HP Danmark fik en omsætning på 2,245 milliarder kroner i regnskabsåret 2001, der sluttede den 31. oktober. Et fald på seks procent sammenlignet med året før. Resultatet faldt ligeledes. Præcis hvor meget ønsker HP ikke at oplyse. HP-ledelsen vil kun sige, at den ordinære drift gav et etcifret millionoverskud. Til sammenligning var resultatet før skat på 111,5 og omsætningen på 2,380 millioner kroner i 2000.
? Målt mod de store udfordringer, som IT-branchen har haft i år 2001, er resultatet meget tilfredsstillende, siger administrerende direktør Chris Jansen, HP Danmark.
Bonus til alle
Moderselskabet, den amerikanske koncern Hewlett-Packard Company har også haft et ? efter forholdene ? godt 2001-regnskab med overskud i alle fire kvartaler. Belønningen er en kontant bonus svarende til to dages løn til alle medarbejdere på kloden.
Chris Jansen tiltrådte som dansk HP-chef den 1. oktober, efter Jørgen Bardenfleth havde sagt op for at blive administrerende direktør for Giga i Herlev (Intel Optical Components Division i Europa). Hollænderen Chris Jansen kom fra et job som salgs- og marketingdirektør for HP Nordeuropa.
Modsat mange andre IT-firmaer har HP Danmark fastholdt bemandingen i 2001. Det er for at være på fuld styrke, når det økonomiske opsving sætter ind, forklarer Chris Jansen. Der er således stadig 300 medarbejdere i HP Danmark, det samme antal som i år 2000. HP har dog sagt farvel til fem medarbejdere i år, men det skyldes ifølge Chris Jansen andre forhold. De var præstationsansatte og holdt ikke målet.
Nye HP-medarbejdere
? Den slags afskedigelser oplyser vi normalt ikke om. Men vi er i gang med at ansætte 10-20 nye medarbejdere, og en håndfuld er allerede i huset. Indeværende 1. kvartal (november 2001 ? januar 2002) ser ud til at blive fladt, mens 2. kvartal 2002 måske går op. Vi har en fem procent større ordrebeholdning på 176 millioner kroner fra 2001, siger administrerende direktør Chris Jansen, HP.
Den nye HP-chef er glad for 2001-resultatet, fordi HP har fastholdt og på flere områder har øget sine markedsandele. Der har været kraftig vækst i enterprise-forretningen med store Unix- og NT-systemer, storage-løsninger og konsulentydelser til store og mellemstore virksomheder.
Chris Jansen skjuler ikke, at HP har mærket tilbagegangen på det danske pc-marked. Men han påstår, at HP alligevel har holdt markedssandelen for pc?er generelt og har øget markedsandelen for bærbare pc?er.
Enterprise-forretningen solgte den nye HP-server Superdome til SAP-installationer hos blandt andet Velux og Borealis. Unix viste stærk vækst ligesom storage og software mens NT var flad.
HP-konsulentafdelingen fordoblede omsætningen og øgede konsulenterne til 80, blandt andet med opbygning af Sonofons infrastruktur. En ordre som HP kalder for et gennembrud til teleselskabernes nye forretningsområder med Unix-servere, Siebel CRM-løsninger samt internet og middleware. Pc-salget var svagt, men HP holdt markedsandelen.