MP3 fra radioen

Med det gratis program StationRipper kan du lynhurtigt opbygge en samling af MP3 musik.

MP3 fra radioen

Da far var dreng, sad vi med dirrende fingre på “record” og “play” – altid på spring for at optage den nyeste med Queen eller ABBA til det snurrende kassettebånd.

I dag er båndene gemt væk i en støvet kasse på loftet. Vi har fået cd’er og pc’er, som gør det langt lettere at kopiere musikken, for eksempel til MP3 format.

Men det er ikke længere lovligt at “rippe” en cd, man har lånt af en ven eller på biblioteket. Så hvordan kan man udvide sin MP3 samling på lovlig vis – altså uden at betale for det?
Løsningen er at optage fra radioen, næsten som i gamle dage.

Men i stedet for kassettebånd gemmes musikken på pc’ens harddisk. Og sangene hentes ikke fra æterens FM eller DAB radio, men fra internettets utallige radiostationer.

Der findes flere programmer, som håndterer denne form for optagelse. Et godt og gratis eksempel er StationRipper, der kan hentes i dansk udgave fra www.stationripper.dk.

For enhver smag

Når du har installeret programmet, kan du gå på opdagelse i tusindvis af højt specialiserede radiostationer. Du finder let en station, der udelukkende spiller moderne rock, klassiske symfonier, firserhits, alternativ jazz eller hvad der nu falder i din smag.

Klik på “Shoutcast” øverst på skærmen for at åbne hovedindgangen til de mange stationer. Her kan du både søge på musikalske genrer og konkrete sangtitler og kunstnere.

Hver radiostation ledsages af en kort beskrivelse, og under “Now playing” kan du se hvilken sang, der spilles netop nu. Vær også opmærksom på bitraten (i højre side), som er helt afgørende for lydkvaliteten. Hvis du holder dig til de stationer, der sender med 128 kbit/s eller mere, bliver sangene lige så velklingende som gængse MP3 filer.

Når du har fundet en lovende radiostation, klikker du bare på den gule “Tune in” knap. Stationen dukker nu op i vinduet nederst på skærmen, og hermed er optagelsen i gang. Hvis du vil lytte med, skal du klikke på den røde “Lyt” knap nederst i billedet.

Lyden spilles via dit foretrukne MP3 program, og du kan efterfølgende afbryde afspilningen uden at påvirke optagelsen.

Den gratis version af StationRipper kan optage fra to stationer på samme tid. Hvis du lader programmet stå natten over, vågner du op til en harddisk med flere hundrede nye sange. Programmet opretter en mappe for hver radiostation og gemmer hver sang i en separat MP3 fil med beskrivende filnavn og indlejrede oplysninger om kunstner, titel og genre (ID3 tags).

Dit eget mix

Den automatiske opdeling af numrene fungerer ikke altid perfekt. Radiostationerne mikser sangene på forskellig vis, og nogle dj’s har som bekendt svært ved at begrænse mundtøjet.

Klippemetoden kan derfor finjusteres ved at højreklikke på stationen og vælge Fil Opdeling. Det kræver dog en del eksperimenter og er efter vores erfaring ikke besværet værd.

En nemmere og mere driftsikker løsning er at opgive tavsheden mellem sangene og mikse dem sammen med flydende overgange. Denne mulighed findes både, når du lytter på pc’en og når du brænder numrene ned på en almindelig cd.

I Windows Media Player vælges Vis, Forbedringer, Overtoning og automatisk lydstyrke, i brænde programmet Nero findes funktionen ved at højreklikke på hver sang, vælge Properties og fanebladet Filters.

StationRipper er som nævnt gratis. Men hvis du bliver glad for programmet, kan det godt betale sig at give 130 kroner for den mere avancerede udgave. Den kan ikke blot optage fra to stationer, men fra helt op til 600 stationer på samme tid. Så er du reelt kun begrænset af din internetforbindelse og harddiskens størrelse.

Betalingsudgaven rummer også et par andre finesser, såsom muligheden for kun at gemme sange af en vis størrelse, hvilket fjerner en del jingles og reklamer. For 190 kroner får du “Gold” udgaven, der ydermere giver adgang til alle kommende opgraderinger af programmet samt gratis support. Se mere på www.stationripper.com/buy

Optag hvad som helst

En ulempe ved StationRipper er, at programmet kun virker med stationerne i det såkaldte Shoutcast netværk, der udsender musikken som MP3.

Det udelukker de mest populære danske stationer, som typisk streamer i Windows Media formatet. Men så let giver vi ikke op! Hvis det kan afspilles, kan det også optages. Det kræver blot de rette værktøjer – og lidt håndkraft.

Du kan bruge et program, der simpelthen optager al den lyd, som spilles på computeren. På den måde kan du lytte til netradioen på helt normal vis, mens lyden optages i baggrunden.

Få starten med

Et godt eksempel er programmet Loop Recorder, der hedder sådan, fordi det kan optage i en uendelig løkke af for eksempel 10 minutters varighed.

Det er smart, fordi du så kan gemme en god sang, du netop har hørt. Du undgår altså at misse begyndelsen som i de gamle kassettebånd dage. Man kan dog også optage på normal vis ved at vælge “continous recording”.

Uanset optagemetoden er det nødvendigt at indstille mikseren i Windows, så lyden hverken bliver for svag eller overstyret. Brug programmets LED display, som kun akkurat må strejfe det røde felt.

Med korrekt mikser indstilling og et hæderligt lydkort kan kvaliteten blive rigtig god. Optagelsen kan gemmes i WAV, WMA, OGG eller MP3 format – sidstnævnte dog kun i begrænset kvalitet. Vi anbefaler WMA eller WAV, som efterfølgende kan brændes til cd eller konverteres til MP3 i et andet program.

Hjemmeklippet

I modsætning til StationRipper bliver optagelserne fra Loop Recorder ikke automatisk splittet op i enkelte MP3 filer, og oplysningerne om kunstner, sangtitel og så videre må du også selv taste ind.

Men hvis du bruger loop funktionen, når du hører en god sang, får du overskuelige bidder at arbejde med. Programmet har et simpelt redigeringsværktøj indbygget, som kan bruges til at skære optagelsen til.

Og som med StationRipper kan de værste skønhedsfejl skjules ved at lade numrene flyde sammen under afspilningen.

Bemærk, at Loop Recorder også kan bruges til at optage fra andre kilder end webradio, for eksempel fra LP plader og kassettebånd. Det er bare at trække et kabel fra forstærkerens udgang til pc’ens lydindgang og vælge “continuous recording”.

Men husk at programmet optager al lyd, så hold fingrene fra larmende programmer, mens musikken spiller. Luk også Outlook, så musikken ikke forstyrres af plinget fra en indkommende mail!

En god indgang til DR’s webradio stationer findes for øvrigt på www.dr.dk/netradio/html/direkte/02.shtml. Husk at vælge den bedst mulige kvalitet på 128 kbit/s.

Loop Recorder er shareware. Programmet kan bruges gratis i 30 dage. Herefter kan det registreres for 149 kr. Hent det fra www.looprecorder.de.

Du må godt!

På diverse netfora kan man se garvede musikpirater godte sig over, at pladebranchens advokater ikke kan afsløre, om man kopierer nettets radio udsendelser.

Men der er slet ingen grund til at tænke i de baner. Det er nemlig fuldt lovligt at optage webradio.

Peter Schønning, kontorchef for Kulturministeriets ophavsretskontor, forklarer:

– Det er lovligt at kopiere til personligt brug, så længe man ikke bryder en kopispærring. Og det gør man jo typisk ikke i disse tilfælde. Det forudsætter desuden, at kilden – altså radiostationen – er lovlig, men her kan det i sidste ende blive et spørgsmål om, hvorvidt brugeren er i god eller ond tro.

Nogle webstationer er helst fri for, at man optager deres udsendelser. Det stjæler kostbar båndbredde, når brugerne er koblet på konstant. Men uanset hvad udgiverne finder på af betingelser, kan de ikke forbyde dig at hente musikken.

– Man kan ikke sætte ophavsretsloven ud af kraft ved en ensidig meddelelse. Som rettighedshaver kan man godt udvide forbrugernes ret til at kopiere, men man kan ikke indskrænke den. Så den går ikke, siger Peter Schønning.

Og det er ikke alene lovligt at kopiere webradio stationerne til din pc. Du er også i din gode ret til efterfølgende at brænde musikken ned på cd, overføre den til en MP3 afspiller eller forære en kopi til dine børn.

– Så længe det er til ens egen husstand, og man ikke bryder en kopispærring, må man gerne kopiere sangene, siger Peter Schønning.

Læs mere om reglerne for ophavsret på www.infokiosk.dk




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere