I-mode: Ingen grund til misundelse

Nu har vi europæere selv chancen for at prøve den japanske mobilplatform I-mode syd for grænsen, hvor tjenesterne åbner i disse dage i forbindelse med Cebit-messen. Computerworld Online var med ved premieren. Men skal vi misunde tyskerne for deres I-mode?

Hannover: Vidt berømmet, alligevel langt borte. Mobilplatformen I-mode har hidtil været et japansk fænomen, som har været svært at forstå for os europæere.

Nu har det hollandske mobilselskab KPN Mobile fået licens til at udbyde I-mode, og netop i disse dage åbner det tyske datterselskab E-Plus for I-mode, mens KPN's selskaber i Holland og Belgien følger efter i løbet af foråret.

Den tyske premiere går naturligvis ikke stille for sig på E-Plus-standen på Cebit.

Tysklands tredjestørste mobiloperatør har i et inferno af lys og farver opstillet stribevis af mobiltelefoner, hvor gæsterne frit kan forlyste sig med I-mode-tjenester.

Computerworld Online har også benyttet chancen for at prøve de første I-mode tjenester på europæisk grund.

Den umiddelbare vurdering er, at I-mode-tjenesterne i vid udstrækning allerede findes som lidet succesfulde WAP-tjenester, og spørgsmålet er, om tilstrækkeligt mange kunder finder det tiltrækkende at betale ekstra for de nye muligheder. Alternativer til I-mode er allerede på vej i Europa.

Ustabil forbindelse

Den foreløbigt eneste GSM-mobiltelefon, der understøtter I-mode, kommer fra den japanske elektronikgigant NEC. Telefonen er en såkaldt foldemodel med et stort display, der kan vise 256 farver.

I-mode kører via GPRS, så telefonen hele tiden er på nettet. I praksis giver det en vis ustabilitet, som mange GPRS-brugere vil nikke genkendende til: Lange svartider og manglende dækning, hvis man er uheldig.

Således var det først den fjerde NEC-telefon, det lykkedes at bruge I-mode på, da vi forsøgte torsdag eftermiddag.

Når det lykkes at få kontakt med nettet, går det rimeligt hurtigt at hente tekst ned på telefonen. På det punkt må vi regne med, at udviklingen hjælper os på vej med højere datahastigheder i fremtiden.

Erotik på mobilen

I Tyskland er der omkring 60 indholdsudbydere, der har skrevet kontrakt med E-Plus om at levere tjenester til I-mode.

Blandt udbyderne ses store medier som Der Spiegel, Financial Times Deutschland og en række sportstjenester. Desuden kan man finde børsnyt, dating-tjenester, turistinformationer og en masse gejl til mobiltelefonen som ringetoner og baggrundsbilleder.

Playboy tilbyder billeder af nøgne mennesker, men ventetiden er lang og kvaliteten så dårlig, som man kan forvente af et mobiltelefon-display. Alligevel forventer E-Plus, at erotik netop vil blive en vigtig motor for udbredelsen af I-mode.

Interessant forretningsplan

Det mest interessante ved europæisk I-mode synes at være forretningsplanen, der er en tillempet kopi af NTT DoCoMos i Japan.

Kunden køber I-mode-telefonen med tilskud for omkring 1.900 kroner og er forpligtet til at blive hos E-Plus i hele 24 måneder (i Danmark typisk seks måneder).

Oven i mobilabonnementet betaler kunden omkring 20 kroner om måneden for at have billet til I-mode. De penge ryger direkte i E-Plus' kasseapparat sammen med en transmissionsafgift på knap otte øre per kilobyte.

Foreløbig er 60-70 procent af I-mode tjenesterne gratis at bruge. Det gælder eksempelvis Playboy, som ellers var oplagt at tage penge for.

Billige abonnementer

Det interessante ved denne "revenue sharing", det vil sige deling af indtægterne, er, at både E-Plus og indholdsudbyderen har en stor interesse i at gøre I-mode til en succes.

Indholdsudbyderen får nemlig 86 procent af omsætningen fra betalingstjenesterne, mens E-Plus beholder 14 procent i provision. Det beløb dækker over, at E-Plus varetager al kontakt til kunden med afregning og support, ligesom selskabet bærer kreditrisikoen over for dårlige kunder.

Prisen for et abonnement på en tjeneste kan være mellem to og 15 kroner om måneden.

Netop denne model er interessant, fordi den aldrig er slået igennem med WAP-tjenester. Således er det måske ikke I-mode, der er interessant, men derimod forretningsmodellen bagved. I-mode kan på den måde betyde en ny start for mobilt indhold.

Alternativer på vej

Alligevel har KPN meget travlt med at få en masse I-mode-kunder i folden. Andre mobiltelefoner kan i stigende grad læse xHTML-sider, der tilbyder grafik, farver og forskellige skrifttyper.

I Japan er mange af I-mode telefonerne Java-baserede, hvilket giver langt flottere tjenester. For eksempel kan man zoome ind og ud på børskurver, ligesom der følger en masse muligheder for underholdning med til Java.

Hvis kunderne synes - i modsætning til hvad E-Plus tror - at det stadig er Nokias, Sony Ericssons og Siemens' telefoner, der er seje, så får I-mode det hårdt i Europa.

E-Plus forventer, at mindst 200.000 af kunderne bruger I-mode inden årets udgang. Selskabet har fra begyndelsen købt omkring 30.000 mobiltelefoner fra NEC, og mange flere er på vej.

I øjeblikket sætter E-Plus en kostbar reklamekampagne i gang i Tyskland. Det skal blive spændende at se, om den japanske model fungerer i Europa, eller om I-mode overhales af andre modeller, inden året er omme.

Relevant link:

E-Plus I-mode (tysk)




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere