Danmarks førende sundhedsportal på nettet, Netdoktor, risikerer en tvangsopløsning i skifteretten, hvis ikke selskabet meget hurtigt får indsendt det lovpligtige regnskab for sidste regnskabsår.
Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har myndighederne rutinemæssigt rykket for regnskabet i flere omgange, uden at Netdoktors ledelse har reageret.
I kølvandet på den seneste rykker er Netdoktors bestyrelse og direktion blevet pålagt at betale en strafafgift på 1500 kroner hver, og sker der fortsat ikke noget, er næste station skifteretten.
Næste stop skifteretten
- Hvis regnskabet ikke er indsendt i løbet af december måned, vil sagen blive sendt videre til skifteretten. Sådan er proceduren for alle selskaber, der ikke overholder tidsfristerne, siger jurist i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Katja Obel til Computerworld Online.
De fem personer i topledelsen, der står til en bøde, er administrerende direktør Alexander Hunter Ballantyne og bestyrelsesformand Mikael Vissing Jakobsen samt bestyrelsesmedlemmerne Ira Charles Magaziner, Peter Christian Scriba og Christian Robert Stahl.
Netdoktor rensede for kort tid siden ud i ledelsen og fyrede direktør Morten Bro-Nielsen, der var dansk og skandinavisk chef. Også koncernchef Jim Donohue og hans højre hånd Philip WhiteCross forlod selskabet ved samme lejlighed, men om fratrædelserne har nogen sammenhæng med regnskabets forsinkelse er uklart.
Bestyrelsesformand Mikael Vissing kunne i dag ikke træffes for en kommentar til sagen, da han sad møde. Ud på eftermiddagen meddelte han dog pr. email, at han ikke ønsker at kommentere selskabets situation overfor Computerworld Online. Dermed har det heller ikke været muligt at få oplyst, hvorvidt forsinkelserne skyldes økonomiske forhold i selskabet.
Formand: Regnskab er på vej
Til Fyens Stiftstidende siger Mikael Vissing i dag, at regnskabet er undervejs, og at det kommer inden 14 dage.
- Vi er bare blevet forsinket. Der bliver ikke nogen tur i skifteretten. Det er meget udramatisk alt sammen, siger bestyrelsesformanden til avisen.
Netdoktor opnåede i sit første regnskabsår et underskud på lidt over 77 millioner kroner ud af en omsætning på fem millioner kroner. Regningen er betalt af en række institutionelle investorer samt af medarbejdere, der har tegnet aktier i selskabet.
Ifølge reglerne skal alle virksomheder indsende regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest seks måneder efter regnskabsårets udløb.