroner til kurs 328.
For 2M Invest bliver ugen på alle måder en skidt forestilling. Der bliver fortsat solgt ud af aktien, der i dag er faldet 1,10 kroner til 13,9 kroner. Dermed er aktieværdien faldet med 36 procent siden udskydelsen af regnskabet for 2001.
TDC er faldet med to kroner til kurs 268, mens GN Store Nord er steget lidt - 0,6 kroner - til 38,8.